Jeg vil nu fortælle dig en historie fra mit liv. Den er et par år gammel, men giver egentlig et glimrende billede af, hvad der foregår inde i mit hoved.
Jeg skal fortælle dig en hemmelighed. Eller det er vist ikke så meget en hemmelighed, men jeg prøver at skjule det. Jeg er faktisk dødhamrende angst for at køre motorcykel. Jeg er helt sikker på, at jeg skal dø på ryggen af sådan en, eller i faldet fra sådan en. Men samtidig elsker jeg friheden, farten (altså ikke hurtigere end politiet og mine forældre siger, jeg må køre), livet som mc’er, træf, sammenhørigheden osv. Det er et love/hate forhold jeg har gang i her.
Hvis du for præcis 4 år siden havde fortalt mig, at jeg ville ende med at køre motorcykel, ville jeg have pisset i bukserne af grin. Da jeg flyttede sammen med Claus i april 2011, var jeg meget klar i mælet. “Du kører motorcykel skat, du kører med klubkammeraterne, du tager til klubaftener og du tager til træf. Der er ingen grund til at stoppe med det overhovedet, og du skal ikke holde dig tilbage for min skyld, men det bliver ALDRIG en del af mit liv.” Når jeg har bestemt mig og taget et standpunkt, SÅ ændrer jeg i hvert fald ikke mening. Eller….
Claus fandt ret hurtigt ud af, at jeg er angst for mange ting. Store grupper af mennesker, ikke at gøre folk omkring mig glade og tilfredse, ikke at yde godt nok på arbejde eller i skole og at køre motorcykel er bare nogle af de ting, jeg er angst for. Så en dag, netop som jeg trådte ind af døren efter arbejde, smed han en stak mc-tøj i armene på mig og beordrede mig til at tage det på, for nu skulle vi ud at køre. Nu er Claus en af den slags mænd, som man ikke bare lige siger nej til, så jeg tog lydigt mc-tøjet på, satte mig med bankende hjerte op, tog fat i Claus og lukkede øjnene. Ja, jeg sad hele turen med lukkede øjne, jeg var så hunderæd. Men Claus lader sig ikke slå ud, så den sommer kørte vi en del ture, vi kørte til træf og vi tog til klubaftener i klubben. Da vi nåede august begyndte jeg at tage kørekort til motorcykel ved verdens ondeste kørelærer. I 2½ måned blev jeg konstant råbt og bandet af i en grad, så jeg var sikker på, at jeg aldrig nogensinde ville bestå køreprøven. Jeg var helt sikker på, at jeg var verdens mest elendige motorcyklist. I hver eneste køretime blev jeg konstant rettet på, intet jeg gjorde var godt nok, og som prikken over det onde i, var det ren envejs-kommunikation. Som mc-elev får du en øresnegl i øret under hjelmen, så kørelæreren kan guide dig gennem trafikken, men som elev får du ikke en mikrofon, så du kan svare. Det forhindrede mig dog overhovedet ikke i at svare hende så højlydt, jeg overhovedet kunne i hver eneste køretime, jeg bandede af hende, jeg brokkede mig over hende, men det var til syvende og sidst dybt utilfredsstillende på alle måder, da jeg vidste hun ikke kunne høre mig. I min allerførste køretime, en time i kravlegården, væltede og druknede jeg en motorcykel. Gangen efter startede vi i kravlegården, inden vi skulle ud i den virkelige verden. Også denne gang væltede jeg, brækkede min lillefinger to steder, gennemførte køretimen og en teoritime bagefter og først dagen efter tog jeg til læge. Til sidst oprandt dagen, hvor jeg skulle til køreprøve. Og jeg bestod sørme. Altså efter at have kørt forkert tre gange, hvor jeg mistede den motorsagkyndige der kørte bag mig.
