Forberedelse: 10 minutter
Tilberedning: 6 timer
Personer: 4-8 personer, afhængig af om du serverer pommes frites til.
Ingredienser:
- 1,2 kg. oksebov
- 65 g. smør
- 1 stort løg
- 3 fed hvidløg
- 1 ¼ dl. soyasauce
- 2½ dl. sherry
- 1 l. vand
- Salt
- 1 tsk. basilikum (frivilligt)
- 1 tsk. oregano (frivilligt)
Sådan gør du:
- Skær løget i skiver og pil hvidløgene
- Smelt smørret i en stor gyde og svits løgene et par minutter
- Læg kødet i gryden og tilføj alle de resterende ingredienser
- Lad det simre i 6 timer og tjek om kødet falder fra hinanden. Ellers giver du det selvfølgelig lidt længere tid
- Når kødet er mørt, tager du det op i et fad og river det fra hinanden
- Sigt væden over i en skål og server det til kødet
- Server kødet i burgere med coleslaw, barbecuesauce, agurkesalat og kødsaft, i tacos, på pizza eller hvad du nu kan finde på
Drip beef er i bund og grund en ufattelig lækker/ulækker udgave af pulled beef. Jeg har fundet tre forskellige opskrifter hos min madguru The Pioneer Woman, og har nu prøvet to af dem, samt lavet en udgave selv. Ved denne her fulgte vi opskriften fra vores madguru slavisk. Og faktisk er det min papdatter Freia, der lavede denne portion, så enkel er den at lave. Men den tager lang tid, det her er ikke en ting, du lige bikser sammen en dag, hvor du kommer sent hjem fra arbejde. Det er noget du laver en lørdag eller søndag, hvor du har god tid.
Du skal bruge flg: vand, sherry, soya, løg, hvidløg, salt, smør, basilikum, oregano og en stor klump oksebov. Hvis du er i tvivl, om du har fat i det rigtige kød, så spørg slagteren i butikken.
Skær løget i skiver og pil hvidløgene. Vi brugte et helt hvidløg her, så Freia skar den i kvarte.
Start med at smelte 65 gram smør i en stor gryde.
Svits løgene et par minutter i smørret.
Kom derefter kødklumpen ned i gryden.
Hæld 1 ¼ dl. soyasauce ned til kødet. Jeg indrømmer, at jeg ikke er voldsomt vild med soya, men det gør ind i mellem gode ting.
Hæld derefter 2½ dl. sherry ned til kødet. Jeg hader sherry. Jeg synes det lugter forfærdeligt og selvom jeg aldrig har smagt det, er jeg sikker, at det smager ganske forfærdeligt.
Hæld til sidst 1 liter vand ned i gryden. Så har vi alt væden på plads i gryden. Det dufter ikke specielt godt med blandingen af sherry og soya, men det bliver godt til sidst.
Kom godt med salt ned til kødet. Vi bruger efterhånden altid friskkværnet salt og peber, for jeg forestiller mig, at det er bedre.
Her tilføjede vi basilikum og oregano, 1 tsk. af hver.
Læg nu låg på gryden og lad det hele simre de næste 6 timer.
Her er vores kød klar og allerede begyndt at gå fra hinanden. Vi fjernede fedtlaget fra kødet inden vi begyndt at rive det fra hinanden.
Fisk kødet op med en tang og læg det over i et fad.
Riv kødet fra hinanden, fuldstændig ligesom pulled pork.
Væden sigter du op i en skål. Den skal bruges til burgeren. Du smider ikke denne himmelske væske ud, så kommer jeg forbi og giver dig et dummeslag.
Store burgerboller, barbecuesauce, coleslaw, kød, agurkesalat, mere barbecuesauce og til sidst en god skefuld kødsaft ud over, inden du sætter toppet på. Det er så ulækkert, og lækkert og saftigt og kraftfuldt i smagen og bare alt, alt for fantastisk.
Ak ja, vi troede, vi skulle have rester dagen efter. Men nej, vi må leve med en skive rugbrød. Vi spiste så også to store burgere hver, havde vi nu serveret en god gang salte pommes frites til, så havde vi helt sikkert ikke spist to burgere hver. Okay, vi havde måske forsøgt, men vi havde formentlig ikke gennemført.
You must be logged in to post a comment.