Forberedelse: 20 minutter

Tilberedning: 45-50 minutter

Nok til: 4 personer


Ingredienser:

  • 4-5 koteletter
  • 1 glas champignon (eller friske, hvis du lyster)
  • 1 cremefine til madlavning
  • 2 dåser hakkede tomat
  • 1 pakke bacontern
  • 1 pakke cocktailpølser

Sådan gør du:

  • Start med at pille dit løg, halver det, skær det i kvart på langs og derefter skiver
  • Hæld champignonerne i en si og lad dem dryppe af
  • Bank koteletterne flade og krydr dem godt med salt og peber på den ene side
  • Sæt en pande på højt blus og kom lidt margarine på. Når margarinen bruser, lægger du koteletterne på panden. Lad dem kun få ca. et halvt minut på hver side og læg dem så over i et ildfast fad. Husk at krydre dem, inden du vender dem
  • Hæld en bakke cocktailpølser ud over koteletterne
  • Kom bacon og løg på panden og lad dem stege et minuts tid
  • Hæld derefter champignonerne på panden og lad det hele stege et par minutter
  • Hæld blandingen over i fadet og fordel det rundt. Pas på du ikke får væden fra panden med
  • Hæld de to dåser tomat på panden sammen med fløden og rør rundt. Lad det koge et par minutter og hæld det derefter over i fadet
  • Fordel det hele godt rundt, så alt er dækket af tomatsovsen
  • Sæt fadet i ovnen i 45-50 minutter ved 200 grader
  • Lad den trække i fem minutter inden du serverer med ris

Nem mad. Jeg elsker nem mad. Jeg elsker især nem mad, der giver nemme rester til dagen efter. Og det her er opskriften på nem mad, med rester til i morgen. Normalt er jeg ikke voldsom glad for fadkoteletter. Jeg synes nemt de bliver tørre og kedelige. Men tilføj lidt champignon, løg, bacon, cocktailpølser, tomat og fløde og muuuuums. Og da vi normalt kun er to, der spiser aftensmad her i huset, så er der altid rester til dagen efter. Eller til fryseren, hvilket du også sagtens kan gøre med denne ret.

1

Rollelisten er her: et stort løg, champignon, fløde, to dåser hakkede tomater, bacontern, cocktailpølser og selvfølgelig stykkets stjerne, koteletterne! Gris med gris og gris i tomat.

2

Start med at pille løget, skær det i halv, derefter i kvart på langs og så skiver du løs.

3

Hæld væden fra champignonerne, lad dem gerne stå og dryppe af et stykke tid, så du ikke får en masse væske over på panden senere.

4

Koteletterne banker du flade med en kødhammer. Og til jer singlekvinder derude kan jeg fortælle, at en kødhammer fungerer findt, når du skal have et søm slået i væggen. Det fandt jeg ud af som 19-årig i min første lejlighed. Senere fik jeg en af de der smarte, lilla, kvinde-værktøjstasker med lilla hammer og alt muligt. Den hammer bruger jeg til gengæld, når jeg laver makronmuffins. JA DET GIVER MENING I MIN VERDEN, NÅ!

Sørg for at krydre dine koteletter godt med salt og peber. Hvordan udtaler du peber? Jeg er fra det mørke Jylland, så her hedder det pewer.

5

Kom margarine på en pande, sæt fuld blus under og så snart margarinen begynder at bruse, lægger du koteletterne på, med den krydrede side ned. Krydr oversiden godt.

6

Efter et halvt minuts tid vender du dem. Lad dem endelig ikke få mere, de må på ingen måde blive gennemstegte, de skal kun lige hurtigt brunes på overfladen. Hvis du gennemsteger dem, bliver de seje og tørre når retten er færdig.

7

Læg koteletterne ned i et ildfast fad.

8

Hæld pakken med cocktailpølser ud over koteletterne. De gør hele forskellen og ungerne vil elske det.

9

Hæld løg og bacontern i panden og rør rundt.

10

Tilføj champignonerne efter et minuts tid og rør det godt sammen.

11

Når løgene begynder at blive gyldne er vi klar til at hælde det over i fadet.

12

Når du hælder bacon/pølser/løg over i fadet, skal du passe på ikke at få alt væden med. Så bliver retten for vandet. Væden smider du væk.

13

Hæld de to dåser tomat op i panden og tilføj fløden.

14

Rør det godt sammen og lad det koge op i et par minutter.

15

Hæld tomaterne over i fadet og fordel det godt ud. Sæt fadet i ovnen ved 200 grader i 45-50 minutter.

16

Koteletterne er klar. Lad dem gerne stå og trække i fem minutters tid inden servering. Ser det ikke lækkert ud? Cocktailpølserne er begyndt at sprække, hvilket er min yndlingsdel af denne ret. Sprækkede pølser er bare bedst.

17

Klar, parat, spis!! Personligt plejer jeg at fiske koteletten op først og så hælde en lækre sovs over risene. Det er altså bare helt vildt godt. Og en kotelet pr. person er rigeligt. Jeg var i hvert fald godt mæt efter denne portion.