Forberedelse: 30 minutter

Bagetid: 10-12 minutter

Nok til: ca. 50 stk.


Ingredienser:

  • 25 g. marcipan
  • 250 g. blødt smør
  • 80 g. flormelis
  • 250 g. mel
  • 1 pk. cocktailbær
  • Hele mandler

Sådan gør du:

  • Start med at røre marcipanen blød og sammen med 25 g. af det bløde smør
  • Kom derefter resten af smørret, flormelis og mel i skålen og rør det hele godt sammen
  • Kom dejen i en sprøjtepose med stor stjernetyl og pres fine toppe ud på bagepladen
  • Skær cocktailbær i halve og pres et halvt bær let ned i hver top. Eller smut mandler og pres en hel mandel ned i hver top
  • Bag en plade af gangen ved 180 grader i 10-12 minutter. Vend evt. pladen midtvejs, så kagerne brunes lige meget på alle sider
  • Lad dem køle helt af, inden du pakker dem i kagedåsen

Julen 2016 står for døren og igen i år, har Bettina og jeg kastet os ud i en hel weekend med julebagerier. Det er som om, listen af julesmåkager vi vil afprøve, ingen ende tager og hvert år finder vi alt for mange nye slags, der skal smages og testes. Og samtidig er der jo nogle faste klassikere, som vi ikke må springe over. Jeg tror snart vi skal have vores bageweekend udvidet til to weekender, og måske skal jeg samtidig begynde at kigge på kagedåser. I år var vi tæt på at løbe tør for kagedåser, og det endda til trods for, at vi drønede ud og købte fire ekstra lørdag eftermiddag. Så det må vi have bedre styr på til næste år.

Vi starter med at dele denne opskrift på strassburgere med jer, dels fordi en af mine søde træningsveninder efterspurgte den og dels fordi, jeg synes de er så fantastisk julede at se på, med deres fine farver.

1

Dejen er super nem, du skal bruge mel, flormelis, smør og marcipan.

2

Start med at røre 25 g. marcipan sammen med 25 g. smør. Det skal røres glat og helt sammen. Ikke som det ser ud der, det der er et ”hov jeg glemte at tage et billede inden jeg gik i gang, jeg må hellere tage et nu, selvom jeg er halvvejs” billede. Det skal røres mere sammen end det der.

3

Derefter kommer du yderligere 225 g. blødt smør ned i skålen sammen med 80 g. flormelis.

4

Og dernæst kommer du 250 g. mel ned i skålen. Jeg brugte min røremaskine, jeg elsker min røremaskine. Sæt den i gang og lad den gøre det meste af arbejdet. Måske du lige skal have fingrene i det til sidst for at samle det helt. Eller du kan stikke begge lapper ned i skålen med det samme og mosle det hele sammen med håndkraft.

5

Så fin en dej. Min blev lavet dagen i forvejen og lagt i køleskabet. Generelt laver jeg alle deje dagen i forvejen, når vi har bageweekend, pakker dem ind i film, smækker en mærkat på, så jeg ved hvilken dej det er og så i køleskabet med den. Så er det bare at tage dejen ud en times tid før, så den bliver godt blød igen, inden du skal bruge den.

6

Tag en pakke af de her flotte cocktailbær. De er enormt klistrede og jeg har ualmindeligt svært ved at tro på, at de skulle være lavet af rigtige, udstenede kirsebær.

7

Halvér de klistrede bær. Her i huset har jeg jo ofte forbud mod at lege med knive, så her var det Bettina, der førte kniven med sikker hånd.

8

Se så fine bær i røde og grønne julefarver. Nå ja, og en enkelt gul eller to.

9

Kom dejen i en sprøjtepose med stor stjernetyl. Hvis dejen har været i køleskabet skal du sørge for den er blevet godt blød, inden du starter.

10

Sæt nogle fine toppe på pladen.

11

Og sæt så et halvt bær ned i midten af hver top og pres den let ned i.

12

Eller smut mandler og sæt en hel mandel ned i toppen af hver.

13

Bag dem i ovnen ved 180 grader i ca. 10-12 minutter. De må gerne blive let gyldne, inden du tager dem ud af ovnen. Ser de ikke fine julede ud?

14

De er også meget fine med mandler i toppen, men jeg synes de andre ser mere julede ud. Til gengæld er min mand gladere for dem med mandler i.

img_9402

De ser jo meget fine ud, når de sådan ligger der i deres julefarver mellem alle de andre lækkerier.

img_9413

Så er der serveret julesmåkager til den store guldmedalje.