Forberedelse: 15 minutter

Tilberedning: ca. 2 timer afhængig af størrelsen

Nok til: 4 personer


Ingredienser:

  • 1 kg. skinke
  • 2½ dl. brun farin eller muscovadosukker
  • 3 spsk. godt krydret sennep
  • 1 spsk. æblecidereddike
  • 1 dl. Dr. Pepper eller Coca Cola

Sådan gør du:

  • Tag nettet af skinken og skær harlekintern i overfladen hele vejen rundt
  • Sæt skinken i ovnen ved 160 grader, dæk den til med sølvpapir
  • I en gryde blander du brun farin, sennep, æblecidereddike og cola. Rør det godt sammen, lad det koge op og skru ned, så det kan simre og reducere i 20 minutter eller mere
  • Efter en time tager du sølvpapiret af skinken og glaserer den mindst 3 gange med 20 minutters mellemrum
  • Efter i alt 2 timer, tager du skinken ud af ovnen, skærer for og serverer med et par skefulde glasering fra fadet ud over kødet
  • Hvis skinken er større, skal den selvfølgelig have det længere tid dækket af sølvpapir, inden du begynder glaseringen

Glaseret skinke var også en af min papsøns påfund til hans maddag. Dagens komplette menu bestod af tomatsuppe til forret, glaseret skinke og twice baked potatos til hovedret og mandarin cheesecake til dessert. Måske ikke den mest oplagte kombination, men pyt med det, jeg synes stadig det er friske valg af en 12-årig.

Skinken er delvist inspireret af min madguru The Pioneer Woman, men i stedet for en 6-8 kg. forkogt skinke med ben, valgt vi en 1 kg. røget uden ben. Vi mente at 6-8 kg. måske var lidt rigeligt til os fire mennesker, når nu der også var forret og dessert. Det var nok stadig for meget, selvom der ikke havde været forret og dessert.

1

Den meget komplicerede række af ingredienser er: Brun farin eller muscovadosukker, Dr. Pepper eller almindelig Coca Cola (brug endelig ikke light produkter), æblecidereddike og sennep. Nå ja og skinken selvfølgelig. Doh!

2

Start med at pille nettet af skinken (hvis der er sådan et), og skær tern i harlekinmønster i skinken.

3

Det er måske lidt svært at se, men jeg håber du fanger ideen. De skal se ca. sådan her ud.

4

Læg skinken i et fad, læg sølvpapir over og sæt den i ovnen ved 160 grader. Lad den stå i en time og pas sig selv.

5

Start med at putte 2½ dl. brun farin (eller muscovadosukker) i en gryde.

6

Dernæst 3 spsk. sennep, gerne en godt krydret sennep, ned i gryden.

7

Hæld også 1 spsk. æblecidereddike i gryden.

8

Og til slut 1 dl. Dr. Pepper eller Coca Cola. Du må ikke bruge light produkter, vi har brug for sukkeret i colaen.

9

Rør det godt sammen, lad det komme i kog og lad det derefter simre i mindst 20 minutter. Det skal gerne reducere og blive lidt tykkere. Hold endelig øje med gryden, for lige pludselig er gryden alt for lille til blandingen, hvis du bare lader det koge løs. Og det er noget værre svineri.

10

Når skinken har stået en times tid i ovnen, hælder du første omgang af glaseringen over. Gentag det gerne to gange mere, så den når at få tre gange i alt.

11

Her har skinken fået sidste gang og er klar til servering.

12

Åh det ser fantastisk ud.

13

Server skinken med f.eks. twice baked potatos. Hæld et par skefulde af glaseringen fra fadet ud over kødet og spis løs.