Forberedelse: 10 minutter

Tilberedning: 8 minutter

Nok til: ca. 50 kager


Ingredienser:

  • 225 g. smør
  • 200 g. sukker
  • 1½ tsk. vaniljeessens
  • 1 æg
  • 2 tsk. bagepulver
  • 360 g. mel

Sådan gør du:

  • Rør det bløde smør og sukkeret godt sammen, gerne i mindst 3 minutter
  • Tilføj så vaniljeessens og ægget og rør det sammen igen
  • Tilføj bagepulver og melet og rør sammen. Bliv ved med at røre til dejen samler sig
  • Vend dejen ud på bordet og rul ud i ca. 4-5 mm. tykkelse
  • Den her dej kan sagtens tåle, at der tilføres mere mel ved hver udrulning, så vær ikke bange for at komme mel på bordpladen
  • Udstik dine cookies og bag dem ved 175 grader i 8 minutter
  • Når de er kølet helt af, kan de pyntes efter alle kunstens regler

Noget jeg virkelig har ønsket at prøve længe, er sugar cookies. Du ved, ligesom man ser i de der sødsuppe-julefilm, hvor familien pynter småkager med glasur og krymmel og alle smiler og er glade og naboerne står ude på gaden og synger julesange og til sidst får vores heltinde sin drømmeprins efter en hel masse bøvl, de kunne have undgået, hvis de havde gidet at lytte til mig fra starten af og det hele ender lykkeligt. Jeg kan plottet udenad. Men jeg manglede at prøve de der cookies, og så må man hidkalde forstærkninger i form af min nevø og yngste niece. Vi havde god tid, slowcookeren tog sig af lasagnen og jeg opdagede, at jeg havde ca. 20 bøtter forskelligt krymmel. Så jeg bestemte, at nu var det tid. Nej, jeg har ikke et krymmel-problem, og så taler vi ikke mere om det.

Det her var en succes, de var så koncentrerede og hyggede sig gevaldigt. Jeg tror, det er det længste jeg har set de to være stille og koncentrerede og ikke slås. Det var de flotteste, mest overpyntede kager, jeg længe har set.

Vi skal bruge smør, sukker, vaniljeessens, æg, bagepulver og mel. Og senere skal vi bruge glasur og krymmel.

Du skal bruge blødt smør. Start med at røre smør og sukker sammen, rør gerne i mindst 3 minutter. Hurra for min røremaskine.

Tilføj så vanilieessensen.

Og det ene æg og rør så sammen igen.

Så tilføjer du de to teskefulde bagepulver.

Og til sidst tager du melet og rører i.

Så er vores dej klar. Den behøver ikke afkøling, du kan gå i gang med det samme.

Rul dejen ud, den må godt være lidt tyk, omkring 4-5 mm. tyk. Dejen kan godt tåle, at der tilføres mel undervejs i udrulningen, så vær ikke bange for at mele din bordplade og rul ud flere gange.

Og så er det ellers bare at gå i gang med udstikkerne.

Kagerne bages ved 175 grader i 8 minutter. De er stadig bløde, når du tager dem ud, men de bliver faste, når de køler af.

Når kagerne er kølet helt af, gør du klar. Glasur i alle regnbuens farver, eller så mange farver, som du nu lige har frugtfarve til. Og så alt det krymmel du kan finde i gemmerne.

Jeg delte kagerne op, så de to børn fik lige mange hver, alt for at undgå et skænderi.

Og så gik vi i gang. Jeg kom glasur på i de farver og mønstre, som de ønskede og så pyntede de løs med krymmel. De var så søde og koncentrerede og super tålmodige. Og de er altså kun 4 og 6 år så jeg er meget imponeret her.

Min niece på 4 gik stærkt ind for kvantitet på hendes småkager, så meget krymmel som muligt. Og særligt kombinationen af blå glasur og hvide snefnug-krymmel var en succes. Gæt hvem der er glad for Frost.

Min nevø på 6 var mere optaget af kvalitet, hans skulle være pæne og se ordentlige ud. Han kom derfor også noget hurtigere igennem sine 25 cookies og jeg måtte hjælpe min niece med de sidste 8, for der havde hun alligevel ikke mere tålmodighed. Men på det tidspunkt havde vi siddet i næsten 2½ time og pyntet småkager. Kagerne blev pakket i hver sin kagedåse med bagepapir mellem hvert lag, for at passe godt på dem.