Det er sommer, det er sol og det er søndag

Det er sommer, det er sol og det er søndag

Og fordi det er sommer, det er sol og det er søndag, har jeg tilbragt langt størstedelen af min dag i køkkenhaven. Jeg har haft så travlt hen over sommerferien med træninger, så jeg har forsømt min køkkenhave og mit drivhus lidt. Jeg har nået at sylte en masse, men jeg har ikke helt nået at holde ukrudtet nede. Så det har jeg haft fokus på i dag. Jeg har fjernet både blomkål og broccoli fra min køkkenhave, begge dele er mislykkedes for mig i år, så der er ingen grund til at de bliver ved at stå og optage plads og irritere mig. Jeg har fået fjernet alt ukrudtet og har med glæde konstateret at:

Mine majs er vokset gevaldigt.
Min knoldselleri begynder at dufte af knoldselleri.
Mine persillerødder og pastinakker ser endelig ud til at lykkes. Ikke meget, men lidt.
Mine gulerødder er klar til at blive taget op og komme på lager.
Mine løg er klar, så første fire løgkasser er sat op og der ligger nu løg og tørrer løs på dem.
Mine rødbeder klarer sig fortsat rigtig godt, jeg har syltet de første 14 glas, der er i hvert fald til lige så mange endnu. Heldigvis har jeg en god nabo, der kommer og henter en portion, så hun også kan få syltet.
Drivhuset producerer på livet løs.

Så jeg har brugt hele formiddagen og størstedelen af eftermiddagen på at luge ukrudt, fjerne uønskede vækster, ryddet op, flettet pil ind i hundegårdens hegn og nu er jeg færdig. Jeg er fuldstændig smadret, jeg er træt, jeg har ondt i ryggen, mine hænder ser frygtelige ud (jeg kan ikke finde ud af at bruge handsker i min køkkenhave) og min køkkenhave og mit drivhus ser nu igen fantastisk ud. Jeg kunne også konstatere undervejs, at jeg snart skal sylte agurker og asier igen, at mine meloner vokser super flot, mine tomater modnes i en vældig fart og peberfrugterne trives. Jeg må snart i gang med høst og syltning igen.

Nå men jeg havde jo lovet jer lidt brød og kage ved næste opslag, så det får I. Først snoet hvidløgsbrød, som vi bl.a. har fået til Thanksgiving. Den vil uden tvivl også gøre sig godt til en salat og grillet kød på en lækker sommeraften. Dernæst får I en æbletærte, som jeg faktisk også selv kan lide. Jeg kom til at tænke på den, fordi jeg snart skal hjem til min veninde Marlene og hente æbler, så jeg kan få lavet masser af saft til vinteren. Jeg løb tør for æblesaft for et par måneder siden, så jeg glæder mig til at få det lavet igen hurtigst muligt.

Snoet hvidløgsbrød

Æbletærte