Mens vi venter på jul
Jeg ved ikke, hvad der er sket, men jeg er totalt bagud i mine juleforberedelser i år. Altså bortset fra mit julebag, det har jeg totalt styr på. Og jeg er blevet ret glad for Frk. Jensens kogebog fra 1912, hun har kun svigtet mig én gang. Jeg afprøvede en opskrift på ingefær-kager og dem må jeg simpelthen smide ud. De er meget pæne og dekorative, men de smager ganske forfærdeligt. Så den opskrift får I naturligvis ikke.
Jeg arbejder stadig på det med vaniljekransene og nu har jeg anskaffet mig en vaniljekrans-plade, desværre ikke lige præcis en, der passer til min Kenwood, men det klarer Claus lige for mig. Så forhåbentligt når jeg at lave vaniljekranse allerede i denne weekend.
Sidste weekend havde jeg besøg af mine skønne kolleger til en lille uofficiel julefrokost, og vi kom naturligvis til at tale lidt om julebageriet – fordi en unavngiven kollega begyndte at tælle, hvor mange slags jeg allerede har bagt. 10 er da ikke for mange, er det? En anden kollega erklærede dog straks, at jeg manglede den vigtigste. Jeg manglede fedtebrødene. Så jeg måtte straks i gang med at slå op i mine bøger, finde en god opskrift og så må vi se, om ikke også jeg når at få styr på dem inden jul. Claus erklærer sig indforstået med, at jeg smider ingefær-kagerne ud til fordel for en omgang fedtebrød.
Hvis I mangler inspiration til weekendens julebageri, kommer her to fantastiske opskrifter. Jødekager, som jeg selv er stor fan af, en af de få julesmåkager jeg rigtig godt kan lide. Og vrøvl, en småkage alene valgt pga. navnet. Til de af jer, der hungrer efter vaniljekranse, vrøvl er et rigtigt godt alternativ og den kan laves som vaniljekrans, hvis man lyster. Så jeg er da halvt i mål, med de der vaniljekranse.
You must be logged in to post a comment.