Ingredienser:

  • 1000-1200 g. jordbær
  • 500-600 g. tranebær
  • 1 kg. sukker
  • 1 pose gul melatin
  • 1 tsk. kanel
  • 1 tsk. stødt ingefær
  • ¼ tsk. allehånde
  • ¼ tsk. stødt nelliker

Sådan gør du:

  • Hvis din frugt er frossen så hak den groft i en foodprocessor
  • Kom frugten op i en gryde og lad det komme i kog
  • Tilføj krydderierne og rør godt rundt. Og begynd at nynne en julesang
  • Tilføj en pose gul melatin og rør det godt rundt. Lad frugten koge et minuts tid med melatinen
  • Tilføj så sukkeret. Tilpas mængden af sukker efter din smag. Men lad være med at gå amerikaner-vejen, der skal absolut ikke mere sukker i
  • Lad marmeladen koge indtil sukkeret er opløst
  • Kom den meget varme marmelade på glas og luk tæt med det samme

Den her opskrift har jeg haft liggende et stykke tid og endelig blev det tid at afprøve den. Det eneste jeg fortryder nu er, at jeg ikke fik den afprøvet for længe siden. Hold nu op, hvor smager den helt fantastisk og julet og selvom det kun er slutningen af september, sidder jeg nu og lytter til julemusik, mens jeg skriver opskriften ind. For det er nødvendigt for stemningens skyld, synes jeg.

Frugten i min køkkenhave og fra mine bede, fryser jeg løbende, indtil jeg har den mængde, jeg tænker jeg skal bruge. Dog er tranebærrene købt, det erkender jeg blankt.

Du skal bruge jordbær, tranebær, sukker, kanel, stødt ingefær, allehånde og stødt nelliker. Og en gul pose melatin.

Da min frugt stadig var godt frossen, hakkede jeg det groft i foodprocessoren i små portioner. Jeg har ingen tålmodighed og ingen sans for planlægning. Kom frugten op i en stor gryde og begynd at lade det varme godt op. Der er ingen grund til at tilføje væde, der er rigeligt væde i frugten.

Og så tilføjer vi julen. Allehånde, kanel, nelliker og ingefær hældes ned til frugten.

Når frugten er begyndt at koge, tilføjer du en pose gul melatin. Det er beregnet på marmelader. Lad det koge et minuts tid, mens du rører rundt.

Tilføj så sukkeret. Hvis du ikke er til sød marmelade, vil jeg anbefale dig at skære ned på mængden af sukker i forhold til opskriften her. Den oprindelige opskrift er fra USA, så jeg har allerede justeret en del og halveret sukkermængden i forhold til den oprindelige opskrift.

Lad marmeladen koge indtil sukkeret er helt opløst.

Nu kommer den svære del og den skal jeg nok øve mig lidt mere i. Marmeladen tages af varmen og skummes af. Det vil sige, at du med en ske forsigtigt fjerner det øverste lag skum på marmeladen. Det var ret svært syntes jeg, jeg blev ved at få tranebær med op.

Hæld den drønvarme marmelade på atamon-skyllede glas og luk tæt til.

Jeg fik 4½ glas marmelade ud af denne portion. Og som du kan se, er der altså lidt skum på min marmelade endnu. Men det gør ikke noget, så kan man se, den er hjemmelavet.

Allerede dagen efter fik vi lune rundstykker med julemarmelade til morgenmad. Jeg er meget begejstret for denne marmelade og jeg er ellers meget konservativ med min marmelade. Jordbær uden alt for mange klumper tak. Men den her, skal jeg have lavet mange flere glas af næste år, for jeg kan allerede nu forudse, at det er en marmelade, der vil blive efterspurgt i familien.