Forberedelse: 30 minutter

Tilberedning: 30 minutter

Nok til: 8 personer


Ingredienser:

  • 1 kg. svinemørbrad
  • 1 pk. bacontern
  • 400 g. champignon
  • 2 løg
  • 3 dl. piskefløde
  • 2 dl. vand
  • Jævner
  • Kulør
  • Salt og peber

Sådan gør du: 

  • Start med at afpudse mørbraderne og skær dem i tykke bøffer
  • Pil løgene, skær dem i kvarte og derefter skiver
  • Rens champignonerne og skær dem i skiver
  • Steg baconternene på en pande, tag dem af inden de bliver sprøde og læg dem på køkkenrulle, så fedtet kan blive suget fra
  • Kom salt og peber på bøfferne og brun dem af på begge sider. Læg dem derefter over i et ildfast fad
  • Steg champignonerne på panden og fordel dem derefter over bøfferne
  • Steg løgene et par minutter, kom derefter fløde og vand på panden, lad det komme i kog
  • Kom jævner i og kulør og smag til med salt og peber
  • Hæld det hele ud over bøfferne
  • Drys med bacontern og kom det hele i ovnen i 30 minutter ved 200 grader
  • Server med ris

Jeg er begyndt at få et helt ny syn på svinemørbrad. Egentlig har jeg altid syntes, at det var en kedelig kødklump, der ikke kunne noget som helst. Jeg tog fejl (shh, ikke fortælle det til nogen, jeg tager nemlig aldrig fejl).

Min bunke af ”den skal jeg prøve en dag” opskrifter er begyndt at blive mindre, og det er en god ting. For så kan jeg snart komme i gang med alle de andre opskrifter, jeg har gemt andre steder. Alle dem, min mand ikke ved, jeg har gemt og som skal afprøves. Jeg er uforbederlig, jeg ved det.

Mine kolleger spørger ind i mellem til, hvad vi skal have at spise herhjemme. De synes altid vi får sådan nogle spændende ting her i huset. Jeg prøver at fortælle dem, at det bare handler om at være modige og prøve nogle af de mange opskrifter, som vi har stående på en hylde i de der bøger, vi fandt i Bilka og syntes så spændende ud. Der er vel en grund til, at vi købte dem?

Du skal til denne opskrift bruge svinemørbrad, bacontern, løg, champignon, fløde, jævner, kulør, lidt fedtstof og salt og peber. Og vand, men det glemte jeg på billedet.

 

Start med at afpudse mørbraden. Det er en opgave, jeg lader min mand om, det er sådan noget han kan. Han fjerner alle senerne og den slags. Skær den derefter i tykke bøffer.

 

Vi skal også lige have snittet et løg eller to. Hos os piller vi løget, men lader den lange top sidde, for så har jeg noget at holde ved, når jeg snitter. Det minimerer risikoen for køkkenulykker. Halver løget, læg et nit ned midt i det halve løg og snit så løs.

 

Rens alle champignon og skær dem i skiver. Så er vi klar til at gå i gang.

 

Start med at smide baconternene på en pande og rist dem godt. Men ikke alt for godt.

 

Når de ser ca. sådan ud, kan du lægge dem på et stykke køkkenrulle.

 

Giv dine mørbradbøffer en omgang salt og peber og brun dem af på begge sider.

 

Når du har brunet bøfferne, lægger du dem over i et ildfast fad.

 

Giv derefter champignonerne en god omgang på panden.

 

Og fordel dem derefter over bøfferne i fadet.

 

Så blev det løgenes tur. Lad dem stege et par minutter først.

 

Hæld derefter fløden og vandet over løgene og lad det simre lidt.

 

Kom lidt jævner og kulør på panden og smag til med salt og peber.

 

Hæld derefter saucen over i fadet. Fordel løg og sauce godt rundt.

 

Drys baconternene ud over det hele og sæt den i ovnen i 30 minutter ved 200 grader.

 

30 minutter er gået og mit køkken dufter fantastisk. Ja faktisk hele mit hus, men det er også et meget lille hus, så duften breder sig hurtigt.

 

Server med ris og nyd. Det smager helt fantastisk, og har nogle enkle og nemme ingredienser. Nemt og enkelt og fyldt med smag, hvad mere kan man bede om.