Forberedelse: 1 time

Tilberedning: 40 minutter

Nok til: 2 bunde


Ingredienser:

  • 6 dl. flormelis
  • 4 æggehvider
  • 3 spsk. kakaopulver
  • 65 g. mørk smeltechokolade

Sådan gør du:

  • Smelt chokoladen i en varmefast skål over et vandbad ganske langsomt
  • Kom flormelissen i en varmefast skål over et vandbad og pisk æggehviderne i, mens massen langsomt opvarmes til 55 grader
  • Lad derefter massen køle ned til stuetemperatur
  • Rør kakaopulveret i og når den smeltede chokolade er kølet lidt ned, blander du også det i massen
  • Kom bagepapir på to plader og spray dem godt med bagespray. Fordel marengsen på to plader og smør dem ud til to bunde på ca. 20 cm. i diameter
  • Bag dem ved 150 grader i ca. 40 minutter
  • Tag dem ud af ovnen og lad dem køle helt af. Pas på de ikke knækker, når du flytter dem fra pladerne

Jeg elsker gæster, fester og særlige anledninger, for det giver altid mig en anledning til at afprøve nye opskrifter, især på kager. For et par uger siden fik vi besøg af en af min mands gamle soldaterkammerater og det gav mig anledningen til at afprøve denne kage. Det er en opskrift i tre dele, først chokolademarengsbunde, så lys chokolademousse og til sidst samlet med friske bær. Hold nu op hvor blev det godt, en rigtig lækker sommerkage. Og så kan du jo spørge dig selv, hvornår er chokolade med chokolade og friske bær ikke godt? Nemlig, så bare se at komme i gang.

1

Til dine chokolademarengsbunde skal du bruge flormelis, æg, chokolade og kakaopulver. Det er altså første gang jeg har prøvet at lave marengs med flormelis, men det virker nu ret fint.

2

Start med at komme 6 dl. flormelis op i en skål, der kan tåle varme. Altså en glasskål eller metalskål.

3

Slå 4 æg ud og skil hviderne fra i en skål.

4

Kom 3 spsk. mørk kakaopulver op i en helt tredje skål.

5

Og kom 65 g. mørk smeltechokolade op i en helt fjerde, varmefast skål.

6

Kom lidt vand i en kasserolle og sæt skålen med chokolade ned i den. Varm vandet langsomt og lad chokoladen smelte stille og roligt. Pas på vandet ikke kommer i kog, der må ikke komme vand op i chokoladen.

7

Tag den anden varmefaste skål med flormelis i og sæt også den i en gryde eller kasserolle med vand, der langsomt varmes op.

8

Kom æggehviderne ned til flormelissen.

9

Og pisk så løs mens det langsomt varmes op. Det virker i lang tid meget vandet og som noget der aldrig bliver til marengs, men stol på opskriften. Eller stol på mig, jeg tvivlede også i lang tid, men det lykkedes.

10

Sæt et termometer i skålen og hold øje med temperaturen. Bliv ved med at piske til marengsen er blevet 55 grader varmt. Det vil føles som en evighed og du vil blive træt i armene, men det virker. Lad ikke vandet varme for hurtigt, for så sætter massen sig fast i bunden af skålen.

11

Så er min marengs blevet 55 grader og den opfører sig præcist som marengs skal. Lad det nu køle ned igen til stuetemperatur. Jeg brugte et åbent køkkenvindue og koldt vand i gryden til at køle det ned igen.

Tag også chokoladen af varmen, så den kan nå at køle lidt.

12

Når det er kølet helt ned rører du kakaopulveret ud i marengsen.

13

Din smeltede og afkølede chokolade skal helst stadig gerne være smeltet. Det gav da vist bedre mening inde i mit hoved, end det gjorde på papir.

14

Kom også alt chokoladen ned i marengsen.

15

Rør det hele godt sammen til en let lysebrun masse.

16

Tænd ovnen på 150 grader, læg bagepapir på to bageplader og spray dem godt med bagespray.

17

Fordel dejen på de to plader og glat dem ud til to runde bunde, der er ca. 20 cm. i diameter. Bag dem i ca. 40 minutter.

18

Når de virker faste, tager du dem ud og køler dem helt ned. Pak dem i en lufttæt pose indtil du skal bruge dem, men pas på du ikke knækker dem.