Man skulle næsten ikke tro det, men lige for tiden kan jeg godt savne foråret, hvor vi alle blev sendt hjem og landet lukkede ned. Tempoet blev pludselig sat gevaldigt ned og jeg fik for alvor tid til at trække vejret og nyde min lille gård. Sådan ser verden ikke ud længere. Coronaen hærger stadig og jeg får ticks hver gang EkstraBladet breaker et nyt pressemøde. Selvom vi nu er ramt af mange restriktioner, også i fitness-branchen, så har jeg nærmest kun fået dobbelt så travlt. Vi har været nødt til at lægge en masse ekstra holdtræninger på planen, for at kunne imødekomme presset, så fra at have hold 1-2 dage i ugen, virker det nu nærmest som om jeg har hold 8-10 dage i ugen. Og i stedet for at være i et, nogle gange to centre, ligger jeg nu og pendler frem og tilbage mellem gården og Herning, Silkeborg og Viborg.
Jeg skal ikke klage, jeg elsker at træne, jeg får penge for at træne og for at råbe af folk, det er nærmest en drøm, der går i opfyldelse. Men det er lidt mærkeligt nogle gange, at jeg nærmest aldrig ser min lille gård i dagslys før vi når weekenden.

Samtidig er jeg også nu ved at nærme mig vejs ende på et diplomfag jeg startede i august. Det betyder, at jeg også nu skal i gang med at skrive eksamensopgave og gøre mig klar til eksamen d. 8. december. Og det går rigtig fint indtil videre, jeg er i fuld gang med at forsøge at gradbøje reglerne og se, hvor meget jeg kan få lagt ind som bilag, så jeg teknisk set holder mig inden for 24.000 anslag på opgaven. Det er ikke snyd, det er bare kreativ opgaveskrivning.

Og så er der jo stadig det der fuldtidsarbejde, hvor de også godt vil se mig ind i mellem. Og gården, hvor der snart skal slagtes høns igen, køerne skal klappes, kattene skal nusses og NÅ JA, har jeg fortalt at vi har adopteret to kattekillinger? Milo og Oskar kommer fra Dyrenes Beskyttelse i Viborg, hvor vi hentede dem for snart 4 uger siden. Vi har desværre mistet Misse og bortadopteret Dingo, så vi havde pludselig kun Ponjo tilbage. Og han kan altså ikke helt selv klare opgaverne på gården, så vi hentede forstærkninger. Ponjo er den her i huset, der er absolut mindst begejstret for de nye beboere, ha ha. Han brummer og hvæser og klager sig i et væk, altså når han er færdig med at æde sit eget mad og skovle killingernes mad i sig.
Killingerne er meget søde, indtil omkring kl. 4 om morgenen, hvor Milo synes at han og jeg skal lege og nusse. Det er lidt svært at sove med en storspinnende kat på brystkassen. Oskar og også meget kær, indtil han vil op. Hans taktik består i at springe op af mig og gribe fat om mit lår med alt hvad han har, hvilket efterhånden har resulteret i en del skrammer på mine lår. Og i forgårs nåede han helt op og fik fat i sideflæsket på mig.

Så, som du nok kan se, har jeg nok at se til. Og det er lidt skidt, for jeg har faktisk hele 7 nye opskrifter liggende fra de sidste to-tre uger, som jeg skal have skrevet færdig og delt med jer. Men nu starter vi lige med en chokoladekage x 5, fordi kage kan vi altid spise og da særligt i denne mørke tid.

Fem x chokoladekage