Forberedelse: 30 minutter
Tilberedning: 15 minutter
Nok til: 14 stk.
Ingredienser:
- 250 g. 3-kornsblanding
- 4 dl. vand
- 3 dl. koldt vand
- 100 g. gær
- 1 dl. olie
- 2 tsk. salt
- 6 tsk. sukker
- 2 æg
- 1 kg. mel
Sådan gør du:
- Start med at koge 3-kornsblandingen i 2-3 minutter i de 4 dl. vand. Hæld blandingen op i en skål med de 3 dl. koldt vand og lad det køle ned til det er lunken
- Smuldr gæren ned i skålen og rør den godt ud
- Kom derefter olie, salt, sukker og æg ned i skålen og rør det hele godt sammen
- Tilføj melet lidt efter lidt og rør det sammen med en håndmixer eller røremaskine så længe som muligt. Brug hænderne til det sidste
- Fordel dejen i boller af 150 g. Gør dem flade, prik dem og pensl dem med vand
- Bag dem ved 225 grader i 15 minutter
Fyld dem med pålæg efter eget valg og server som sund frokost eller brug dem i madpakken.
Da jeg flyttede hjemmefra som 18-årig, kunne jeg ikke lave mad. Overhovedet! Jeg mener det, jeg kunne ikke engang koge kartofler. Så jeg sad med min mor i hendes køkken og skrev alt ned. Også hvordan man kogte kartofler. Jeg lyver ikke, det er den allerførste opskrift i bogen.
I bogen har jeg også en opskrift på en frokostbolle, min mor bagte da jeg boede hjemme. Den fylder godt i maven og kan blive en rigtig lækker madpakke med lækkert fyld. Opskriften har i årevis stået i min lille bog, ofte har jeg set på den og tænkt, at det snart var på tide, men jeg er ligesom aldrig kommer så langt. Denne weekend kom jeg endelig så langt og jeg har ikke fortrudt det. Jeg har nok nærmere fortrudt, at der er gået, øh (tælle, tælle, trække fra, det kan man ikke, så må man låne), puh, 14½ år siden jeg er flyttet hjemmefra, uden at have bagt disse frokostboller. Men nu er de bagt og jeg har en lækker madpakke med på arbejde hele ugen. Mums.
Der skal ikke bruges så meget til denne frokostbolle. Find flg. frem: 250 g. 3-kornsblanding, 2 æg, 100 g. gær, 4 dl. vand (i kasserollen), 1 kg. mel, 3 dl. koldt vand (i kanden), 1 dl. olie, 2 tsk. salt og 6 tsk. sukker.
Start med at koge din kornblanding i 2-3 minutter. Det gør kornene bløde. Du kan selvfølgelig også vælge at bruge en 5-kornsblanding, hvis du har lyst.
Så snart kornene er kogt, hælder du korn og vand ned i en skål sammen med de 3 dl. koldt vand. Lad nu blandingen køle ned til den er lunken.
Når korn og vand er kølet ned, min papsøn siger den skal være lillefingerlunken, tager du de 100 g. gær og smuldrer ned i skålen. Rør det godt ud.
Hæld nu alt olien ned i skålen.
Derefter de 6 tsk. sukker.
Så de 2 tsk. salt.
Og slå også de to æg ud i skålen. Pisk det hele godt sammen.
Begynd nu at tilføje melet lidt efter lidt, mens du rører det godt ud i skålen. På et tidspunkt måtte min håndmixer giver op, og så er der ikke andet for, end at proppe begge hænder ned i blandingen.
Så er dejen klar. Nu kan du vælge, at lade den hæve, tildækket, et lunt sted i en time. Men det behøver du faktisk ikke. Jeg valgte at lade være, fordi jeg ikke gad. Og det passede ikke ind i min tidsplan.
Tag nu ca. 150 g. dej af gangen og lav et fladt, rundt brød.
Prik bollerne med en gaffel og pensl dem med vand. Jeg ved ikke hvorfor de skal prikkes. Der står i min bog, at de skal prikkes, hvilket vil sige, at min mor har sagt, at de skal prikkes og jeg ved bedre end at stille spørgsmålstegn ved mors ordrer. Bag dem ved 225 grader i ca. 15 minutter.
Så er der nybagte boller. Jeg fik 14 stk. ud af denne opskrift uden hævning. Med hævning vil du formentligt få lidt flere ud af dejen, også selvom du slår den sammen igen inden du deler bollerne op.
Jeg elsker duften af nybagt brød. Nu var det bare at vente til de var kølet lidt af, inden jeg guffede den første i mig.
Så er de kølet nok af til at jeg kan holde ved dem. Jeg skyndte mig at dele en bolle, fylde godt med hjemmelavet skinkesalat i den og så skyndte jeg mig, at spise den. Min mand erklærede også straks, at dem kunne jeg godt lægge op på hjemmesiden. Eller, jeg tror i hvert fald, det var det han sagde, det var svært at høre med en halv bolle i munden.
You must be logged in to post a comment.