Jeg beklager mit lange fravær fra hjemmesiden. Min maj måned har været fyldt op af træning, konfirmationer og en yderst interessant rejse til Bosnien. Og det er min rejse, jeg vil fortælle dig om i dag, fordi den har gjort et kæmpe indtryk på mig.
Som nogle måske har læst tidligere, er min mand i dag syg og førtidspensioneret pga. PTSD efter sin udsendelse til Sarajevo i 1995. Vi fik mulighed for at deltage på Veteranstøttens tur til Bosnien her i maj og valgte at melde os til. Det var med en pæn portion nervøsitet og spænding, at vi søndag d. 21. maj drog direkte fra min papdatters konfirmation og mod Holmen, hvor vi skulle overnatte inden turen gik mod Sarajevo.
Vi fik et værelse i denne smukke bygning sammen med flere andre veteraner og deres pårørende.
Veteranstøtten har arrangeret det således, at de veteraner, der ikke bor på Sjælland, har mulighed for at komme dagen før og overnatte på Holmen. I betragtning af, at vi skulle være pænt tidligt i lufthavnen, var det en lettelse at få den mulighed.
Mandag morgen mødtes vi med de resterende veteraner og pårørende i lufthavnen, hvorefter turen gik over Wien mod Sarajevo. Jeg havde hørt historier fra Claus, om lufthavnen i Sarajevo og den meget korte landingsbane. I min naivitet havde jeg måske bare forventet, at den var blevet fikset lidt op i de 22 år, der er gået siden Claus var der sidst. Jeg tog fejl. Selve indflyvningen var, for mig i hvert fald en smule nervepirrende, jeg følte simpelthen at vi landede ned oveni byen. Jeg syntes piloten fløj meget lavt over byen og husene, jeg kunne jo næsten se øjenfarven på de folk, der stod i deres haver.
Men sådan er det åbenbart, i Sarajevo går byen stort set helt op til landingsbanen. Jeg fik straks lidt ondt af folk, indtil det senere gik op for mig, at der ikke er særligt mange fly ind og ud af Sarajevo.
Selve landingen var noget bumpy, helt elendig dårlig asfalt og sikke en opbremsning. Men vi kom ned i et stykke. Vi blev ført ud af flyet og ned på asfalten hvor en shuttlebus stod og ventede på os. Rigtig fint, tænkte jeg, der må være langt til ankomsthallen. 30 sekunder senere, standsede den ved ankomsthallen. Jeg kunne have gået det korte stykke hurtigere, men regler er regler.
Vi blev ført ind i en bus og 15 minutter senere var vi på hotellet. Hotellet er et større resort med flere bygninger, herunder hovedhotellet, en bygning kaldt Bosnia, en bygning kaldt Serbia og så den sidste Crystal, hvor vi boede.
En lille bygning med ca. 20 værelser, hvoraf vi vist besatte de 15 af dem. Så vi havde huset for os selv, så at sige. En lækker lille terrasse med udsigt over parken, søde tjenere og fin spisesal med eget køkken. Og rigtig lækre værelser. Og bedre blev det da kun, da det gik op for os, at der i hovedhotellet var svømmebassin, fitnesscenter og rig mulighed for at få alskens skønhedsbehandlinger. Jeg tog en aften i fitnesscenteret med at løfte vægte, Claus tog en aften med selvforkælelse, svovlbad og massage. Det skal for øvrigt siges, at hotellets indretning fint levede op til dets navn. Der var pyntet med falske krystaller ved hver eneste lampe i bygningen. Og jeg mener hver eneste.
Efter at være kommet på plads på værelserne førte vores turleder os ind til nærmeste bank, så vi kunne hæve penge. Turen ind til banken var kort, måske 5 minutters gang og på vejen krydsede vi en flod. Veteranerne, der kendte Sarajevo fra deres udsendelse, kaldte floden for Muddy River. Og jeg kan hilse dig og sige, at det bestemt ikke var mudder, der duftede af. Åbenbart ledes kloaker og fabrikkers spildevand direkte ud i floden. Du kan måske forestille dig lugten, men jeg lover dig, at den var værre.
Tirsdag startede en hård uge med faste planlagte besøg hver dag. Vores første tur gik til resterne af den olympiske bobslædebane fra vinter OL 1984. Det var en oplevelse at gå ned af betonbanen og forestille sig, hvordan der har set ud for 33 år siden, helt præcist et år efter min fødsel.
