I det mindste sner det ikke

Vi har inviteret et vennepar på aftensmad i aften. Den står på pulled pork, salat, spicy slaw og hygge. Vejret skriger ikke ligefrem på grill og udendørs hygge, men i det mindste sner det ikke. Hver morgen starter jeg dagen med at gennemgå minder på Facebook, for at se, hvordan livet så ud i dag de tidligere år. For fire år siden sneede det i dag. Så selvom jeg absolut ikke er tilfreds med dagens gråvejr og blæst, så er det da alligevel lidt rart at kunne sige til sig selv, at det i det mindste ikke sner i dag.
Vores køkkenhave er nu bygget færdig og bedene er fyldt op med jord. Jeg er så småt begyndt at så de ting, der kan sås, men som vejret ser ud lige nu, så venter vi lige lidt endnu med det meste. Okay, når jeg siger, at køkkenhaven er færdig, så er det ikke helt korrekt. Der mangler stadig net omkring kålbedet, det gamle redskabsskur skal rives ned, der skal støbes fundament og sættes et nyt op, der skal sættes kantsten i hver ende af gangstien og der skal spredes grus på stierne. Men ud over det, så er køkkenhaven færdig. Drivhuset håber jeg at kunne få gjort klart i weekenden, men det bliver med forsigtighed og rolige bevægelser, for mine vagtler er lidt hysteriske og begynder at flyve vildt omkring, hvis jeg forskrækker dem.
Vi går ikke ned på projekter på gården igen i år. Om et par uger begynder næste del af renoveringen af stuehuset og jeg ser allerede nu ikke frem til, at skulle ud i haven for at børste tænder, gå på toilet eller komme i bad de næste par måneder. Jeg håber, at denne del af projektet kommer til at gå så hurtigt, som Claus forventer, men jeg er ikke helt så optimistisk, som han er. Men det bliver godt, når vi er færdige, det skal jeg bare huske på.
I dag skal vi her i huset have pulled pork i tacos med en spicy slaw. Slawen kommer egentlig fra en opskrift med rejer i tacos, men der er ingen lov der forbyder mig, at bruge den i andre sammenhænge. Så nu får I opskriften på tacos med rejer og spicy slaw, og så kan I jo overveje, om den slaw ikke også kan bruges i andre sammenhænge. Hurtig disclaimer, de her tacos med rejer bør serveres med rigelige servietter og køkkenrulle.