Forberedelse: 2 minutter

Tilberedning: 30 minutter

Nok til: ca. 4 dl.


Ingredienser:

  • 200 g. mørk Marabou
  • 1 spsk. smør
  • 1 spsk. lys sirup
  • ¼ dl. piskefløde
  • Brownie
  • Vaniljeis
  • Flødeskum

Sådan gør du:

  • Start med langsomt at smelte smør og chokolade i en kasserolle overmiddelvarme
  • Når alt chokolade er smeltet kommer du sirup og fløde i kasserollen, rører det langsomt sammen og lader det varme langsomt op. Saucen skal være tyk, jævn og må gerne være på nippet til at koge, inden du tager det af
  • Kom saucen i en skål eller et glas og stil det på køl, til du skal bruge det. Det kan holde sig i køleskabet i mindst en måned i en lukket beholder. Varm det op, når du skal bruge det
  • Lav en omgang brownies, du finder opskriften her
  • Find to høje glas frem , kom is i bunden, læg brownie ovenpå, godt med lun hot fudge sauce og flødeskum på toppen. Top af med revet chokolade eller et kirsebær

Nej det er ikke sommer endnu, og det kan da godt ske, at nogle vil påstå, at det ikke er årstiden for is, men vi er da ligeglade, når vi vil have is, så spiser vi is. Og vi ville hav is i går, så is vi fik. Med hot fudge sauce og brownie. Åhhhh det var lækkert. Og der var tilfældigvis lige lidt brownie og hot fudge sauce til overs, så manse og jeg skal have dessert igen i aften, mens vi ser Minnesota Vikings slå Seattle Seahawks (forhåbentligt i hvert fald).

Egentlig så handler den her opskrift om at samle tingene sammen i et højt glas. Saucen er så enkel, at selv et barn kan lave den og her i huset var det barn min papdatter Freia. Hun elsker køkkenet og stod og fortalte, hvor træls det er, at de ikke har måttet bage i madkundskab i skolen endnu. Hun er tydeligvis ikke tilfreds med den menu, som læreren har sat op, hun vil bare gerne have lov at bage og lave kage og desserter. Så vi må indføre lidt mere bageri og dessertlavning her i huset, når hun er hjemme.

1

Til din hot fudge sauce skal du bruge en plade mørk Marabou, lidt smør, lidt lys sirup og ¼ dl. piskefløde.

2

Start med at komme 1 spsk. smør i en lille kasserolle.

3

Knæk derefter hele Marabou-pladen i tern. Freia klarede den del, det var hun helt god til.

4

Kom chokoladen ned i kasserollen og smelt smør og chokolade langsomt over medium varme. Rør konstant, mens det smelter.

5

Yum yum, klumpet, halvsmeltet chokolade.

6

Når alt chokolade og smør er smeltet, så kom alt fløden ned i kasserollen.

7

Og 1 spsk. lys sirup. Rør nu langsomt det hele sammen, mens det varmer op langsomt.

8

Lad langsomt saucen blive tyk og jævn, mens den varmer op. Den må gerne næsten komme i kog, uden helt at komme det.

9

Kom derefter din hot fudge sauce på glas eller i en skål og sæt den i køleskabet, til du skal bruge den. Den kan stå i køleskabet i mindst 1 måned, hvis du ellers sørger for, at den er i en lukket beholder. Varm den op når du skal bruge den.

10

Vi varmede vores op, fandt de høje milkshakeglas frem, to kugler vaniljeis i bunden, et stykke brownie ovenpå, godt med hot fudge sauce over og til sidst flødeskum og revet chokolade. Det burde teknisk set være et rødt kirsebær i stedet for revet chokolade, men nu havde jeg ikke lige et rødt kirsebær.

Så er der serveret brownie hot fudge anyday. Vi kan jo ikke kalde det for en hot fudge sunday, når nu vi fik det en lørdag. Og hvem ved, næste gang bliver det måske en tirsdag. Jeg vil ikke låses fast af en rets navn, så hellere omdøbe den.