Naturligvis er banen smukt dekoreret med graffiti, det er nu helt rart at se, at ungdom er ens uanset hvor man lander. Et sted var der en tegning af en grædende dreng med to skilte. På skiltene stod der ”For all kids” og ”Give peace a chance”.
Flere steder så vi ruiner og rester af bygninger, der formentlig har været en del af bobslædebanen. Men i dag har skoven overtaget og er i gang med at gemme de sidste ruiner væk. Gad vide, hvordan her ser ud om yderligere 20 eller 30 år.
På vej ned fra bjerget fik vi mulighed for at gøre holdt og se ud over Sarajevo. Vi fik samtidig en ide om, hvor nemt serberne har haft ved at sidde i bjergene og kaster morterer ned over byen og vores soldater.
Fra bjerget kunne vi se direkte ned til Zetra Stadion, det olympiske isstadion, hvor Camp Kronborg (rød ring) lå og hvor Claus boede i de 6 måneder i 1995.
Her lå Camp Kronborg. På atletikstadionet ved siden af, måtte de udføre deres daglige motion, altså indtil snigskytterne satte sig til rette i de nærliggende højhuse og begyndte at skyde efter dem. Så var det slut med motionen. I 1995 var Zetra Stadion blot en ruin, ingen vinduer, intet tag. I kælderen havde vores soldater ”beskyttelsesrum”, og jeg har forstået det sådan, at de i de 6 måneder, blev yderst fortrolige med deres ”beskyttelsesrum”, da serberne rigtig ofte yndede at smide morterer ned i hovedet af dem.
Derfra tog vi turen videre ned til Zetra Stadion, hvor Camp Kronborg i sin tid lå. Jeg var noget nervøs for, hvordan Claus ville håndtere det, men Claus gør, hvad Claus altid gør, han sætter alle facader, masker og hegn op og håndterer det ikke. Men det er måske også en lidt mærkelig situation. I 1995 var der kun betontaget af denne bygning, hvor der nu er Car Wash. Under taget var der sat containere ind, hvor der var kontorer og andet. Blandt andet også Claus’ dieselvogn, holdt under taget. Nu, 22 år efter, kunne vi sætte os ind på en lille cafe under taget og nyde en kold øl.
En af Claus’ minder er fra et tidspunkt, hvor de pga. de mange nedslag måtte flytte køretøjerne om på det de kaldte paradepladsen. Men her slog en morter også ned og lavede hul i hans tankvogn. For ikke at miste diesel, måtte han ud af beskyttelsesrummet sammen med 2-3 andre og tømme dieselen over i en anden tankvogn. Det var midt om natten, de stod med store projektører, der lyste direkte på dem, velvidende at de nu var veloplyste skydeskiver for fjenden.
Et andet af hans minder får du her, i hans egne ord.
Vi havde godt vejr og der var ro i området, så vi havde en grillfest en aften i lejren. Jeg mener vi fik helstegt pattegris, hvilket var et afbræk fra det oksekød vi normalt konstant fik. Vi sad ude under åben himmel ved borde og bænke, frem for i messen, hvor vi normalt spiste. Jeg sad til bords med majoren og der var god stemning. Så jeg spørger i sjov majoren, om ikke det skulle være tilladt at få mere end de to øl i aften, der var vores normale daglig maks. Han går med på spøgen og udfordrer mig og siger at jeg ikke tør gå op til højtaleranlægget og kalde ud over lejren, at vi godt må tage en ekstra øl. Jeg tog udfordringen op og går op i vagten, tager mikrofonen og kalder ud over lejren og siger, at med majorens tilladelse må vi tage en ekstra øl i aften. Idet jeg kommer ud af vagten (ca. 40 meter fra hvor vi sidder og spiser), lander en mortergranat inde i lejren, på paradepladsen der ligger 50-60 meter fra, hvor vi sidder og spiser. Vi løber alle mod beskyttelsesrummet ca. 80 meter fra hvor vi sidder. Vi skal løbe op af trapper på stadion for at kunne komme ned i kælderen i beskyttelsesrummet. Da jeg er en af de allerførste til at nå derover og ned, bliver jeg neden for trappen for at hjælpe mine kammerater med at komme ned, da trappen er meget stejl. Jeg sikrer at ingen kommer til skade på vej ned. Da næsten alle er nede bliver der kaldt fra toppen af trappen, at der skal komme en mand op og hjælpe. Jeg løber op og hjælper med at få en såret kammerat ned. Han har fået en granatsplint i ryggen, tæt ved rygsøjlen og bliver bragt ind i operationsrummet med det samme, der er operationsrum i beskyttelseskælderen. Han bliver opereret straks. Jeg har ingen anelse om, hvor længe angrebet varer, men ved, at vi er ude af beskyttelsesrummet efter nogle dages angreb. Der bliver holdt mandtal, for at sikre at der ikke ligger flere sårede i lejren. Der blev snakket om, hvad der foregik, folk prøver at falde ned efter det voldsomme adrenalinsus. Franskmændene mister under angrebet en soldat (en læge/hundefører), de har også beskyttelsesrum i kælderen og vi er i kontakt med hinanden.
