Forberedelse: 10 minutter
Tilberedning: 15 minutter
Nok til: 2 personer
Ingredienser:
- 200 g. philadelphia flødeost
- ½ dl. fløde
- 400 g. helbladet spinat fra frost, optøet
- 3-400 g. røget laks i skiver
- Salt
- Peber
- Muskatnød
- 6 usødede pandekager
- 100 g. revet ost
Sådan gør du:
- Start med at knuge vandet ud af persillen og hak den groft
- Rør fløde og flødeost sammen, tilføj spinat og smag til med salt, peber og muskatnød
- Fordel spinatcremen ud over pandekagerne, fordel derefter laksen og rul pandekagerne sammen
- Læg dem i et ildfast fat, fordel osten ud over og sæt dem i ovnen ved 225 grader i 15 minutter
På min arbejdsplads har vi en helt fantastisk kantinemor. Hun er rigtig god til at finde på lækkert og inspirerende middagsmad til os, samtidig med at det er godt nærende. For ikke så længe siden lavede hun pandekager med spinatfyld og dampet fisk. Hold nu op det smagte af mere. Så hjem og kigge i gemmerne efter en opskrift med spinat, pandekager og fisk. Og her faldt jeg over verdens hurtigste og nemmeste aftensmad. Den kan faktisk laves hurtigere, end det tager at finde en frysepizza frem og varme op. Og så smager det her en hel del bedre. Ikke fordi jeg vil underkende en frysepizza, guderne skal da vide at jeg ind i mellem har fundet en frysepizza frem, har fikset den med lidt ekstra topping og tilberedt den, men helt ærligt, så mangler sådan en frysepizza altså lidt.
Nå tilbage på sporet, kan du nu løbe ud og købe ind til en super nem og vildt lækker aftensmad. Klar, parat, løb!
Du skal bruge en stak usødede pandekager, røget laks, flødeost, spinat, salt og peber, fløde og muskatnød. Og så skal du lade som om, at der ude til venstre står en skål med revet ost.
Start med at finde en skål frem og hæld flødeosten deri.
Kom derefter ½ dl. fløde i skålen og begynd at røre det sammen.
Jeg havde mine tvivl, men det lykkedes ret hurtigt at røre det sammen til en creme.
Har du krammet din spinat i dag? Ellers så gå straks i gang med at knuge alt vand ud af den optøede spinat. Hurra for stærke mandehænder.
Hak spinaten groft, ikke noget finthakkeri her.
Spinaten op i ostecremen og så røre sammen.
Du kan selvfølgelig tilføje så lidt eller så meget spinat, du ønsker, personligt synes jeg, at alle 400 gram passer helt perfekt.
Du kan nu tilføje lidt muskatnød. Vi brugte ½ tsk., men du kan godt bruge lidt mere, uden at ødelægge retten. Husk også at smage til med salt og peber undervejs.
Fordel spinatcremen over de 6 pandekager. Bare smør det godt ud over det hele.
Fordel så laksen på alle pandekager. Der skal faktisk mindre laks i, end du tror. Vi var ikke sikre på, at to skiver pr. pandekage var nok, men da vi først smagte på pandekagerne, var der ingen tvivl. 2 skiver var lige tilpas.
Rul pandekagerne sammen på lige præcis det led du synes, det skal være. Du må helt selv bestemme. Er du ikke glad for det?
Op i et ildfast fad med pandekagerne. Det gør ikke noget, hvis pandekagerne sprækker lidt. Det kan vi godt leve med.
Nu er det så, vi drysser osten ud over. Du husker nok osten, der legede spøgelse på det første billede? Sæt pandekagerne i ovnen i 15 minutter ved 225 grader.
Så er der serveret. Det er simpelthen det nemmeste mad, jeg længe har lavet.
Åh himmel, det smagte godt. Det tog ikke mange splitsekunder fra billedet blev taget, til tallerkenen var tom. Jeg skal helt sikkert have det her igen snart. Meget snart. I morgen måske?
Kan jeg bruge frisk spinat jeg lige vender på panden?
Hej Marianne
Jeg vil så absolut mene, du kan bruge frisk spinat, der har været forbi panden. Og undskyld det sene svar, vi har fortsat lidt systemproblemer (kombineret med at jeg er en it-spasser) 🙂 Jeg håber du fik prøvet pandekagerne, vi er i hvert fald rigtig glade for dem herhjemme.