Jeg går til psykolog, for at få styr på stemmerne i mit hoved. Pt. arbejder vi med at jeg skal øve mig i at sige nej. Det er ikke gået så godt. Han bliver så skuffet over mig, næste gang vi skal mødes. Jeg er en pleaser, jeg vil gerne gøre folk glade, jeg vil gerne stille op til alt, kunne klare alt og hjælpe med alt. Det kan af en eller anden grund ikke altid lade sig gøre. Jeg mener, det er fordi vi har for få timer i døgnet. Og at det der arbejde fylder for meget. Min psykolog siger, at det slet ikke er meningen, jeg skal sige ja til alt. Jeg skal øve mig i at sige nej. I suck!
Nogle af jer kender måske til Tæl Skridt kampagnen der kører (eller går?) to gange om året. Sidste år deltog jeg både forår og efterår. Jeg hadede det! Det kan altså ikke lade sig gøre i mit liv, at gå 10.000 skridt om dagen, når nu jeg også skal passe min sofa. Men ikke desto mindre sagde jeg ja, til at deltage to gange sammen med resten af mit team. Ud af de 21 dage konkurrencen løber (løb tæller også), skal man gå 10.000 skridt om dagen i de 11 af dagene. Det lyder faktisk ikke af meget, men når man som jeg normalt kun går omkring 5000-6000 skridt om dagen, så er der dælme langt. Og det er ikke fordi jeg ikke prøver. Jeg går fra mit kontor og hen til printeren så tit som muligt, jeg går ud og ryger og går i cirkler om mig selv mens jeg ryger (de glor mærkeligt på mig, men hvert skridt tæller), jeg går på trapperne i stedet for at tage elevatoren og jeg går vitterligt alt det jeg kan i løbet af min dag. Men alligevel kniber det rigtig mange dage, at gå de mange skridt. Det er måske bagsiden af at være kontoransat, bo langt væk fra alle former for ordentlig motion, ikke have børn selv osv. Ja børn er åbenbart vigtigt i denne sammenhæng. Min rigtig søde, virkelig irriterende, kollega Rikke, går nemt over 2000 skridt allerede inden hun kommer på arbejde, fordi hun skal have sine børn gjort klar og sendt i skole. Jeg er heldig, hvis jeg har gået 700 skridt når jeg lander på kontoret. Og min mand mener ikke, at en Tæl Skridt konkurrence er grund nok til at sætte børn i verden. Ingen samarbejdsvilje der overhovedet! Så sidste efterår lovede jeg mig selv, at nu var det sidste gang. Jeg ved jo, hvor irriteret og presset jeg føler mig i de tre uger, for at nå de dumme 10.000 skridt. Never again!
Nøj, hvor bliver min psykolog altså skuffet over mig. Men det er faktisk slet ikke min skyld. Mit team har slet ikke noget hold i år, men til gengæld har hele huset valgt at have ét stort hold. Og selvfølgelig har nogle af kollegerne i mit team sagt ja til at deltage igen. Men jeg stod imod. Jeg ignorerede den sagte hvisken i hjørnerne, slettede de grimme mails, der dukkede op på min skærm, overhørte ganske bevidst mine kolleger, men ak, lige lidt hjalp det. Pludselig, i et svagt og uopmærksomt øjeblik, blev jeg konfronteret og spurgt direkte, af to af pigerne på kontoret. Jeg prøvede at undvige, jeg prøvede at undgå deres blikke, jeg prøvede at tale uden om, men efter ca. 30…….. sekunder, bukkede jeg under og sagde ja. Før jeg nåede at tænke over, hvordan jeg skulle komme ud af det igen, havde søde Rikke meldt mig til og to minutter efter lå der en velkomst-mail på min skærm. Pokkers!
Så nu går jeg igen rundt med en dum skridttæller i buksekanten og igen kigger jeg irriteret på den flere gange om dagen, bare for at konstatere, at jeg stadig er elendig. Kl. er nu 19:30 og jeg har gået 4692 skridt i dag. Så er der altså lang vej endnu. Og det endda til trods for, at jeg har stået i køkkenet i dag, har travet rundt i hele parkeringskælderen, mens jeg røg min frokostsmøg og har vandret ekstra mange gange hen til printeren. Anden dag i konkurrencen er næsten gået, og jeg er slet ikke i nærheden af, at nå de fordømte 10.000 skridt om dagen. Så nu må jeg i gang med at lave strategier. I morgen er jeg nød til at parkere længere væk fra indgangen, hvilket faktisk er rigtig svært for mig. Jeg er meget vanedyr. Rigtig meget vanedyr. Og siden vi flyttede ind i vores nye bygning, har jeg parkeret i bås nr. 2 fra handicappladsen i bagerste række, tættest ved indgangen. Det er min plads! Og hvis jeg nu opgiver min plads i tre uger, risikerer jeg, at der er nogle forvirrede kolleger, der ikke har forstået, at det er min plads. Krise inde i mit hoved! Så må jeg også hellere ryge nogle flere smøger, så jeg kan gå nogle flere ture i parkeringskælderen. Selve gåturen under rygningen, må da samtidig modvirke røgens dårlige effekt på mine lunger, ikk? Det lyder rigtigt i mine ører. Lige over for kontoret ligger der en stor park. Jeg kunne jo lige gå en hurtig tur efter arbejde, for at få lidt flere skridt. Altså hvis det ikke regner eller blæser. I morgen kan jeg vælge at gå om i motorcykelklubben i stedet for at køre. Det giver i hvert fald pænt mange skridt. Men der er så pokkers langt hjem igen. Det er altså et slid, at skulle gå de mange skridt. Jeg har prøvet, at sætte godt musik i ørerne og gå en rask tur, men jeg må bare indse, at min kondition er helt af helvede til. Der går ca. 5 minutter, så bryder mine skinneben ud i en kæmpe omgang skinnebensbetændelse, hvilket betyder, at jeg ikke kan gå normalt de næste tre dage. Ja jeg ved godt jeg burde motionere og jeg ville faktisk også rigtig gerne. Jeg elsker zumba, man bliver i så godt humør. Ikke at jeg er god til det, men hvis der er noget jeg kan, så er det at få alt blæveret til at svinge fra side til side. Det nærmeste sted jeg kan gå til zumba ligger en halv times køretur fra mit hjem, hvilket betyder, at jeg skal sætte 2½ timer af til det med køretur og bad bagefter. Og af en eller anden grund, har de lagt alle holdene, så jeg enten skal lade være med at spise aftensmad, skal spise rigtig tidligt, så maven er tung og fuld, eller spise frygtelig sent, hvilket ødelægger nattesøvnen. Gode råd er dyre, men meget velkomne her.
Anyway jeg synes mine kolleger er trælse, de pressede mig, min psykolog skælder ud næste gang vi ses, jeg kommer til at gå med ømme skinneben de næste tre uger og hvis jeg er heldig, når jeg lige nøjagtig 10.000 skridt i 11 ud af de 21 dage. Og for hvad? For at blive presse til at deltage igen til efteråret, for nu var jeg jo med i foråret, så kan jeg da godt være med igen. Det er en ond cirkel, jeg aldrig slipper ud af igen. I hvert fald ikke før jeg lærer at sige NEJ!
You must be logged in to post a comment.