Glædelig flagdag og tak for jeres indsats
Som nogle af jer måske ved, så faldt jeg for ca. 13 år siden for en høj, flot mand, der blandt meget andet, også er veteran. I starten af vores forhold fyldte veterandelen ingenting, men kort efter vores bryllup måtte jeg erkende, at vi pludselig havde en modspiller i vores ægteskab i form af PTSD og alle dens gode venner angst, depression, stress og personlighedsændring. Det var ikke lige planen, men sådan er det med gode planer.
En af følgerne af min mands nye følgesvende blev, at vi solgte Lykkebo i Sdr. Felding og flyttede på landet lige uden for Hogager. Og det var da absolut den bedste beslutning for os begge to. Claus trives absolut bedst herude på landet. Ikke forstået sådan at alt nu er lyst og lykkeligt, vi har stadig en del at slås med og der er absolut stadig dårlige dage og dårlige perioder. Men her er bedre plads til en balance, hvor Claus kan trække sig efter behov, gå ud og klappe lidt på køerne, planlægge en ny frugthave eller bare sidde på terrassen og drikke sin kaffe.
Jeg har jo så samtidig fået alletiders mulighed for kæmpe køkkenhave, frugttræer og frugtbuske, høns, bier, kalkuner og hvad har vi lige. Jeg må blankt erkende, at det er ligeså gavnligt for mig, at kunne komme hjem fra byens larm og bare sidde og høre fuglefløjt og kalkuner der gobler, som det er for min mand.
I dag er flagdag og det betyder at vi hylder og anerkender Danmarks veteraner og takker dem for deres indsats. Mange kommuner gør et stort nummer ud af det og gør deres bedste, for at arrangere en dag, der rammer bredt og hvor flest muligt kan deltage. Der er parader, taler, kaffe og kransekage, gudstjenester, uddeling af børnemedaljer og andet halløj. Mange veteraner og pårørende deltager i disse arrangementer. Min mand er ikke en af dem. I stedet tager han op på Skive Kaserne, hvor han hver tirsdag går til bueskydning i safezone gennem DIF. Han og de andre drenge deroppe fejrer flagdagen på deres måde.
Jeg synes nu stadig at kage skal der til. Så jeg har bagt to hurtige crumble bars til dem, en med hindbær og en med brombær. Du finder ikke nemmere kageopskrifter, det kan jeg næsten garantere.