Måneden efter fandt jeg min første motorcykel, en Suzuki GS500. Jeg døbte ham Pepe le Pew, fordi han var helt sort og havde to hvide striber hen over tanken. Jeg var meget glad for Pepe og da sæsonen startede op igen i 2012, kørte vi mange dejlige ture. Desværre måtte vi skilles alt for tidligt, da Pepe mødte sit endeligt i Silkeborg i juni 2012. Set i bakspejlet, burde mine første køretimer have været et tegn på, at jeg ikke bør køre mc. Der skete det, at Pepe og jeg kom kørende igennem Silkeborg på vej hjem fra et træf. Det var søndag, det var lidt småvådt og jeg var nok også lidt træt. Claus kørte foran mig og fire af vores mc-kammerater, der kørte forrest, var holdt ind på en tankstation lidt før, det hele gik galt. Jeg kunne høre en ambulance og tjekkede mit sidespejl, for at se om den kom bagfra. Da jeg kiggede frem igen, var Claus begyndt at bremse ned og trække over i min side, hvilket fik mig til i panik at trække bremsen og dreje væk samtidig. Et lille hint til alle jer, der ikke er mc’ister endnu: Det kan man ikke. I hvert fald ikke på regnvåd vej. Pepe gik i panik, ligesom jeg selv, han drønede over en grusrabat, så over en dobbeltrettet cykelsti (det var her jeg overhalede Claus indenom), dernæst et stykke græs, inden han plantede hele fronten i en betonpæl og smed mig af. Undervejs nåede jeg at tænke, at nu måtte det da snart stoppe, og det gjorde det sørme. Der lå jeg så og ømmede mig. Lægebilen, der var kørt efter ambulancen, stoppede og en læge kom over til mig og spurgte om jeg var i live. Det bekræftede jeg. Jeg fik besked på at blive liggende, der ville komme en ambulance efter mig. Jeg registrerede ikke helt hvad han sagde. Jeg havde travlt med at ligge og vrikke med fødderne, bukke benene, bevæge mine arme og tjekke, at alt stadig hang sammen og fungerede. Claus kom over og tjekkede, at jeg var i live, hvorefter han gik hen til Pepe og konstaterede, at han ikke havde overlevet styrtet. Jeg rejste mig straks, hev hjelmen af og skyndte mig hen til Pepe. Han så godt nok lidt skidt ud. Vores fire kammerater kom kørende og stoppede ind, da de så os stå i kanten af vejen. Jeg kunne mærke, at det ene ben gjorde lidt ondt, men det tro da pokker, jeg var jo lige blevet kastet af en motorcykel. Vi stod og snakkede lidt, jeg tændte en smøg og ringede derefter til mine forældre. Her er dialogen som jeg husker den:
Mig: Hej mor, er far hjemme og er traileren hjemme?
Mor: Ja, hvorfor?
Mig: Jeg har smadret motorcyklen og jeg skal have den fragtet hjem fra Silkeborg og der er en ambulance på vej efter mig.
Mor: Øjeblik. *dut dut dut*
Hun havde lagt på. Nå men jeg røg videre, og tænkte samtidig over, hvornår den pokkers ambulance mon ville komme, så jeg kunne fortælle dem, at jeg havde det fint og bare ville hjem. Så ringede mor tilbage.
Mig: Hej igen.
Mor: Er du okay? ( lettere rørstrømsk)
Mig: Ja selvfølgelig er jeg okay, du kan jo høre mig tale.
Herefter en mindre skideballe, for ikke at have startet samtalen med at informere om, at jeg var okay og i live, hvorefter min far blev sendt af sted med trailer mod Silkeborg. Endelig kom ambulancen og jeg prøvede at forklare ambulancefolkene, at jeg havde det fint. De lyste mig i øjnene, tjekkede min rygrad og nakke og ville så have mig med ind i ambulancen, så de kunne tjekke det ben, der stadig gjorde lidt ondt. Her fik mine mc-kammerater sig et gevaldigt grin. I sådan en ambulance er der ikke meget plads. Mit tøj var vådt og jeg skulle forsøge, på meget lidt plads, at få vest og vådt, tykt mc-tøj af. Hele ambulancen gyngede, påstår de, hvilket de fandt ganske morsomt. Nu var det vist også nogle ganske pæne unge ambulancemænd de havde sendt efter mig, så de fik alle mulige sære historier ud af det. Da jeg fik tøjet af viste det sig, at jeg havde skåret en pæn dyb flænge i min læg med min bremsepedal. Så tror da pokker, det gjorde ondt. Der var ikke noget at gøre, jeg skulle forbi en skadestue og sys. Claus blev ved mc’erne, mens resten af gruppen kørte hjem. Ambulancefolkene fortalte mig, at de var den sidste ledige ambulance, så de håbede at kunne komme af med mig på skadestuen i Silkeborg. Men de havde lukket om søndagen, så vi måtte til Viborg. Undervejs går det op for mig, at jeg har glemt mine cigaretter, hvilket straks får den flinke ambulancemand til at tilbyde mig, at stoppe ind ved en tankstation. Pænt af ham, men nej få nu mig afleveret, så I kan komme af sted igen. Så kom jeg i tanke om, at de jo nok havde tænkt sig at stikke i mig (det hænger sjovt nok sammen med at skulle sys), så jeg ringede i panik til min ældste storebror og bad ham komme til Viborg. Jeg vidste de var på camping i Silkeborg, så de var ikke så langt væk. Ambulancemanden og jeg fik os en snak undervejs. Han fandt ud af at jeg er pænt nåleangst (hvilket på ingen måde hænger sammen med mine fem tattoveringer, men lad nu det ligge), hvorefter han pænt spurgte, hvad jeg sagde til at få lagt et drop. Jeg spurgte pænt, hvad han ville sige til et blåt øje og så blev vi enige om, at det kunne de klare på skadestuen.