Det er svært at beskrive, hvordan det er at stå på det sted, hvor min mand boede i 6 måneder, og som nu 22 år efter, har så voldsom stor en betydning på vores hverdag. Det var så mærkeligt at se veteraner pege på asfalten og blot konstatere, ”morternedslag”, med et smil og et skuldertræk. Særligt når nedslaget tydeligvis var inde midt i lejren, få meter fra stedet, hvor dieselvognen stod. Eller få meter fra våbendepotet. Det var ufatteligt, at ingen erkendte deres brøler og valgte at flytte lejren, da man opdagede, at man boede lige ved siden af en kæmpe stor skydeskive (atletikstadionet), og serberne jævnligt hyggede sig med at kaste morterer ned i hovedet på vores soldater. Men endnu mere ufatteligt er det, at de blev sendt i krig under falske forudsætninger og med mandat til ikke at gøre en skid, hver gang de blev skudt på, eller når de observerede krigshandlinger.
Da jeg stod ved Zetra Stadion så jeg ned på en boldbane lige ved siden af, hvor en stor flok piger var i gang med en fodboldkamp. Og vendte jeg mig en smule og kiggede til den anden side, var der rækker efter rækker af gravsten. Det virker som hundredvis, måske tusindvis af hvide og sorte gravsten, der blot står helt tyst som et minde om krigen. På samme måde kunne vi stå på bjerget, på vej ned fra bobslædebanen og se gennemhullede og bombede bygninger til den ene side, og smukke, utrolige, grønne bjerge til den anden side. Dagens to først besøg var så voldsomt kontrastfyldte, hvilket blev et gennemgående tema hele ugen. Og gravsten var noget, jeg snart måtte vænne mig til at se konstant og overalt.
Vi kørte videre fra Zetra og ud mod lufthavnen, hvor vi skulle besøge Tunel Spasa – Tunnel of Hope. En tunnel, som det bosniske folk byggede i 1993 på 4 mdr. og 4 dage, fik vi at vide af en meget stolt turguide. Tunnelen var en måde, at få sårede ud af byen og soldater, våben, mad og andre fornødenheder ind i byen. Tunnelen starter bag dette hus på den ene side og slutter bag et lignende hus på den anden side af lufthavnen.
Tunnelen er 800 meter lang, 1 meter bred og 1,6 meter høj. Og så er der skinner lagt derinde, så man kunne køre mennesker ud på vogne og fornødenheder og våben ind den anden vej. På billedet herunder kan man se hvor tunnelen er og hvordan den løber. Det er den lange lysstribe, der symboliserer tunnelen.
Vi fik mulighed for at gå i de første 25 meter af tunnelen, resten er ikke åben for offentligheden. Familien der boede her, lavede selv et lille museum ud af det efter krigen og tjente vist ganske udmærket. Men da regeringen opdagede det, overtog de foretagendet, gjorde det til et statsligt museum og har ansat den ene af sønnerne på stedet. Det var lidt trangt i tunnelen, det har ikke været nemme 800 meter, de har skullet bevæge sig, men tunnelen betød håb og overlevelse for byens folk.
I haven bag huset var udstillet flere ting fra krigen, miner, morterer, en gammel lastbil og et skilt med en tekst, der var noget hård at læse:
Thousands of shells rained on Sarajevo during the aggression against Bosnia and Herzegovina and UN forces registered an average of 330 impacts a day. In just one of such days, on 22 July 1993, Sarajevo received 3777 shells fired from the surrounding hills. In the siege that lasted for 1425 days, every single shell left scars on the asphalt roads, pavements or town buildings. Many of them wounded or killed one or more citizens in the besieged town, while explosions were leaving marks on concrete, similar to flowers. On some locations in town, those scars were painted wih red resin and hence they were named Sarajevo roses. As a result, the Sarajevo rose became the symbol and the memorial of those who were killed in the besieged Sarajevo and of their heroic struggle, whereas red colour is a reminder of the blood of Sarajevo inhabitants shed while queuing for bread and water, of children playing carefree and of all those who were only trying to survive in the town without an exit. In the first phase of the project, 100 of Sarajevo roses were marked but many of them disappeared due to various reconstruction and rehabilitation activities.
