Forberedelse: 20 minutter
Tilberedning: 20-30 minutter
Antal: 12-24 stk.
Ingredienser:
Chokoladekage
- 260 g. mel
- 1½ tsk. bagepulver
- 6 spsk. kakaopulver
- 225 g. blødt smør
- 300 g. sukker
- 1½ tsk. vaniljepulver
- 3 æg
- 1 dl. varmt vand
- 1 ¼ dl. mælk
- (¾ plade revet mørk Marabou, hvis du har lyst)
Smørcreme
- 85 g. meget blødt smør
- 175 g. flormelis
- 1 spsk. mælk
- 1 tsk. vaniljeessens
Sådan gør du:
- Start med at blande mel og bagepulver og sigt kakaopulveret ned i melblandingen. Rør det godt sammen og stil det til side
- Skær smørret i småstykker ned i en ny skål, tilføj sukker og vaniljepulver og rør det sammen
- Tilføj tre æg og rør igen sammen
- Hæld mælk og vand sammen i en lille kande og hæld skiftevis melblanding og mælkeblanding i skålen
- Kom den revne plade Marabou i dejen nu, hvis du har lyst
- Du kan nu vælge at fylde 24 muffin forme og bage dem i 20 minutter ved 200 grader. Eller du kan komme alt dejen i én stor form og bage kagen i omkring 30 minutter ved 200 grader
- Rør smør, flormelis, mælk og vaniljeessens sammen i en skål. Kom det i en sprøjtepose med og pynt dine chokolade muffins som du vil
Hvornår er chokoladekage ikke godt? Hvornår er chokoladekage ikke svaret på mange af verdens problemer? Hvornår kan man ikke spise chokoladekage? Svarene er, chokoladekage er altid godt, chokoladekage er svaret på mange af verdens problemer og chokoladekage kan altid spises. I hvert fald efter min mening. Det her er en meget enkel udgave af en chokoladekage, men du kan bruge den på flere forskellige måder. Bag den i en stor springform, i små muffin forme eller hvad du nu har lyst til. Og du kan gøre den ekstra lækker med revet mørk Marabou. Og smørcreme som topping.
Til denne enkle chokoladekage skal du bruge mælk, mel, kakaopulver, sukker, æg, bagepulver, vaniljepulver og smør. Og vand.
I en pæn størrelse skål vejer du 260 g. mel op. Jeg lavede en dobbelt portion med det samme, for jeg ved hvor hurtigt vi får spist de her kager.
Kom 1½ tsk. bagepulver ned i skålen.
Tag så 6 spsk. kakaopulver og sigt det ned i melblandingen. Sørg for at tage en ordentlig mørk kakaopulver, ikke bare Nesquicken du plejer at bruge i et glas mælk om morgenen.
Rør melblandingen sammen, så kakaopulveret er jævnt fordelt.
Skær 225 g. smør i tern ned i en stor skål.
Hæld derefter 300 g. sukker ned i skålen.
Tag så 1½ tsk. vaniljepulver og kom det ned i samme skål.
Tag nu din håndmixer og giv sukker/smør blandingen en god tur.
Slå derefter de tre æg ud i blandingen og mix det hele sammen. Husk min portion er dobbelt, derfor er der seks æg i min skål.
Det må godt se lidt grynet ud, når du pisker det sammen, bare det begynder at blive lidt flydende at se på.
Hæld nu 1 dl. varmt vand og 1 ¼ dl. mælk op i en lille kande. Igen husk min portion er dobbelt, du skal ikke gøre som jeg gør, du skal gøre som jeg siger. Med mindre du også laver en dobbelt portion, så skal du gøre som jeg gør.
Hæld nu skiftevis melblandingen og mælkeblandingen ned i skålen og mix det hele sammen undervejs. Først lidt melblanding.
Så lidt mælkeblanding. Bliv ved med på skift at hælde mel og mælk i og bland det sammen.
Jeg ble lidt uartig og rev en god bunke mørk Marabou og kom i dejen. Her er ca. 1½ plade til en dobbelt portion, så du skal bruge ca. ¾ plade til en enkelt portion.
Så er dejen klar. Og det er for øvrigt helt okay at slikke piskeriset, bare sørg for at slukke for strømmen først, så du ikke får tungen i klemme ved et uheld. Som barn elskede jeg, når jeg fik lov at slikke skålen bagefter. Du ved, dengang hvor vi ikke alle sammen ville dø af lidt rå æg.
Tag nu din muffin form frem, kom papirforme i hvert hul og fyld formene godt op med dej. Sæt derefter pladen i ovnen i 20 minutter ved 200 grader. Vend pladen midtvejs, så alle muffins får lige fordeling af varmen. Jeg ved godt du tror, at din plade vil få lige meget varme over det hele i en varmluftovn, men du tager fejl, tro mig.
Med det samme kagerne kommer ud af ovnen, tager du en dyb snuser og nyder duften af lun chokoladekage. Og dernæst tager du dem op af muffin formen og sætter dem til afkøling på en rist.
Jeg havde rigeligt med dej, så jeg lavede en portion minimuffins. Bare fordi jeg kan. De skal så kun have 10 minutter ved 200 grader.
Nu skal de pyntes. Da jeg lavede disse til påske, blev de pyntet med Anton Berg marcipanæg. Find blødt smør, flormelis og mælk. Og lidt vaniljeessens.
Tag 85 g. meget, meget blødt smør op i en skål.
Og hæld derefter 175 g. flormelis op i samme skål. Begynd at piske det sammen så godt du kan. Du skal ikke være bekymret for konsistensen, den fikser vi nu.
Tag 1 spsk. Mælk og hæld ned i skålen. Og ca. 1 tsk. vaniljeessens, hvis du har lyst til det.
Nu kan du piske det sammen til en blød og cremet masse. Kom det i en sprøjtepose med en stor stjernetyl.
Lav en stor rede af smørcreme på hver muffin og læg et påskeæg i midten.
Hvor godt ser det lige ud? Og hvor lækre er de lige? Jeg lavede ca. 50 af dem her til min motorcykelklub, for at fejre deres fødselsdag og de var et stort hit.
Til mine minimuffins delte jeg smørcremen i to, kom en smule frugtfarve i og 1 spsk. flormelis ekstra, for at holde konsistensen. Og så fik de en lille farvet top. Ser de ikke festlige ud?
Disse chokoladebamser blev lavet til en speciel ung mand, og har en lille historie bag sig. I 1997 havde jeg en æske af disse med i skole i anledning af min fødselsdag. Hele vejen i skolebussen om morgenen, blev jeg plaget af en elev fire årgange under mig, om ikke han måtte smage. I løbet af skoledagen havde rygtet om chokoladebamserne spredt sig til hele hans klasse, og jeg fik tilnavnet Kagemand. To af drengene fik navnene Kagedreng og Unge og jeg lovede de to, at de måtte få en bamse, hvis der var nogen til overs efter skoledagen. Kagedreng nåede at få en på vej hjem i bussen, men ikke Unge. Årene gik og for et par år siden mødte jeg Unge igen, på min svigermors værtshus. Noget af det første han sagde til mig var, at jeg skyldte ham en kage. Han husker godt.
Så da jeg lavede chokolade muffins til min motorcykelklub, lavede jeg disse til ham. Det er samme opskrift, samme former og samme pynt, som i 1997. Kun 19 år for sent, men jeg holder altid mine løfter. At han så blev syg, og ikke nåede at få bamsekagen, er jo ikke min skyld.