Forberedelse: 20 minutter

Tilberedning: 1 time

Nok til: 4 personer


Ingredienser:

  • 1 kg. kartofler
  • Hamburgerryg (omkring 4-500 gram)
  • 1-2 løg
  • 7½ dl. fløde
  • ½ dl. mel
  • Friskkværnet peber
  • 5 dl. friskrevet ost

Sådan gør du:

  • Start med at skrælle dine kartofler, skær dem i tynde skiver og kog dem møre. Hæld vandet fra når de er kogte og stil dem til side
  • Skær hamburgerryg i 1 cm. store tern og skær løget i små tern
  • Start med at stege løgene på en god varm pande i en klat smør i to minutters tid, kom derefter kødet på panden og lad det stege et par minutter til det er godt varmt. Sæt det til side
  • Tag noget af fløden i en jævner og hæld melet deri. Ryst godt
  • Hæld resten af fløden op i en kasserolle og begynd at varme det op. Kom godt med friskkværnet peber i. Hæld jævningen i fløden og lad det blive varmt og tykkere
  • Kom 1/3 af kartoflerne i et ildfast fad, derefter ½ af kødet/løgene, 1/3 af osten og 1/3f sovsen. Gentag to gange mere og dæk derefter fadet med sølvpapir
  • Sæt fadet i ovnen ved 175 grader i 40 minutter
  • Tag derefter sølvpapiret af og giv det yderligere 20 minutter
  • Tag fadet ud af ovnen og lad maden trække i fem minutter, inden du kaster dig over den

Vi er til daglig kun to mennesker i husholdningen. Det betyder ofte, at vi har kød til overs efter aftensmaden og jeg er træt af ofte at ende med at smide mad ud, fordi vi ikke får det spist. Sådan havde jeg det også i lang tid med hamburgerryg. Jeg elsker kogt hamburgerryg med risblanding og bearnaisesauce. Men vi har altid mindst halvdelen af hamburgerryggen tilbage dagen efter, og vi får den altså ikke altid brugt. Men! Så fandt jeg denne opskrift ved The Pioneer Woman og nu har alle mine problemer løst sig selv. Eller i hvert fald problemerne med hamburgerryggen. Og oven i det hele kan ét lille stykke hamburgerryg nu give mad i op til tre dage til os. Det er jo fantastisk og økonomisk fornuftigt og fornuftig brug af rester og ih hvor kan jeg da pudse glorien lige nu. Som en sidebemærkning kan jeg fortælle dig, at jeg faktisk ikke kan lide flødekartofler. Men den her udgave er helt fantastisk lækker, så den kan jeg godt lide. Jeg spiser faktisk mange ting, jeg slet ikke kan lide, det handler bare om hvordan det tilberedes. Og når det tilberedes som jeg vil have det, så er alt fint i verden.

1

Start med at skrælle en god grydefuld kartofler, ca. 1 kg. Jeg skræller aldrig selv kartofler, for jeg kan ikke tåle det. Det er ikke løgn, jeg har lægepapirer på det og det hele. Som teenager gik jeg i to år til hudlæge, fik taget prøver, var igennem forskellige behandlinger, alt sammen uden held. Men de fandt dog ud af undervejs, at der er noget i kartoffelskrællerne, som jeg ikke kan tåle og derfor anbefalede de, at jeg ikke skulle have et arbejde, hvor jeg skulle skrælle mange kartofler hver dag. Det har jeg oversat til, at jeg aldrig må skrælle kartofler, hvilket passer mig fint, for jeg hader at skrælle kartofler.

2

Du kan nu gøre én af flg. tre ting. 1: tag et bræt og en kniv og skær kartoflerne i tynde skiver. 2: tag en foodprocessor frem og skær kartoflerne i tynde skiver. 3: tag et mandolinjern og skær kartoflerne i tynde skiver. Jeg må ikke længere lege med mandolinjernet, det er jeg åbenbart ikke gammel nok til at kunne administrere.

3

Jeg ved ikke, om du fattede ideen ved forrige billede, men du skal skære alle kartoflerne i tynde skiver. Forstået?

4

Op i en gryde saltet vand med dem og så koger vi dem i 5-10 minutter. De skal være møre, men ikke blive til udkogt mos. Hæld vandet fra og stil dem til side, når de er kogt færdige.

5

Så tager vi resten af hamburgerryggen fra i går og lidt løg. Enten ét stort løg eller to små, eller i dette tilfælde et lille og et mellem.

6

Snitte snitte hakke hakke og kort efter har du hamburgerryg i 1 cm. store tern og løg i små tern.

7

Smelt lidt margarine i en pande og begynd at stege løgene. Giv dem ca. to minutter.

8

Kom derefter kødet på panden og lad det stege sammen et par minutter til kødet er varmet igennem. Tag derefter panden af varmen.

9

Tag nu 7½ dl. fløde og ½ dl. mel frem. Lad nu være med at prøve at bruge fedtfattig madlavningsfløde, vi bruger rigtig fløde, eller som vi ville sige på jysk fløøjje.

10

Op med fløden i en lille kasserolle og begynd at varme den op.

11

Kom godt med friskkværnet peber i fløden, men pas meget på med saltet. Vi får salt fra kødet, så det kan hurtigt blive for salt.

12

Drys melet ud over og begynd stille og roligt at blande det sammen med fløden, pas på det ikke klumper. Du kan også være klogere end mig, og tage noget af fløden fra inden du begynder at varme det op, putte det i en meljævner sammen med melet og ryste det godt sammen. Det ville have været nemmere, kom jeg i tanke om, da jeg havde hældt melet i fløden. Lad den blive varm og tyk.

13

Så skal vi have godt med ost. Ca. 5 dl. skal vi bruge. Lad nu være med at købe færdigrevet ost, vi bruger altid kun friskrevet her i vores køkken. Husk det nu.

14

Læg 1/3 af kartoflerne i bunden af et ildfast fad. Fadet må godt have en pæn størrelse.

15

Tag så 1/3 af kød og løg og fordel ud over kartoflerne.

16

Så 1/3 af osten ud over kødet.

17

Og til sidst 1/3 af flødesovsen. Har du fanget ideen? Gentag nu processen to gange mere, kartofler, kød, ost, sovs, kartofler, kød, ost og sovs.

18

Sådan skal fadet se ud, når du er færdig med at placere lagene.

19

Og fra siden. Posér for kammeraet smukke, vis din bedste side frem, smil til kammeraet skønne. Okay jeg er tilbage nu. Sæt fadet i ovnen ved 175 grader, først i 40 minutter dækket til med sølvpapir og derefter 20 minutter uden sølvpapir.

20

Så er vi klar til spisning. Næsten da, lad lige fadet stå og trække i fem minutter, inden du kaster dig over maden.

21

Jeg lover dig det her smager fantastisk. Og hvis I kun er to, så er her rigeligt til to dage. Det er altså en ganske genial måde at bruge resterne fra aftensmaden i går. Jeg elsker mad, der sikrer, at jeg ikke smider kød ud.