Forberedelse: 5 minutter
Tilberedning: 20 minutter + min. 3 timer i køleskabet
Nok til: en 8. klasse
Ingredienser:
- 3½ dl. mørk chokolade
- 1 ds. kondenseret mælk
- 2 spsk. smør
- 5 dl. saltede peanuts
- 1 dl. saltede peanuts
- 3 dl. mini-marshmallows
- 1 dl. mini-marshmallows
Sådan gør du:
- Kom chokolade, smør og kondenseret mælk i en stål- eller glasskål. Sæt den over en gryde med småkogende vand og lad det hele smelte godt sammen
- Når chokolade, smør og kondenseret mælk er smeltet totalt sammen, tager du skålen af gryden og kommer 3 dl. marshmallows og 5 dl. peanuts ned i blandingen. Rør det hele godt sammen
- Tag en form på ca. 20 x 30 cm., beklæd den med bagepapir og kom fudgen ned i formen. Fordel det godt og jævnt og drys så med 1 dl. peanuts og 1 dl. marshmallows
- Sæt fudgen i køleskabet dækket til med film i et par timer eller natten over
- Serveres med rigelige servietter
Patrich har fødselsdag i dag, han fylder 15 år, og skal selvfølgelig fejres efter alle kunstens regler. Da jeg spurgte ham, hvad han ville have med i skole til klassekammeraterne var svaret: ”Ikke noget kedeligt!” Kedeligt i Patrichs verden er flødeboller eller bradepande-chokoladekage. Så jeg måtte jo i gang med at finde på mere spændende alternativer. Jeg fandt flere forskellige opskrifter frem og gav ham lov at vælge to forskellige ting. Denne her var den første han valgte ud. Al kage der indeholder skumfiduser og chokolade er en favorit ved Patrich. Så må vi håbe at klassekammeraterne er enige. Dette er for resten en no bake kage. Altså ingen tid i ovnen, kun tid i køleskab til at sætte sig.
Det er nemmest for dig selv, hvis du deler tingene op, som jeg har gjort her. Først en skål med 3½ dl. mørk chokolade, jeg brugte Marabou, som jeg altid gør. Dernæst en skål med 5 dl. saltede peanuts og en mindre skål med 1 dl. saltede peanuts. Så en skål med 3 dl. mini-marshmallows og en mindre skål med 1 dl. mini-marshmallows. En dåse kondenseret mælk og smør. Så er vi klar. Tayson fik lov at smage en marshmallow. Han fik en enkelt lille en, stod med den i munden, mens han kiggede længe på mig, gik så ind til sin kurv, spyttede den ud, slikkede lidt på den, spiste den og skyndte sig ud for at bede om en mere. Det er hans proces, når han får lov at smage nye ting.
Start med at hælde 2 spsk. smør og al chokoladen ned i en skål, enten en stålskål eller en glasskål.
Kom derefter den kondenserede mælk ned i skålen.
Sæt skålen over en gryde vand, der småkoger. Rør rundt i den øverste skål i ny og næ og se det hele smelte sammen.
5 minutter inde i processen, ser det sådan her ud. Lidt grynet og snasket.
Efter yderligere 10 minutter er det hele godt smeltet sammen og varmet op. Tag så skålen af gryden.
Kom nu de 3 dl. marshmallows og 5 dl. peanuts ned i skålen og bland det hele godt sammen.
Ser det ikke lækkert ud? Jeg håber det smager ligeså godt som det ser ud.
Tag en form på ca. 20 x 30 cm. og beklæd den med bagepapir. Jeg plejer at gøre mit bagepapir godt våd og krølle det sammen under det løbende vand. På den måde bliver det dejligt blødt og samarbejdsvilligt. Bare knug vandet godt ud af bagepapiret, inden du breder det ud i formen.
Kom hele blandingen ned i formen og bred det godt ud.
Tag nu de sidste marshmallows og peanuts og fordel dem ud over din fudge. Sæt formen i køleskabet dækket til med film i et par timer eller natten over.
Inden den blev sendt med Patrich i skole, tog jeg den op af formen, skar den ud i tern og lage den ned igen. Det var jo meget nemt, når nu den var i bagepapir. Og så blev knægten sendt i skole med rocky road fudge, paptallerkner og rigeligt med servietter.