Forberedelse: 20 minutter

Tilberedning: 10 minutter

Nok til: 35 stk.


Ingredienser:

  • 200 g. smør
  • 1½ dl. brun farin
  • 1 dl .sukker
  • 2 tsk. vaniljesukker
  • 1 æg
  • 3 dl. mel
  • 1 tsk. natron
  • ½ tsk. salt
  • 3½ dl. groft knuste cornflakes
  • 2½ dl. havregryn
  • 300 g. hakket, mørk chokolade
  • 1½ dl. hakkede valnødder

Sådan gør du:

  • Start med at lave en morgenmadsblanding af havregryn, cornflakes, chokolade og valnødder. Sæt skålen til side
  • Lav derefter en melblanding af mel, natron og salt og sæt den skål til side
  • Bland nu smør, sukker, brun farin, vaniljesukker og æg til det er luftigt
  • Kom melblandingen ned til smørblandingen og rør det godt sammen
  • Tilføj så morgenmadsblandingen og rør det hele godt sammen
  • Form dejen til små kugler, sæt dem på en bageplade med 5 cm. mellemrum og bag dem i 8-10 minutter ved 190 grader
  • Når kagerne er bagte, skal du lade dem blive på bagepapiret, til de er kølet helt af. Spis med velbehag

Der er sket noget meget mystisk. Noget fantastisk faktisk. Ja, jeg vil endda kalde det sensationelt. Jeg har faktisk lavet en småkage, jeg kan lide. Noget der sker yderst sjældent og i dette tilfælde havde jeg dømt den ude, allerede inden jeg begyndte at lave dem. De indeholder nemlig både havregryn og valnødder. To ting jeg så absolut ikke bryder mig om. Men da jeg havde bagt dem, var jeg alligevel lige nødt til at smage, og hold nu op. De smager jo faktisk godt dem her! Intet mindre end en sensation og samtidig ganske uheldigt. Jeg har i forvejen de kurver og kærlighedshåndtag, jeg skal have, der er da ingen grund til at prøve at få flere kurver og håndtag.

Når det så er sagt, så er det bestemt ikke sidste gang, jeg laver dem her. Men næste gang laver jeg dobbelt så mange, så jeg har til dobbelt så lang tid. Eller så jeg kan spise dobbelt så mange på den samme tid.

1

Til disse uovertrufne og lækre småkager skal du bruge: 200 g. smør, 1½ dl. brun farin, 1 dl. sukker, 2 tsk. vaniljesukker, 1 æg, 3 dl. mel, 1 tsk. natron, ½ tsk. salt (som jeg glemte at få med på billedet, undskyld), 3½ dl. cornflakes, 2½ dl. havregryn, 300 g. chokolade, 1½ dl. valnødder.

2

Start med at hælde havregrynene ned i en skål. Jeg er altså virkelig, virkelig ikke glad for havregryn, så jeg overvejede at droppe dem fra opskriften.

3

Hæld cornflakesene i en pose og kram dem lidt, så de bliver groft knuste og hæld dem derefter op til havregrynene. Det er jo nærmest en morgenmadssnack vi er ved at lave her.

4

Hak så en flok valnødder, så du har 1½ dl. Hvis du måler dem op først og hakker dem bagefter, har du ikke 1½ dl. når de er hakkede. De skal kun hakkes groft. Op i skålen med dem. Jeg overvejede også kraftigt at fjerne nødderne.

5

Og til sidst tager du chokoladen og hakker den godt. Op i skålen med det også.

6

Nu har vi en spændende blanding af ting i denne skål. Bland det lidt sammen og stil den til side.

7

Tag nu en lille skål frem og kom melet deri.

8

Hæld natron ned til melet.

9

Og saltet. Rør så melblandingen lidt sammen og stil den til side.

10

Så har vi en melblanding og en morgenmadsblanding klar.

11

Jeg havde ladet mit smør stå fremme, mens jeg forberedte de andre ting, så det var blevet godt blødt. Op i en ny skål med alt smørret.

12

Ned i skålen med sukkeret.

13

Og samme vej med vaniljepulveret.

14

Frem med den brune farin og ned i skålen med det. Jeg er faktisk heller ikke meget for brun farin. De her småkager havde ikke mange chancer i mit hoved.

15

Til sidst slår du ægget ud i skålen.

16

Pisk det hele sammen til det er luftigt.

17

Kom din melblanding ned i skålen og rør det sammen med smørblandingen.

18

En mystisk blanding med en meget mærkelig farve, det må jeg sige.

19

Kom nu morgenmadsblandingen ned i skålen. Her opgav jeg at bruge min håndmixer og gik i stedet over til en ske. Da det heller ikke var nok længere, måtte jeg stikke hånden ned i skålen. Jeg hader faktisk at stikke fingre ned i enhver form for dej. Det er slet ikke mig.

20

Så er dejen klar. På nuværende tidspunkt mindede den mig om en form for tør havregrynskugledej.

21

Tag nu små klumper dej af gangen, kram dem til små kugler og læg dem på en bageplade med 5 cm. mellemrum. Bag dem ved 190 grader i 8-10 minutter. Mine kugler var lidt store, så de fik 10 minutter.

22

Når de kommer ud af ovnen, skal du lade dem blive på bagepapiret, til de er helt kolde. Det er meget løse i det, så de falder fra hinanden, hvis du prøver at løfte dem af papiret. Men bare rolig, de stivner og bliver voldsomt lækre. Jeg tror faktisk det kunne være gode julesmåkager, men de fungerer også helt fint i juli.

23

Ser det ikke fantastisk ud? Er du klar over, hvor mange ressourcer det kræver, at styre mig, så jeg ikke spiser hele fadet selv?! Det tog heller ikke mange dage, før de alle sammen var spist. Så jeg måtte lave nogle flere. Men de blev også spise. Og pludselig gik det op for mig, at det er det de vil have. At jeg bliver afhængig af dem og ikke kan leve uden dem. They are evil, I tell you, eeeviiiil!