Forberedelse: 30 minutter

Tilberedning: 1 time

Nok til: 8 personer


Ingredienser:

  • 1 tærtedej
  • 3 Granny Smith æbler
  • 1¼ dl. mørk muscovadosukker
  • 1¼ dl. sukker
  • 1 spsk. mel
  • 2½ dl. piskefløde
  • 2 tsk. vaniljeekstrakt
  • ¼ tsk. kanel
  • Topping
  • 50 g. smør
  • 1¾ dl. mel
  • 1¼ dl. mørk muscovadosukker
  • ½ dl. pecannødder
  • Lidt salt

Sådan gør du:

  • Start med at skrælle dine æbler, skær dem i kvarte, fjern kernehuset og skær hver kvarte i 4 skiver
  • Bland 1¼ dl. mørk muscovadosukker, 1¼ dl. sukker, 1 spsk. mel, 2½ dl. piskefløde, 2 tsk. vaniljeekstrakt og ¼ tsk. kanel i en skål. Pisk det godt sammen og læg æblerne ned i marinaden. Lad dem gerne stå i 20 minutters tid i marinaden
  • Bland 50 g. smør, 1¾ dl. mel, 1¼ dl. mørk muscovadosukker, ½ dl. pecannødder og lidt salt i en foodprocessor til det ligner grove krummer
  • Gør din tærtedej klar, rul den ud og læg den ned i tærteformen
  • Kom æblerne i en si, så overskydende marinade løber fra og læg dem derefter ned i tærtebunden
  • Drys krummeblandingen ud over og sæt tærten i ovnen ved 190 grader i ca. en time. Hold øje med at den ikke bliver brændt, hvis det er ved at ske, så læg sølvpapir over den. Og hold øje med, om du synes den ser færdig ud før tid
  • Server den med en klat vaniljecreme

Selv er jeg ikke voldsomt glad for caramel apple pie. Jeg bryder mig ikke om karamel og pecannødder, så den er slet ikke mig. Denne æbletærte til gengæld, er jeg helt vild med. Den har godt nok også pecannødder, men de er slet ikke så gennemtrængende i smagen, som jeg synes de er i den anden æbletærte. Derfor er denne æbletærte min favorit. Jeg laver den bare alt for sjældent, fordi resten af familien er vilde med den anden æbletærte. Og jeg er en frygtelig god people pleaser, så jeg gør alt hvad jeg kan for, at andre skal være glade, og glemmer så at lave noget, jeg selv kan lide. Nu ved jeg tilfældigvis, at min veninde Marlenes super-æbletræ er ved at være klar med æbler og det betyder, at jeg forhåbentligt næste weekend kan begynde at lave æblesaft til lageret. Og måske skulle jeg kigge på en hurtig lille æbletærte, nu jeg er i gang.

Til denne æbletærte skal du bruge mel, sukker, piskefløde, kanel, vaniljeekstrakt, smør, æbler, mørk muscovadosukker og pecannødder. Og en tærtedej selvfølgelig. Når jeg køber æbler til æbletærte, går jeg altid efter Granny Smith.

Star med at komme 1¼ dl. sukker og 1¼ dl. muscovadosukker i en skål.

Kom derefter 1 spsk. mel ned i skålen.

Og 2 tsk. vaniljeekstrakt. Det bliver godt det her.

Kom også ca. ¼ tsk. kanel ned i skålen. Hvis du er meget glad for kanel, så tag ½ tsk. i stedet for. Det styrer du selv.

Til sidst kommer du 2½ dl. piskefløde ned i skålen og så er det bare at røre sammen.

Denne lækre blanding er marinaden til vores æbler. Uhmmmmm.

Skræl dine æbler, skær dem i kvarte og fjern kernehuset.


Skær hver kvarte i fire skiver, så hvert æble bliver til 16 skiver i alt. I folkeskolen havde jeg en matematiklærer, der blev ved at påstå, at vi ville få brug for matematik i hverdagen. Han snakkede om brøker og ligninger og jeg fattede aldrig, hvad vi skulle med det i hverdagen. Men gangestykker, det fattede jeg. 4 kvarte x 4 skiver = 16 skiver i alt.

Kom alle skiverne ned i marinaden, rør godt rundt, så alle er dækkede og lad dem stå i 20 minutters tid.

Find din foodprocessor frem og smid ½ dl. pecannøder ned i den.
Eller lad helt være, hvis ikke du er til nødder eller er voldsomt allergisk. Eller kom dobbelt så meget i, hvis du er nøddefanatiker.

Kom også 50 g. koldt smør ned i tragten.

Og 1¼ dl. muscovadosukker ned i snurre-rundt maskinen.

Og til sidst kommer du lige 1¾ dl. mel ned i karrusellen også. Og et lille drys salt.

Giv det en ordentlig tur, til det ligner groft mel.

Når æblerne har sumpet længe nok, så hæld dem op i en si, så overskydende marinade kan løbe fra.

Kom derefter æblerne ned i den forberedte tærtebund.
Den du selvfølgelig har taget ud af fryseren, rullet ud og lagt ned i tærteformen. Eller forberedt inden du begyndte på æblerne.

Drys krummerne ud over hele tærten.

Så er vores tærte klar. Sæt den i ovnen ved 190 grader i omkring en time. Hvis kanten eller overfladen begynder at blive brændt, så dæk den med sølvpapir. Og hold øje med din tærte. Det kan sagtens tænkes, at den kun skal have 40-50 minutter.

Så er der lun æbletærte. Gør dig selv en tjeneste og lav en vaniljecreme til den. Den bliver kun bedre med lidt ekstra guf til. Uh eller iskold vaniljeis!