Under teksten stod, at 11.541 personer døde under belejringen og af dem var 1601 børn. Og netop som jeg havde læst teksten, vendte jeg mig om og så på jorden foran mig, en Sarajevo rose.
Vi kørte derfra videre mod Kiseljak, for at se Hotel Dalmacija, der under OL i 1984 blev brugt som pressecenter. Under krigen var Kiseljak et knudepunkt for al trafik ind og ud af det sydlige Bosnien. På vej til hotellet så vi rigtig mange grønne stykker græs som dette. Nogle gange blot pludseligt i vejkanten, andre gange i folks baghaver.
Hotel Dalmacija som det ser ud fra vejen.
Det ser ikke ud af meget, men så kommer man op på bagsiden og så skal jeg da lige love for, at der er hotel for alle pengene.
Jeg ved fra Claus og vores turleder, at Claus på et tidspunkt hentede nødhjælp her på hotellet og bragte det ind til Sarajevo. På et tidspunkt var det så slemt, at nødhjælpsarbejderne ikke turde køre ind i byen, men nødhjælpen skulle jo ind. Så sammen med nogle hollændere, kørte nogle danske soldater over Mount Igman til Hotel Dalmacija efter nødhjælpen. Den ene vej går det roligt, men på tilbagevejen skal de af grusveje, der overvåges af serberne. Claus beskriver turen tilbage over Mount Igman som rallykørsel i store lastbiler. De bliver angrebet på vejen tilbage, bilerne standser, alle hopper ud på hug ved bilerne, gevær ved skulder og klar til at skyde. En af lastbilerne er ramt og kan ikke køre videre, de må forsøge at skubbe den ud over kanten af vejen, men det lykke sikke pga. bilens skader. I stedet kører en anden lastbil op og skubber den helt ind i bjergvæggen, så de kan køre forbi. Nødhjælpen i den bil er tabt.
Et par dage efter bliver en del af nødhjælpen afleveret ved et børnehjem i Sarajevo. Claus beskriver mindet således:
Et par dage efter nødhjælpsturen over Mount Igman, skal nødhjælpen leveres til et børnehjem i Sarajevo. Vi bliver spurgt, om vi vil med ud og aflevere nødhjælpen, hvilket vi siger ja til. Jeg har et behov for at se, at de ting jeg gør dernede, gør en forskel for nogen. Da vi kommer til børnehjemmet, ser vi et stort, gammelt, meget slidt hus i flere etager. Vi kommer ind af bagdøren, da vi helst ikke skal ses komme ind. Vi kommer ind i et køkken. Det ligner en stor baggang med hullede fliser, nogle lange planker var sat op som bord, hvor mad og sutteflasker blev tilberedt. Vi bliver taget imod med smil af de søstre, der har børnehjemmet og bliver vist rundt. Vi kommer ind i værelser, hvor der ligger 10 børn (babyer) i tremmesenge, de har meget lidt menneskelig kontakt, meget inaktive børn, grundet fejlernæring og manglende menneskelig stimulans. Børnene er zombie-agtige at se på, ingen reaktioner, ingen kontakt, ingen smil, ingen lyde. Vi går videre til et rum med de lidt større børn, disse børn er glade for at se os, kommer med tegninger, vil gerne give knus, de ved hvor maden kommer fra. Børnene er beskidte og i laset tøj, men fremfører alligevel stolte et skuespil for os. Værelserne fremstår rene, men alle vinduer er dækket til ud mod gaden. Det var en hård dag, men belønnende, da jeg her oplevede, at noget jeg havde været med til at gøre, gjorde noget godt for nogen.
Onsdag kørte vi til Mostar, en pænt lang tur. Dagen var stort set det jeg vil kalde en ”turistdag”. Byen er smuk, men bar stadig tydelige spor fra krigen. Blandt andet denne sten.
En lille oplevelse for mit vedkommende, efter at have betalt den fyrstelige sum af 4 kr. fik jeg lov at bruge det offentlige dametoilet. Jeg bestemte mig for, at det var på tide at min blære fik lært at holde sig lidt længere. Jeg tog lidt senere et billede af mig selv, med et meget lettet smil, da jeg fandt et rigtigt toilet. Billedet sendte jeg til mine venner herhjemme, der kort forinden havde fået billedet af det første toilet.
