Forberedelse: 30 minutter
Tilberedning: 10 minutter
Nok til: 50 stk.
Ingredienser:
- 360 g. mel
- 290 g. blødt smør
- 150 g. brun farin
- 150 g. sukker
- 2 æg
- 1 tsk. natron
- ½ tsk. hjortetaksalt
- 100 g. chokoladedråber, hakket
- 100 g. valnødder hakket
Sådan gør du:
- Rør smør, sukker og farin sammen i en skål
- Kom de to æg i og rør det sammen igen
- Bland mel, natron og hjortetaksalt i en ny skål, kom det over i den første skål og rør det godt sammen
- Kom chokolade og valnødder i dejen og rør det godt sammen igen
- Kom dejen i en sprøjtepose uden tyl og pres valnød-størrelse klatter ud på en bageplade. Maks. 12 klatter pr. plade, de flader noget ud
- Bag kagerne ved 170 grader i 10 minutter
- Når de er kølet helt af, kan de pakkes i en kagedåse
Jeg elsker småkager med chokolade, det kan kun være godt. Disse er ekstra gode, der er både chokolade og valnødder i dem. De er præcis som rigtige chokolade cookies skal være i hvert fald hvis du spørger mig. Og så er de faktisk rigtig nemme at lave. Og intet siger jul som småkager, chokolade og nødder.
Du skal bruge mel, sukker, brun farin, blødt smør, natron, hjortetaksalt, 1 æg, valnødder og chokolade.
Start med at komme 150 g. sukker, 290 g. smør og 150 g. brun farin i en skål og rør det godt sammen.
Slå 2 æg ud i skålen og pisk sammen.
I en ny skål blander du 360 g. mel, 1 tsk. natron og ½ tsk. hjortetaksalt. Kom det derefter over i den første skål og rør det sammen.
Kom de grofthakkede nødder og den grofthakkede chokolade ned i skålen også og bland det godt sammen. Der er 100 g. af hver.
Nu har du en lækker blød dej med masser af chokolade- og nøddestykker.
Kom dejen i en sprøjtepose og kryds fingre for, at dine chokolade- og nøddestykker er små nok til at kunne komme igennem hullet. Du behøver ikke sætte en tyl i, bare klip et hul.
Jeg indrømmer, lige nu ser de ikke voldsomt lækre ud, de ligner faktisk noget, jeg normalt aldrig ville associere med kager, men det bliver godt til sidst. Bare sæt små klumpede hundelorte på en bageplade med rigelig afstand. Jeg vil sige maks. 12 på en plade fordelt på tre rækker. De flyder en del ud. Opskriften sagde, at de skulle være på størrelse med en 5’er. Jeg forstod ikke opgaven og lavede små klatter nok ca. på størrelse med en valnød med nissehue.
Se nu ser de straks bedre ud. 10 minutter i ovnen ved 170 grader gør underværker for deres udseende.
Når de er kølet helt af, kan du pakke dem i en kagedåse eller lægge dem på et fad med alle deres bedste venner.