Forberedelse: 30 minutter
Tilberedning: 30 minutter
Nok til: 4 personer
Ingredienser:
- 25 g. smør
- 2½ dl. bladselleri i små tern
- 2½ dl. løg i små tern
- Evt. 2½ dl. gulerødder i små tern
- 5 dl. kalkun- eller kyllingerester
- ½ dl. mel
- ½ l. kyllingebouillon
- ¼ tsk. gurkemeje
- 1 tsk. timian
- 2½ dl. fløde
- Salt og peber
- Tærtedej
- 1 æg
Sådan gør du:
- Start med at smelte smørret og kom selleri og løg (og evt. gulerødder) op i gryden. Lad det stege et par minutter til løg og selleri begynder at blive klare
- Tilføj kødet og rør melet ud i det hele
- Tilføj bouillonen og drys med gurkemeje og timian
- Tilføj fløde og smag til med salt og peber
- Kom det hele op i et tærtefad og læg tærtedejen hen over
- Klem den fast om kanten, pensl med æg og stik lufthuller i toppen
- Bag ved 200 grader i 30 minutter
- Lad den trække fem minutter inden servering
Til Thanksgiving i 2018 lavede vi den til dato største kalkun. 15 kg. krabat + stuffing. Åbenbart kan 21 mennesker ikke spise så meget kalkun, så vi havde en hel del rester til overs. Også selvom vi havde taget en del småkød fra til hundene (hvilket de værdsatte dybt), vi havde stadig to store poser kalkunkød til fryseren.
Hvad er så mere nærlæggende, end at konsultere min madguru The Pioneer Woman og den spritnye kogebog af hendes, jeg netop havde fået fra min storebror og svoger. Min guru svigtede os ikke. Ud over en sindssyg lækker panini med kalkun og tranebærsauce (prøv det!), så fandt vi også denne opskrift på turkey pot pie. Du kan helt sikkert også lave den med rester af kylling, hvis du ikke lige har kalkunrester på lager.
Retten er meget nem, vi skal bruge kalkunrester (eller kylling), smør, mel, bladselleri, løg, kyllingefond, fløde, salt og peber, timian, tærtedej og et æg.
Nå ja, også gurkemeje. Typisk mig, jeg glemmer alt for ofte en ting eller to på billederne. Åh ja, vi skal også bruge vand. Pokkers også.
Stat med at skære bladsellerien i meget små tern.
Gør det samme med løget.
Gør ½ liter kyllingebouillon klar.
Og skær kødet i tern. Og jeg er stadig helt sikker på, at hvis du har en rest kylling til overs, så kan det bruges ligeså fint.
Start med at smelte smørret i en gryde og kom løg og selleri ned i gryden. Hvis du har gulerødder på lager, så skær et par af dem i tern også og tilføj dem.
Lad det stege et par minutter, til det bliver klart.
Tilføj så kødet.
Og drys melet ud over. Det hjælper os med at jævne retten. Bland det hele godt sammen.
Kom bouillonen ned i retten lidt af gangen indtil du synes det har en god, lettere tyk konsistens.
Kom gurkemejen i retten.
Og timian.
Og tilføj lidt fløde. Fløde er altid godt.
Smag til med salt og peber og lad retten boble lidt, så den bliver god tyk.
Hæld det hele op i et stort tærtefad.
Læg dejen over formen og klem den sammen om kanten. Stik nogle lufthuller i toppen og pensl den med pisket æg.
Efter 30 minutter i ovnen ved 200 grader, har vi denne fantastiske tærte klar. Lad den stå og trække i fem minutter (hvis du da har tålmodighed til den slags).
Så er der serveret turkey pot pie. Og det smagte absolut fantastisk. Og nej, det ser ikke særligt kønt ud på billeder, men hvad gør det, når det bare smager fantastisk.