På vej hjem så vi denne ruin. Vi havde set en lignende dagen forinden. Ifølge vores chauffør sker der det i Bosnien, at firmaer ”har det med at brænde ned”, hvis ejeren skylder staten lidt for mange penge og ikke kan betale. Og da deres forsikringssystem er elendigt må vi antage, at det ikke er ejerens eget valg, at brænde ejendommen ned.
Nææ se hvad vi fandt på vej tilbage til hotellet. Så bliver man da lidt glad i sit danske hjerte.
På hjemvejen gjorde vi holdt her. Et mindesmærke over et vigtigt slag under WW2. Efterfølgende valgte Jugoslaviens præsident Tito at genopbygge broen, blot for at sprænge den i luften igen, så han kunne få nogle realistiske filmscener til en film om slaget under WW2. De er skøre de jugoslavere.
Så kom turens hårdeste dag for mit vedkommende. Faktisk tror jeg bare det var en sindssyg hård dag for os alle af vidt forskellige årsager.
Vi skulle til Doboj og på vejen skulle vi stoppe ved Maglaj tunnelen, lægge en krans for to danske nødhjælpsarbejdere og holde andagt. Af hensyn til de andre soldater, viser jeg kun ganske få billeder af stoppet ved Maglaj tunnelen. Her har vi vores turleder med kransen og til højre vores feltpræst, der afholdt andagten. Det var smukt og det var hårdt og der var flere knækkede stemmer under sangen Altid frejdig hvor du går.
På stenen står der:
Til minde om
Danskerne Jimmi Nygaard (20) og
Niels Bromand (21)
Der under en humanitær mission mistede deres liv på dette sted d. 1.6.1993.
Tak er kun et fattigt ord.
Maglaj Kommune
Derfra kørte vi videre til Camp Valhalla, der i dag er vognopbygningsvirksomhed. Det var her min storebror var under sin udstationering i 1999/2000. Det kan være svær at forestille sig i dag, at det en gang var en militærlejr.
Men få spor var der dog at finde rundt omkring.
Jeg må indrømme, at jeg på dette sted måtte stå i Claus’ arme og stortude i flere minutter. For mig, en teenager på det tidspunkt, var det ganske traumatisk, da min storebror kom hjem som en totalt ændret mand i 2000 og i mange år har jeg anset min storebror for død og Bosnien var landet hvor han døde. Og nu stod jeg pludselig her, i hans lejr, på stedet han døde og kunne se, hvordan livet bare var gået videre og hvordan ingen havde sat en mindesten op her, for de mange soldater, hvis sind blev ødelagte og døde på dette sted. Ingen havde sat en mindesten op for min døde storebror og hold nu op hvor fik jeg tudet igennem og fik al min sorg ud, som jeg havde båret på i 18 år. Det var hårdt, men det bedste var, at jeg var blandt venner, blandt veteraner og pårørende, der forstod min sorg og min smerte.
På vej ud fra lejrområdet, kommer man forbi to store tankstationer. Rygterne vil vide, at de to tankstationer og et butikscenter længere nede af vejen, er bygget og ejet af en mand, der under krigen fik 50.000 deutchmark om måneden for UN’s leje af fabriksbygningerne, hvor lejren lå. En fuldstændig uhyrlig leje. Uden for lejrområdet var der helt ekstremt mineret. Man regnede med det ville tage op til 20 år at fjerne alle miner. Man har fået fjernet en del og havde styr på resten, indtil der for nogle år siden var voldsomme oversvømmelser i området. Nu har de sidste miner ligesom flyttet sig lidt rundt, så nu ved man ikke længere helt hvor de er. Tænk sig at bo i det område og ikke være tryg ved at sende ungerne ud og lege på engene og i skovene.
På turene mellem dagens stop, kunne veteranerne træde op i front af bussen, tage mikrofonen og fortælle om deres tid og oplevelser dernede. Vi kørte mange steder langs floden, og bedst som man sidder og nyder naturen og skønheden, fortæller en af veteranerne, hvordan serberne stod på den modsatte flodbred, stillede deres bosniske fanger op på række, skød dem og sparkede deres lig ned i floden. Pludselig får udsigten en noget grim bismag. Det var ikke lige denne flodbred, der blev talt om, men det var dog langs denne flod.
