1 kalv, 8 hundehvalpe, 13 kyllinger og et bryllup

1 kalv, 8 hundehvalpe, 13 kyllinger og et bryllup

Tiden flyver, bunken af opskrifter hober sig op og pludselig er der gået 8 måneder, siden jeg sidst var forbi. Livet står ikke stille her på Lille Søndergård, nogle gange går det måske endda lige stærkt nok. Vi blev for et par måneder siden velsignet med en kviekalv, der straks blev døbt Bertha. Så var der pludselig 8 små hundehvalpe i gangen og 13 kyllinger i badekarret. Derudover har vi netop holdt bryllupsfest, hvor vi har bekræftet vores kærlighed og fået den kirkelige velsignelse af vores ægteskab. Uagtet at præsten mente, at det nu var vores rigtige bryllupsdag, så har vi altså været gift i snart 10 år, men det var meget smukt at kunne bekræfte vores kærlighed foran familie og venner.
Men som om det ikke er nok, så har vi nu også tømrer rendende, de er ved at hive hele taget af staldbygningen og i dag var det så landmåleren, der var forbi og måle maskinhuset og et stykke jord op, som vi køber tilbage til gården.
Bierne summer naturligvis også lystigt, men det går lidt trægt med honninghøsten. Det her regn med regn på ødelægger lidt deres arbejde.
Køkkenhaven derimod står smukt og grønt og fuld af ukrudt.

Ak ja, tiden går. Og bunkerne af opskrifter hober sig op. Så jeg forsøger at komme lidt i bund i dem og finde de bedste frem til jer. Okay, de er jo alle gode, men så i hvert fald dem jeg allerhelst selv gerne vil have snart igen. Og det bliver så i dag denne chokoladekage. En klar favorit blandt familie og bueskytter og en kage, vi er vendt tilbage til mange gange.
Claus gav mig en ny stor (!) Kenwood røremaskine i morgengave. Og da først jeg var færdig med at bande over opsætningen og internetopkoblingen og indstallering af app’en og parringen med min telefon, så var den her kage den første jeg kastede mig over at lave, i min nye Kenwood.

Chocolate bundt cake – favoritten