Mens jeg sad på en briks på skadestuen og ringede rundt til dem, jeg skulle varsle om uheldet, sad jeg og pillede kød og fedtklumper af indersiden af mit bukseben, mens jeg kiggede på hullet i mit ben. Endelig kom storebror, der for øvrigt også er en kylling når det kommer til nåle, så skide godt valgt af mig. Samtidig kom en sød ung kvinde hen og oplyste, at hun skulle se på mig. Hun oplyste samtidig, at hun var lægestuderende. Jeg oplyste hende om, at jeg havde tilbragt en weekend på træf = intet bad, svedig, duftede af alkohol og jord m.m. Jeg oplyste samtidig, at jeg er pænt hysterisk omkring nåle. Hun mente nu nok det skulle gå. Først fik hun forsigtigt bedøvet huden omkring hullet, det gjorde hun for resten ret godt. Så begyndte hun at skylle hullet og det kildede og var koldt og ubehageligt på én gang. Hun rodede lidt i benet og bestemte sig så for at tilkalde en mere erfaren kollega, da hun var bekymret for musklen. Ind kom en yderst travl og smule arrogant læge og hans følge af sygeplejerske. Han begyndte at rode lidt mere kraftigt i mit ben, jeg ømmede mig, han skældte den stakkels lægestuderende ud for ikke at have bedøvet mig, jeg forsvarede hende vredt og forklarede, at hun så bestemt havde bedøvet mig hele syv gange. Han bad om en sprøjte, som han så jagede ned i dybet i mit ben. Jeg spjættede kraftigt og bandede endnu mere. Han skældte ud, fordi jeg nær havde sparket sygeplejersken ned og så blev jeg kraftigt bedt om at ligge stille. Jeg skældte kraftigt ud og forklarede, at man ikke bare jager en stor nål ned i folks ben og da især ikke, når de er pisse bange for nåle, efterfulgt af eder og forbandelser. Han oplyste lidt mere forsigtigt, at han nu ville stikke igen. Lidt havde han da lært. Endelig fik de mig syet sammen, hvorefter de oplyste, at det nu var tid for en stivkrampe vaccination. Jeg mente de bare skulle give den gas og sprøjte det ind der, hvor mit ben allerede var bedøvet. De oplyste, at det stads skal i skulderen, hvorefter jeg ihærdigt og storlyvende forsøgte at overbevise dem om, at det da for resten vist ikke var mere end et år eller to siden jeg sidst havde fået en stivkrampe. De hoppede ikke på den. Til sidst, efter at have været ved at vælte hele briksen, måtte jeg lægge mig ned igen, holde storebor i hånden (han sad imens og gemte hovedet ved hovedgærdet, så han ikke skulle se nålen), og tage imod stikket. Vi har været et synd for guder den dag på Viborg skadestue, men jeg synes altså den største ros skal gå, til den unge lægestuderende, der tog sig så pænt af mig på trods af skidt og stank og besværligheder og hysteri.
Den første uge gik derhjemme med pænt opsvulmet ben og ondt. Dernæst gik et par uger med alle de overspringshandlinger jeg kunne komme i tanke om, for at undgå at sætte mig op på en motorcykel igen. Til sidst tvang Claus mig op på hans, jeg kørte en runde i kvarteret omkring motorcykelklubben, jeg hylede hele vejen, men derefter var jeg klar. Præcis en måned efter ulykken fandt jeg kærligheden igen. Denne gang i form af en Honda CB600F Hornet. Jeg døbte ham straks Hudson Hornet. Nu er skæbnen en ond, ond kvinde, der nyder at mobbe mig, så selvfølgelig skulle det småregne, den dag jeg skulle køre hjem med Hudson. Hele vejen hjem snakkede jeg med Hudson. Jeg overbeviste ham om, at vi sagtens kunne klare turen sammen, at der ikke var nogen grund til at være bange, at vi bare tog det stille og roligt og at vi nok skulle klare den sammen os to. Siden da har jeg altid talt med Hudson, når vi er ude og køre sammen. Jeg bliver dog aldrig glad for at køre i regnvejr. Og jeg er altid lidt nervøs, når jeg kører forbi stedet i Silkeborg, hvor Pepe afsluttede sit liv. Og bare for at bevise, at skæbnen er en ond kvinde, kan jeg fortælle, at året efter ulykken, i Silkeborg ikke langt fra ulykkesstedet, på vej til samme træf, som vi året forinden var på vej hjem fra, hørte jeg pludselig en ambulance igen. Straks fik min mand stoppet konvojen og min klublillebror Kinder kørte op på siden af mig, for at informere mig om, hvor den kom fra og sikre at jeg ikke gik i panik. Se det er fandeme kammerater!
Pepe stod ikke til at redde. Han havde brækket den ene forgaffel og bøjet den anden, tanken var slået skæv, stellet var slået skæv og styret var fuldstændig vredet rundt, fordi jeg ikke havde sluppet tager, før jeg fløj over ham. Og al den skade skete med 50 km. i timen. Den dag fik jeg stor respekt for det at køre motorcykel, men jeg fik samtidig bekræftet, hvor meget tøjet og det rigtigt udstyr beskytter os. RIP Pepe le Pew.
You must be logged in to post a comment.