Forberedelse: 10 minutter

Tilberedning: 15 minutter

Nok til: 4 personer


Ingredienser:

  • En hel side ørred (eller laks)
  • 1½ dl. brombær
  • Evt. 2 spsk. appelsinsaft
  • 1 spsk. revet appelsinskal
  • 1 spsk. balsamico eddike
  • 1 spsk. olivenolie
  • 1 spsk. honning
  • 1 tsk. sennep
  • 1 tsk. soya
  • 1 lille håndfuld frisk basilikum
  • 1 fed hvidløg
  • Salt og peber
  • Ekstra brombær

Sådan gør du:

  • Start med at hælde brombær, appelsinskal, appelsinsaft, balsamico, olivenolie, honning, sennep, soya, basilikum og hvidløg op i en foodprocessor. Blend det hele godt sammen
  • Læg fisken i et fad og krydr godt med salt og peber
  • Hæld halvdelen af glazen over og sæt fisken i ovnen ved 200 grader i 15 minutter
  • Hæld den resterende glaze over fisken, pynt med friske brombær og så er der serveret

Vi er i den heldige situation, at vi kender en fyr, der fanger mere fisk, end han selv kan spise. Og med alt det ørred vi fik hjem i fryseren, så er det bare at komme i gang med at afprøve nye opskrifter. Denne opskrift ville gå ligeså fint til laks, som til ørred, så har du ikke lige adgang til en ørred, kan en laks bruges.

Jeg skal være ærlig med det samme og sige, Claus var ikke synderligt overbevist med denne opskrift. Han spiste sin mad uden problemer, men han synes bare ikke lige det sagde ham noget. Og det er en ærlig sag. Jeg kunne godt lide den, måske var appelsinsmage lige rigeligt gennemtrængende, men prøv dig frem.


Så til denne opskrift skal vi bruge en side ørred (eller laks), brombær, soya, olivenolie, honning, balsamico, sennep, hvidløg, basilikum, appelsinskal, appelsinsaft, salt og peber. Og lidt ekstra brombær til pynt. Og til at småspise undervejs.


Find din foodprocessor frem og start med brombær og appelsinskal.


Dernæst tilføjer du appelsinsaft. Eller lader være. Som sagt, jeg synes appelsinsmagen var dominerende, så måske du skal lade være.


Tilføj så en spiseskefuld balsamico. Jeg brugte en hindbær balsamico, jeg tænkte det måtte passe godt sammen med brombær. Og det var den eneste balsamico jeg lige havde på lager.


Dernæst en spiseskefuld olivenolie.


Og en spiseskefuld honning.
Nogle gange går der for lang tid, fra jeg tager billederne, til jeg får skrevet opskriften ind, og så kan det godt være en udfordring at skulle gætte sig frem til, hvilket billede, der er honning og hvilket der er olivenolie.


Så en teskefuld soya.


Og en teskefuld sennep. Det bliver altså en spændende blanding, det her.


Smid en lille håndfuld friske basilikumblde derned. Jeg har altid basilikum til at stå i en potte i køkkenet. Og måske også en pottefuld udenfor. Og en stor potte i drivhuset. Jeg elsker basilikum.


Sidst men ikke mindst, smider du lige et fed hvidløg derned også. Låg på og fuld knald på maskinen, til du har en lækker brombær glaze.


Læg din fisk i et fad og kom godt med salt og peber på.


Okay, så jeg skal lige have lært mit kamera at fokusere på det rigtige, men jeg håber I kan se vores brombær glaze nogenlunde.


Halvdelen af glazen kommer du ud over fisken. Sæt den i ovnen ved 200 grader i 15 minutter.


Gem den anden halvdel af glazen og de ekstra brombær.


Så er fisken klar.


Hæld den ekstra glaze over og pynt af min friske brombær. Så er der serveret ørred med brombær glaze.