Forberedelse: 30 minutter
Tilberedning: 10 minutter
Nok til: 35 stk.
Ingredienser:
- 250 g. mel
- 125 g. smør
- 125 g. sukker
- 125 g. lys farin
- 1 tsk. stødt ingefær
- Reven skal af 1 citron
- 200 g. chokolade
- 20 g. smør
Sådan gør du:
- Start med at smelte smørret i en kasserolle, kom derefter sukker og sirup i og rør det godt sammen
- Kom mel, ingefær og citron i en skål og vend det hurtigt sammen
- Kom derefter indholdet fra kasserollen over i skålen og saml dejen
- Kom dejen på køl i en times tid
- Rul den til kugler på størrelse med en guldkaramel. Pres dem flade med en melet paletkniv eller bunden af et glas
- Bag dem ved 160 grader i 10 minutter. Lad dem køle helt af
- Smelt chokolade og de 20 g. smør i en skål over et vandbad
- Lad chokoladen køle lidt, inden du kommer det i en lille frysepose
- Klip et meget lille hul i spidsen og kom tynde streger chokolade ud over kagerne på kryds og tværs eller pynt dem som du nu lyster
- Når chokoladen er stivnet, kan du pakke dem i en lufttæt kagedåse
Midt i vores julebageweekendgalskab var også disse små julesmåkager. Eller det blev de i hvert fald til, for jeg har bestemt ikke fulgt opskriften, men de endte alligevel med at blive meget gode. Gad vide hvordan de var blevet, hvis jeg havde fulgt opskriften? Nå pyt, lidt kreativ frihed har man vel lov til.
Til disse småkager skal du bruge mel, sukker, smør, lys sirup, stødt ingefær og en økologisk citron.
Start med at komme 250 g. mel, 1 tsk. stødt ingefær og en masse reven skal fra citronen op i en skål.
I en kasserolle smelter du 125 g. smør.
Når det er smeltet, kommer du 125 g. lys farin ned i kasserollen.
Og derefter 125 g. sukker.
Lad det hele smelte godt sammen og rør det grundigt sammen i kasserollen.
Kom derefter hele kasserollens indhold over i skålen med mel og rør det hele sammen til en fin dej. Ja jeg glemte at tage billede af dejen. Undskyld. Kom dejen i køleskabet i minimum en time, så den bliver lidt mere fast.
Når dejen er kølet ned, ruller du kugler på størrelse med en guldkaramel. Den måleenhed har jeg vist ikke brugt før.
Mas dem flade, jeg brugte min paletkniv, der blev dyppet i mel efter hver kuglepresning. De klistrer nemlig godt fast ellers.
Så bliver de sådan nogle fine små kager som du nu bager ved 160 grader i 10 minutter.
Mens kagerne køler, smelter du 200 g. mørk chokolade og 20 g. smør i en skål over et vandbad.
Rør det hele godt sammen og lad også chokoladen køle lidt af.
Kom chokoladen i en lille plastpose og klip et ganske lille hul i spidsen.
Læg kagerne helt tæt og kom tynde chokoladestreger på kryds og tværs ud over de kolde kager. Når chokoladen er stivnet, kan du pakke kagerne i tætte kagedåser.
Så er der sprøde små ingefærsmåkager med chokolade. Hvad skal man dog spise først, cornflakestoppe, havregrynskugler, strassburger, marshmellow pops eller skal man bare gå direkte til ingefærkagerne? Så mange valgmuligheder, så lidt juletid.