Forberedelse: 15 minutter + køletid
Tilberedning: 10 minutter pr. plade
Nok til: Mange småkager
Ingredienser:
- 425 g. blødt smør
- 425 g. sukker
- ½ l. sirup
- 2 spsk. kanel
- 1 spsk. ingefær
- 1 spsk. nelliker
- 25 g. natron
- 1200 g. mel
Sådan gør du:
- Start med at piske smør og sukker og tilføj så sirup og pisk igen
- Tilføj krydderier, natron og mel og ælt det hele godt sammen
- Rul dejen i tykke pølser og rul dem stramt ind i vitavrap
- Læg dem på køl i et par timer, gerne natten over
- Skær pølserne i skiver på 1-2 mm. og læg dem på en bageplade med lidt god plads imellem
- Pensl dem med koldt vand og bag dem ved 160 grader i 10 minutter
- Lad dem køle godt af, inden du pakker dem
- Spis dem som de er, eller læg dem sammen med smør imellem
Vi er godt i gang med at afprøve ”nye” opskrifter fra mine noget ældre kogebøger og jeg er faldet over et par stykker fra 1946, der skal afprøves. Indtil videre holder jeg mig til bagværk anno 1946, jeg har endnu ikke fået samlet mod nok til at afprøve stegt måge, og jeg er heller ikke helt sikker på, hvordan jeg skal få fat i måger. Men jeg garanterer, at skulle jeg få fat i 6 stykker mågebryst, så afprøver jeg simpelthen en opskrift. Jeg har også opskrifter på agerhøns, fasan, bekkasiner, brokfugle (?), kramsfugle (??), snepper, ryper og råger. Så hvis nogen derude skulle ligge inde med at par stykker af den slags, og ikke ved, hvad I skal gøre ved dem, så send dem bare min vej.
Indtil vildfuglene lander i mit køkken, holder jeg mig fortsat til bagværk. Det tjener vist også min familie bedst.
Denne gang skal vi forbi Skåne efter en flok husarer.
Vi starter som vi plejer, med en let lille gennemgang af de nødvendige ingredienser. Her skal vi bruge smør, sukker, sirup, kanel, ingefær, nelliker, natron og mel.
Smørret skal være godt blødt og så pisker du det med sukkeret.
Tilføj siruppen og pisk igen lidt. Jeg tillader mig lidt, at styre slagets gang her, for fremgangsmåden beskrevet i bogen, er ikke særlig hjælpsom.
Så tilføjer vi krydderier og natron.
Og til sidst tilføjer vi melet. Det kloge valg her er at tilføje melet af tre omgange, på den måde kan du bruge din elpisker til de to første portioner mel og først ved tredje portion, skal du have hænderne i.
Så er vores dej klar. Men ikke til at blive bagt endnu.
Først ruller du dejen i store pølser som en spegepølser og ruller dem i vitavrap. Og så lægger du dem i køleskabet i nogle timer, gerne natten over. Jeg lavede min dej om morgenen og fortsatte igen midt på eftermiddagen. Der var den helt fin og til at arbejde med.
Så tager vi dejen ud af køleskabet og finder en stor kniv frem. Og muligvis plaster, bare i tilfælde af uheld.
Skær dejen i skiver på ca. 1-2 mm. Ikke tykkere end det.
Læg kagerne på en bageplade, ca. med den afstand du ser her og pensl dem med koldt vand. Sæt dem så i ovnen ved 160 grader i 10 minutter. Eller som opskriften siger ”bages ved svag Varme, ca ¼ Varmetilførsel.” Jeg gættede på, at det måtte være 160 grader og det ser ud til at være korrekt.
Kagerne kan virke lidt oppustede og bløde, når du tager dem ud af ovnen, men giv dem fem minutter, så falder de til ro og bliver sprøde.
De ser næsten ud som om, at der er drysset kanel ud over dem, men det er der altså ikke. De er bare rigtig fine sådan her.
Så er vores Skånske husarer klar. Når de er kølet helt af, pakker du dem i kagedåser og gemmer dem, så din familie ikke spiser dem alle sammen. Ifølge opskriften, kan du spise dem lagt sammen med smør. Det har min mand endnu ikke prøvet, men han siger de smager helt fantastisk bare som de er. Lidt i retning af brunkager, hvilket lyder meget rigtigt med mængden af sirup, de indeholder. Men det lyder lidt mere interessant, at servere Skånske husarer for dine gæster, i stedet for brunkager.