Min kamp med surdejen
Under første lockdown af landet, oplevede jeg en voldsom stigning i interessen for surdej, hvilket hos mig afføder den reaktion, at jeg i hvert fald ikke skal prøve det. Jeg gider ikke noget, som er populært og hypet. Ja, jeg er på tværs 😂
Nu under anden lockdown kan jeg se at hypen handler om fastelavnsboller, så jeg tænkte, at nu var det min tur til at prøve at lave surdej. Sådan noget møg 😡 Det har virkelig været en rutsjebane tur af følelser, jeg er gået fra vild lykke til dyb depression (karikeret naturligvis). Jeg har lavet fem forsøg på en surdejsstarter og fire er mislykkedes. De første dage gik alt godt, den voksede og den trivedes, men når jeg så fodrede, så døde den. Hver gang! Indtil en anden surdejsentusiast foreslog mig at sætte min surdejsstarter på gulvvarmen på badeværelset. Hurra, nu lykkedes det hele pludselig, og jeg begyndte at spekulere på, om de første mange forsøg også ville være lykkedes, hvis jeg havde kendt gulvvarme-tricket lidt før? Pyt, nu har jeg i køleskabet to hjemmedyrkede surdejsstartere, der fungerer. De hedder DoughDough 4.0 og er tvillinger 😊 Og jeg har fået en klump af en 40 år gammel surdej fra en god venindes kæreste. Den har jeg døbt Mormor Esben 😃
Det betyder også, at jeg nu naturligvis er klar til at prøve at bage med surdej. Mit første forsøg mislykkedes ret kraftigt. Jeg fulgte slavisk en opskrift fra Valsemøllen, men synes ikke helt dejen udviklede sig som den skulle. Men der stod den skulle koldhæve, så jeg satte den i køleskabet og krydsede fingre for, at Valsemøllen havde ret. Det havde de ikke. Jeg bagte den dog alligevel og fik det flotteste, mest velduftende, smagfulde, kompakte og utyggelige surdejs-fladbrød. Den var simpelthen så kompakt, at den var umulig for os at spise, men hønsene var glade for den 😂 Så jeg havde ret i min mistro til opskriften. Det har jeg nu lært af, næste gang lytter jeg til min mavefornemmelse og en anden opskrift. Og nu har jeg også købt to flotte hævekurve fra Cathrine Brandt, så nu har jeg noget mere tiltro til mit næste forsøg, for man skal selvfølgelig sørge for at have udstyret i orden.
Næste bageforsøg bliver dog først om to uger, for på lørdag tager vi afsted i sommerhus. En hel uge med min far og hans kæreste, mine tre brødre og deres ægtefæller og børn og min mand. 13 mennesker bliver vi og jeg glæder mig! Vi har i år valgt et sommerhus helt nede ved grænsen, fordi vi tænkte, så kunne vi nemt smutte over grænsen og handle ind. Vi bookede sommerhuset før verden gik i ged, tydeligvis. Men jeg er nu sikker på, at vi nok alligevel skal få en helt igennem fantastisk uge 😃
Det er jo stadig ret kraftigt vinter, så jeg tænker vi skal have en suppe mere, denne gang til vores slowcooker 😊
You must be logged in to post a comment.