Forberedelse: 15 minutter

Tilberedning: 25 minutter

Nok til: 4 personer


Ingredienser:

  • 1 lille løg
  • 1 lille gulerod
  • 1 dåse hakkede tomater
  • 1 spsk. tomatpure
  • 2 spsk. olivenolie
  • 1 knsp. Sukker
  • ½ l. grøntsagsbouillon
  • 1 fed hvidløg
  • 1 spsk. hvedemel
  • 1 skvæt citronsaft
  • Peber
  • 2 skiver toastbrød
  • Olivenolie
  • Salt og peber

Sådan gør du:

  • Start med at skære brødet i tern på ca. 1 x 1 cm.
  • Stænk dem med olivenolie og krydr dem med salt og peber
  • Sæt dem i ovnen ved 220 grader i 8-10 minutter. Vend dem en enkelt gang undervejs
  • Skræl og pil gulerod og løg og skær begge dele i tern
  • Sæt en gryde over middel varme med 2 spsk. olivenolie
  • Hæld løg og gulerødder ned i gryden og lad dem stege i ca. 5 minutter til de er bløde
  • Tilsæt hvedemel og hvidløg og lad det simre et minuts tid
  • Tilsæt dernæst tomat, tomatpure, bouillon, sukker og citronsaft, rør det sammen, lad det komme i kog og skru derefter ned og lad det simre i ca. 25 minutter
  • Når suppen er klar kommes den i en blender, krydr godt med friskkværnet peber og blend den til den er jævn
  • Anret i fire tallerkner eller suppeskåle med croutonerne fordelt i skålene

Tomatsuppen her er en forret min papsøn valgte på en af sine maddage. Den er meget enkel, smager meget af tomat og de hjemmelavede croutoner passer rigtig godt til. Det er en af de opskrifter, du sagtens kan overlade til børnene (altså bortset fra nogle få punkter, med varme kogeplader og hidsige blendere, hvor voksenopsyn måske vil være en god ide).

Og så er det faktisk den først forret, der blev lagt op på hjemmesiden. Han fik simpelthen æren af, at have fået den første forret på siden, og han blev meget stolt over det faktum.

1

Til croutonerne skal du bruge brød og olivenolie. Det kan næsten ikke blive enklere.

3

Start med at skære et par skiver brød i ca. 1 cm. brede stave og dernæst i tern. To skiver toastbrød er rigeligt til denne portion.

4

Spred ternene ud på en bagepapirsdækket bageplade og dæk dem med olivenolie. De må ikke ligge og flyde i det, bare dryp lidt på hver tern.

5

De skal krydres med friskkværnet salt. Mit salt er lyserød, fordi…. Øh, fordi det var den farve, da jeg købte himalayasalt.

6

De skal også krydres med friskkværnet peber. Jeg tænker også du sagtens kan krydre med tørret oregano eller basilikum, det vil smage fantastisk med tomatsuppen. Eller hvidløgssalt.

Sæt brødternene i ovnen ved 220 grader i 8-10 minutter. Vend dem evt. om efter 5 minutter.

7

Tadaa, ind i ovnen kom brødtern, ud kom croutoner. It’s magic! Bare sæt dem til side.

8

Til suppen skal du bruge et lille løg, en lille gulerod, et fed hvidløg, olivenolie, grøntsagsbouillon, en dåse hakkede tomater, tomatpure, hvedemel, sukker, citronsaft og peber.

9

Start med at skrælle og pille gulerod og løg. Skær begge dele i tern.

10

Lav ½ liter grøntsagsbouillon som beskrevet på pakken. Sæt den til side.

11

Kom to spsk. olivenolie ned i en gryde over middel varme.

12

Hæld løg og gulerødder ned i gryden og lad dem stege i ca. 5 minutter, så de bliver bløde. Rør rundt undervejs.

13

Tilsæt 1 spsk. hvedemel og rør rundt.

14

Pres et stort fed hvidløg ned i gryden og rør det godt sammen. Lad blandingen stå og simre et minuts tid.

15

Hæld en hel dåse hakkede tomater og alt grøntsagsbouillonen ned i gryden og rør det sammen.

16

Tilsæt 1 spsk. tomatpure og rør det sammen.

17

Kom ca. en knivspids sukker i. Jeg er personligt ret vild med dette billede, fordi man lige nøjagtig kan se sukkerperlerne falde ned i gryden.

18

I med en skvæt citronsaft. Mit kamera tog billedet på et meget mærkværdigt tidspunkt. Jeg ved ikke helt hvad citronsaften tror den laver.

Lad det hele stå og simre i ca. 25 minutter.

19

Når suppen er klar, putter du den i en blender, giver den en god omgang friskkværnet peber og giver den fuld gas et par gange, til det hele er blendet sammen.

21

Så er der serveret, fire gange tomatsuppe med hjemmelavede croutoner til forret.