Vi landede dernæst i North Pole Barracks, der i dag bruges af en bosnisk militær logistikenhed. Vi kom ind i lejren , fik en kort velkomst og fik lov at gå frit rundt. Det første soldaterne i lejren havde gjort, var at stille det helt store sorte marked klar til os, bare i tilfælde af, at vi fik lyst til at købe et fjernsyn eller en vinkelsliber.
To af gruppens medlemmer fik i lejren mulighed for at hilse på en kvinde, der havde fungeret som tolk for dem under deres udsendelse. De havde holdt kontakt til hende i de mange år siden og havde aftalt at mødes denne dag. Det var første gang hun var tilbage i lejren, siden hun arbejdede som tolk for UN. Det var tydeligvis et glædeligt gensyn for dem alle.
Fra North Pole Barracks kørte vi videre til Camp Dannevirke. Et sted der i dag er ved at få bygget en kæmpe azerbaijansk frugtfabrik. På vejen så vi huse som dette. Dem så vi faktisk mange af, huse der var sønderskudt, bombede, huse, hvor man havde istandsat halvdelen, lige nok til at man kan bo der.
Det var lidt svært at komme ind til Camp Dannevirke, der var højt hegn omkring og vores turleder og tolk måtte arbejde lidt for at få vagtdamen til at lukke os ind. Men der er ikke noget, der åbner døre så godt som en flaske Gammeldansk.
Camp Dannevirke er lange barak-lignende bygninger, der fungerede som koncentrationslejre for serbernes fanger, inden det blev til UN lejr.
Inde i bygningerne er stadig tegn på deres tidligere liv som UN lejr. Jeg valgte bevidst ikke at lede efter tegn på deres tidligere liv som koncentrationslejr, jeg synes turen var rigeligt fyldt med død og ødelæggelse.
I lejren lå et ødelagt hus, med hegn omkring. Åbenbart fungerer det som hundehus for 4 lettere sky, men dog snakkeglade hunde. Vagtdamen fortalte mig deres navne, de var tydeligvis glade for hende, og hun var glad for, at jeg tog mig tid til at forsøge at lære deres navne. Her står jeg og snakker med Tiga (hvis det da staves sådan).
Fra Camp Dannevirke gik turen videre til dagens sidste stop, Camp Gønge i Tuzla. Lejren er i dag delvis gedeostefabrik og zoologisk have. En spændende blanding. Den zoologiske have viser os, at de fortsat er noget bagud i forhold til dyrevelfærd, men de prøver da.
Det var mange lejre at besøge på en dag, det var mange hårde og tunge følelser. For nogle var der også gensynsglæde med deres gamle ”værelser”, bl.a. Søren, der stod smilende i døråbningen ind til sin gamle bygning i Camp Dannevirke og pegede ind. Gad vide hvor mange facader, hegn og mure han havde sat op, for at kunne smile sådan, da han stod der?
Fredag fik vi lov at gå rundt på egen hånd i Sarajevo. Vi besøgte en stor bazar, hvor man på trods af de mange tusind turistbutikker, stadig kunne se krigens ar. Det kunne man nu generelt alle steder vi kom frem.
Billederne herunder er samme bygning. Den ene halvdel er sat i stand og indeholder bl.a. noget restaurant. Den anden del står som for 22 år siden og også her er naturen ved at overtage dens indre.
På bagsiden af bygningen er der cafeborde, hvor folk kan sidde og hygge sig, få noget godt at spise og kan kigge på ruinen lige ved siden af dem. Som jeg sagde i starten, en uge fuld af kontraster.
Lørdag gik turen hjem meget tidligt. Meget meget tidligt. Vi stod op kl. 4, forlod hotellet kl. 5 og vi snakker bestemt ikke eftermiddag her. Efter en længere ventetid i Wien landede vi i København og det var igen tid at sige farvel til alle disse skønne mennesker. 38 var vi i alt på turen, herunder vores turleder Svend Aage, der selv var i Sarajevo med Claus i 1995, vores feltpræst Niels Peter og vores tolk Martin. De fleste veteraner medbragte en pårørende i form af en ægtefælle, eks-ægtefælle, kammerat, bror, datter osv. De fleste af os tog afsked i lufthavnen, resten tog afsked på Holmen, hvor vi skulle hente vores biler.
På vej hjem fra Sjælland sad jeg og kiggede på landskabet og jeg manglede noget. Jeg var halvvejs over Sjælland før jeg indså, at det var gravstenene, der manglede. På kun en uge, var jeg blevet så vant til at se dem alle steder, at det nu virkede helt mærkeligt, at de ikke længere var der.