Forberedelse: 30 minutter
Tilberedning: 30 minutter
Nok til: 50 kyskager
Ingredienser:
- 3 æggehvider
- 2 dl. sukker
- 50 g. mørk Marabou
Sådan gør du:
- Smelt chokoladen i en stål- eller glasskål over et vandbad på komfuret. Når chokoladen er smeltet, tager du skålen af
- Kom sukker og æggehvider i en stål- eller glasskål, sæt den over vandbadet og pisk konstant de næste 5-10 minutter, til din marengs er stiv, skinnende og flot. Tag skålen af vandbadet og pisk videre til din marengs er kølet af
- Vend den smeltede chokolade i, kom marengsen i en sprøjtepose og lav fine små kyskager, lidt større end en valnød
- Bag dem ved 125 grader i 30 minutter
- Du kan også droppe chokoladen og i stedet farve dem med frugtfarve
Da jeg var færdig med at bage kage til Patrichs fødselsdag, havde jeg 50 g. chokolade til overs. Og det må jo ikke gå til spilde, så jeg bestemte mig for at lave noget, jeg ikke har lavet i flere år. Kyskager. Kyskager kræver tid, kærlighed og omhu, men er faktisk alligevel ikke så svære at lave. Du kan lave dem i chokoladeudgave, ligesom jeg her har gjort, eller du kan springe over chokoladen og i stedet farve dem med frugtfarve. Der skal meget frugtfarve til, og sidst jeg lavede farvede kyskager, fik jeg blå hænder. Ja jeg spildte en hel flaske blå farve ud over mig selv og køkkenbordet. Og så har jeg så ikke lavet blå kyskager siden. Det var i 2011, så nu er det på tide at komme i gang igen, men altså først en chokoladeudgave.
Start med at komme de 50 g. chokolade i en stål- eller glasskål og sæt den over et vandbad på komfuret.
Når chokoladen er smeltet, tager du skålen af vandbadet og sætter den til side.
Tag nu en ny stål- eller glasskål og kom 2 dl. sukker og 3 æggehvider op i den.
Sæt den over vandbadet og lad vandet småkoge.
Nu skal der piskes. Konstant. Og helt i bund, så sukkeret ikke brænder sig fast på skålen. Du skal piske konstant de næste 5-10 minutter.
I dag var det rigeligt for mig at piske i 5 minutter. Så stod min marengs flot, skinnende og stiv. Tag skålen af vandbadet og pisk videre, indtil marengsen er kølet af. Sæt evt. din chokolade tilbage over vandbadet, men sluk for komfuret.
Når din marengs er kølet af, kommer du chokoladen op i blandingen og vender det en gang eller to.
Kom marengsen i en sprøjtepose og lav så en hel masse små kyskager på en bageplade med papir. Jeg tror, jeg lavede omkring 50 stk. lidt større end en valnød. Bag dem i 30 minutter ved 125 grader.
Så er der lækre chokolade kyskager. Og det bedste er, at de stadig er lækre og seje inden i. Jeg elsker, når kyskager er let seje og bløde inden i. Det var på ca. dette tidspunkt, Claus og jeg okm til at tue af grin. Jeg stod i køkkenet, Claus sad ved skrivebordet i stuen og Tayson lå ved siden af ham og sov. Jeg spurgte Claus ”Må han smage en?” hvilket straks fik Tayson til at springe op og styrte ud i køkkenet og sætte sig foran mig med et afventende ansigtsudtryk. Jeg nåede faktisk ikke engang at færdiggøre sætningen, før han sad foran mig. Man skulle tro, det var en sætning han havde hørt før. Så han fik en kyskage (en med næsten ingen chokolade i), stod, som han altid gør, og holdt den forsigtigt i munden et stykke tid, mens han kiggede på mig, inden han styrtede ind til sin kurv i stuen, spyttede den forsigtigt ud, slikkede lidt på den for derefter at spise den. Tossede hund.