Forberedelse: 30 minutter
Tilberedning: 30 minutter
Nok til: 6 personer
Ingredienser:
- 500 g. røget bacon
- 500 g. pasta penne
- 2 dåser hakkede tomater
- ½ l. madlavningsfløde
- 300 g. revet ost
- Evt. 2 spsk. tørret basilikum, 2 spsk. tørret timian og/eller 2 spsk. tørret oregano
Sådan gør du:
- Start med at sætte en gryde vand i kog. Husk at salte vandet
- Kog pastaen al dente i maks. 8 minutter
- Begynd derefter at skære baconstykket i tykke skiver og derefter i strimler
- Steg baconstykkerne på en pande til de er gyldne og hæld dem derefter op i et ildfast fad. Lad baconfedtet blive på panden, så det kan give godt med smag til sovsen
- Hæld pastaen op i fadet og bland det godt sammen med baconstykkerne
- Hæld tomaterne og fløden på panden og rør det godt sammen
- Krydr evt. med tørrede krydderurter
- Når tomatsaucen koger, hælder du osten ned i, rører det godt rundt og lader osten smelte
- Hæld saucen op i fadet, bland det hele godt sammen og sørg for alle pastaerne er dækket
- Dæk fadet med sølvpapir og sæt det i ovnen ved 180 grader i 20 minutter
- Fjern sølvpapiret og lad den stå i yderligere 10 minutter i ovnen.
- Lad den trække på bordet i 5 minutter, inden servering
Retten kan med fordel laves dagen i forvejen eller fryses. Den skal så have 5 minutter længere med sølvpapiret på.
Opskriften på pasta penne kommer oprindeligt fra min svigermor. Ifølge min mand har hun en gang vundet en konkurrence i et radioprogram på den her opskrift. Den er nu også god. Jeg laver den aldrig selv, det er altid min mand, der laver den, fordi ”du er bare super god til at lave den skat og du kender opskriften bedst”. Når vi laver en portion af denne størrelse, er der altid nok til to dage plus en portion til middagsmad til mig plus som regel lidt rester. Det synes jeg jo er helt fantastisk og så elsker jeg aftensmad, der kan strækkes til to aftener i træk. Nok har jeg denne hjemmeside, men jeg er ikke fanatisk med madlavning. Nemme aftener er skønne aftener.
Det her er en mandeopskrift, så sæt du roligt din mand i gang med at lave maden i aften.
Normalt starter opskrifterne med ingredienserne, men vi må huske at prioritere korrekt. Når manden er i køkkenet, betyder det, at jeg kan læne mig tilbage med et glas rødvin og en smøg og snakke ham et øre af om min dag. Skænk ham et glas rødvin samtidig, han kunne jo få brug for det med alt det lytten han skal igennem den næste halve time.
Så kommer vi til ingredienserne. Madlavningsfløde, hakkede tomater, pasta penne, revet ost og et stykke bacon. Du kan også krydre med tørret timian, tørret basilikum og tørret oregano.
Start med at skære baconstykket i tykke skiver. Og sæt samtidig en gryde vand i kog på komfuret.
Vend skiverne horisontalt på skærebrættet og skær skiver fra en ende af. Tag en mundfuld rødvin og ros din mand for fantastiske knivfærdigheder.
Læg alle baconstykkerne på en pande og lad dem stege gyldne.
Når vandet koger, hælder du pastaen i. Pastaen må ikke få mere end maks. 8 minutter, den skal gerne være al dente. Altså lidt blød udenpå, stadig lidt hård indeni.
Din bacon er nu klar. Jeg elsker duften af bacon i køkkenet, mens jeg tager endnu en mundfuld rødvin. Hvordan har din dag været i dag?
Hæld baconternene over i et ildfast fad, men lad fedtet blive på panden. Smid endelig ikke fedtet ud, det er fyldt med lækker smag. Har jeg for resten nævnt, at dette nok ikke er den mest kaloriefattige opskrift?
Hæld de hakkede tomater direkte på panden, ned til alt det lækre baconfedt.
Hæld fløden ned til tomaterne. Og nu kan du evt. krydre med 2 spsk. tørret basilikum, 2 spsk. tørret timian og/eller 2 spsk. tørret oregano. Vi tog basilikum denne gang. Tag en mundfuld rødvin og ros din mand for at være virkelig god til at krydre maden.
Rør det hele godt sammen og lad det komme i kog.
Når din pasta er kogt al dente, hælder du vandet fra og blander den sammen med det stegte bacon.
Når tomatsaucen er kommet i kog, hælder du osten i, rører rundt og lader det smelte sammen med sovsen.
Hæld tomatsaucen over pasta og bacon i fadet. Tag en mundfuld rødvin og ros din mand for varm-pande-håndtering.
Bland det hele godt sammen, så alt pasta er dækket af tomatsauce. Og nu kommer den sværeste del. At vente til det er færdig i ovnen.
Dæk fadet til med sølvpapir og sæt det i ovnen ved 180 grader. Sæt dig ind i sofaen med resten af dit glas rødvin og en smøg og lad din mand tale lidt om sin dag.
Tag sølvpapiret af fadet efter 20 minutter og giv den yderligere 10 minutter i ovnen.
Når fadet har fået de sidste ti minutter, tager du det ud og lader det stå i fem minutter. Det er tortur! Så tag en mundfuld rødvin og ros din mand for, hvor fantastisk det lugter.
Så er der serveret, lækker pasta penne med bacon, tomatsauce, krydderurter og ost. Min søde mand mente, at en pæn anrettet tallerken med et par blade frisk basilikum på toppen, så mere appetitligt ud. Han er en meget dygtig og alsidig mand, ham min mand.
You must be logged in to post a comment.