Forberedelse: 15 minutter

Tilberedning: 20 minutter

Nok til: 8 personer


Ingredienser:

  • 1 færdig tærtedej
  • 2 løg
  • 3 dl. revet cheddar
  • 3 dl. revet emmentaler
  • 500 g. cherrytomater
  • 1 æg
  • Basilikum

Sådan gør du:

  • Start med at smøre en lav form. Tag tærtedejen og rul den tyndt ud, læg den ned i formen, eller del den i to og fordel den i to lave forme, som jeg gjorde
  • Pil løgene, snit dem og steg dem bløde på en pande
  • Fordel de to slags ost ud over din tærtebund, dernæst de stegte bløde løg. Halver dine tomater og fordel dem med den gennemskårne side op
  • Pisk ægget i en kop og pensl kanten af tærten. Sæt den i ovnen ved 230 grader i 20 minutter
  • Vask basilikummen, rul bladene som små cigarer og snit dem i strimler
  • Når tærten er færdig, tager du den ud af ovnen og fordeler basilikummen ud over det hele

Butikkerne i mit område er de seneste par år endelig begyndt at have forskellige udgaver af cherrytomater og jeg elsker det. Jeg elsker tomater i forskellige farver og udgaver, det giver et skønt farvespil i maden. Og så elsker jeg tomatbrød af enhver art til min salat om aftenen. Ja jeg spiser faktisk en del salat, især lige for tiden, hvor jeg kan mærke min krop hungrer efter sommer og varme. Når jeg begynder at få en overvældene trang til en bestemt type mad, tror jeg, at det er fordi min krop prøver at fortælle mig, at den mangler et eller andet. Og så mener jeg, det er vigtigt at lytte til kroppen, jeg tror den har mere styr på, hvad jeg har behov for, end jeg selv har. Undtagen når det gælder chokolade, lige på det punkt, har jeg helt styr på, hvor meget jeg har behov for.

Denne lille nemme tomattærte er super lækker, nem og god som tilbehør til mange forskellige ting, kun din fantasi sætter grænsen.

1

Du skal bruge færdig tærtedej (hvis du er doven som mig), cheddar, emmentaler, løg, cherrytomater, gerne i forskellige farver, basilikum og et æg.

2

Først tager du to løg, piller dem og snitter dem. Og passer på ikke at hyle for meget. Jeg bliver aldrig god til at pille løg, jeg hyler næsten hver gang.

3

Kom løgene på en pande med smeltet smør. Lag dem stege til de er klare og så småt begynder at blive mørke.

4

Tag din tærtedej, del den i to og saml hver del i en klump.

5

Rul hver klump ud meget, meget tyndt.

6

Læg dejen ned i en lille, lav form. Hvis du har en lav form, større end min, er det tænkeligt, at du ikke skal dele dejen inden du samler den og ruller den tyndt ud. Mine forme er søde og små og passer til halvdelen af dejen.

7

De to forskellige oste river du, hvorefter du fordeler begge slags ud over din tærtebund. Jeg har cheddar i bunden og emmentaler øverst.

8

Fordel nu løgene ud over osten i din tærtebund. Mine løg nåede at få lige rigeligt farve, men faktisk kan jeg godt lide dem mørke.

9

Halver dine tomater og læg dem med den åbne side op. Se hvor festligt det ser ud. Og hvis du så dyrker dine egne cherrytomater, vil tærten kun blive endnu bedre, for hjemmedyrkede tomater smager bare bedre.

10

Slå ægget ud i en kop, pisk det og pensl kanterne på tærterne. Sæt derefter tærterne i ovnen ved 230 grader i 20 minutter,

11

Tag dine basilikumblade, vaske dem og rul dem til små cigarer. Skær dem derefter i strimler.

12

Læg dem til side mens tærterne er i ovnen. Ser det ikke dejligt frisk ud? Jeg elsker frisk basilikum.

14

Med det samme tærterne kommer ud af oven fordeler du basilikummen ud over dem. Og så er de klar til servering.

15

Her spiste vi tomattærten med chicken enchiladas. Den var helt fantastisk og faktisk endnu bedre opvarmet dagen efter. Den er en lille lækkerbisken ved siden af en pastaret eller andet lækket. Eller den kan spises alene som et lækkert mellemmåltid.