Hvornår slutter krigen?

Hvornår slutter krigen?

Jeg hedder Claus Madsen, er pt 44 år gammel. Jeg bor sammen med min kone Louise på et lille nedlagt landbrug, hvor også min søn fra 1. ægteskab bor, derudover har jeg en datter fra 1. ægteskab som bor hos sin mor. Husholdningen tæller ellers to dejlige rottweilere og tre katte.

Det jeg gerne vil, er at fortælle noget af min historie. Noget kan jeg huske, andet har jeg måtte i mine arkiver og finde. Jeg håber du vil have tålmodighed til at læse hele historien, dele den så andre også får et indblik i, hvordan jeg som veteran har det.

 

Jeg startede som værnepligtig i marts 1994, hvor jeg havde meldt mig frivilligt til Sjællandske trænregiment, i daglig tale forsyningstropperne. Jeg havde fra starten af en klar forventning om, at melde mig frivilligt til en tur til udlandet. I november 94 var værnepligten færdig, og vi skulle i gang med missionsorienteret træning. Denne træning omhandlede bl.a: Et glatbanekursus, så vi kunne styre både busletter og lastbiler. Et mindre forløb med undervisning i at styre voldsomme forsamlinger, brandslukning samt vi skulle prøve at være antændt og lære at reagere rigtigt. Derudover handlede det om at lære hinanden at kende, inden vi skulle af sted. Vi fik at vide at det måske nok ikke var en badeferie, som Cypern var endt ud med at være, men at der var fred i Eks-Jugoslavien, ud over nogle småting, som vi ikke ville være indblandet i. Vi skulle være i Sarajevo, hvor vores opgave var at servicere hovedkvarteret, med alt hvad de skulle bruge, lige fra papir til brændstof, køkkenpersonale og vagter.

 

Jeg var med anden rotation som tog af sted i starten af Februar. De første par måneder gik som forudsagt, ingen større momenter, det værste var at en af forsyningshjælperne, kom til at fylde benzin på en af den engelske generals dieselbiler. Så der måtte mekanikerne i gang med at få tømt tanken, og få skyllet motoren igennem.

Nu smuldrer min hukommelse så. Jeg kan på ingen måde sætte resten af tiden i kronologisk rækkefølge. Vi var udsat for flere morterangreb. Vi kunne ikke få forsyninger til lejren, da Sarajevo var blevet lukket helt ned, man turde heller ikke benytte lufthavnen. Alt transport på Sniperstreet skulle foregå i pansrede køretøjer. For at komme til lufthavnen, skulle man af Sniperstreet, og da det var derude man havde et lager af diesel, måtte der køre pmv´er med tønder fyldt med diesel, tilbage til en fransk lejr som var på den rigtige side, hvor vi sugede det over i en tankbil. Der var to pmv´er som kørte i pendulfart mellem os og lufthavnen. På et tidspunkt hvor der ikke var en af pmv´erne ved os, blev vi beskudt af en sniper. Vi kaldte tilbage til vores lejr, for at få tilladelse til at skyde igen, hvilket vi ikke kunne få lov til, da vi var i den franske lejr. Der blev taget kontakt til franskmændene, men de havde ikke registreret at der havde været skudt ind i lejren, så de ville ikke assistere os. Alt imens dette foregår, står vi gemt bag tankbilen, og håber vores fornemmelse for, hvor skuddene kom fra var rigtig. Da vi bliver informeret om at franskmændene ikke vil hjælpe os, kalder vi pmv´erne op, og beder en af dem om, at komme tilbage med det samme, så vi har beskyttelsen fra deres tung maskingevær, som sniperne havde stor respekt for.

Der var en rute over Mount Igman som ikke var blokeret, denne rute blev brugt til at hente nødhjælp, til bl.a. børnehjemmene. Da hollænderne manglede hjælpekørere, hjalp vi med dette.

Turen ud fra Sarajevo var stille og rolig, det var turen tilbage så ikke. Serberne vidste godt hvad der foregik, så det var ikke usædvanligt at der blev skudt på lastbilerne, og det var desværre ikke kun med gevær. Den tur jeg var med på, blev en af de forreste lastbiler ramt af en granat, så den ikke kunne køre videre, heldigvis blev intet personel skadet ved denne episode (Så vidt jeg husker).

En af de følgende dage, var vi med ude og aflevere nødhjælp på et af børnehjemmene. Der var nogle enkelte nonner, der tog sig af børnene, det bedste de kunne, men de var slet ikke nok i forhold til antallet af børn. Spædbørn der græd hele tiden, de lidt større som stod op i tremmesengene, imens de rokkede frem og tilbage, og så fuldstændig udtryksløse ud. Denne oplevelse gør at jeg i dag, har svært ved mindre børn der græder, og slet ikke kan holde til at se børn der er vanrøgtede, selv ikke på film, uden at tårerne presser sig på.

 

Efter en køretur ud for at hente brændstof, kommer jeg tilbage til lejren. Her bliver jeg gjort opmærksom på, at der pisser diesel ud af tanken. Da vi undersøger tanken, finder vi ud af at den er blevet ramt af et skud, ca i hovedhøjde på chaufføren, bare en halv meter bagud.

Under et af morterangrebene, blev en af vores ramt i ryggen af et fragment, en fransk læge blev dræbt, og der er helt sikkert sket meget mere, som jeg ikke kan huske.

De sidste par måneder i Sarajevo, husker jeg kun, som at vi sad i beskyttelsesrummet under det olympiske isstadion

Efter vi kom hjem, blev vi spurgt i samlet flok, om der var nogen der havde brug for hjælp af en psykolog? Der sidder 130 soldater samlet, hvem er lige den der rækker hånden i vejret og siger ja. Nej vel, det var der heller ingen af os der gjorde. Der burde man nok have været lidt klogere, da der allerede var et par stykker der havde været forbi den lukkede på rigshospitalet.

 

Jeg fandt hurtigt et arbejde, efter vi var blevet aftrådt, faktisk fandt jeg mig nogle forskellige ansættelser de næste år af mit liv, inden jeg landede på en hylde jeg kunne være på. Jeg fik mig et meget frit job som truckfører/lagermand i et ikke så stort plastfirma. Der skulle læsses biler med diverse varer, så havde jeg selv ansvaret for at være klar når bilen kom, samt at få det læsset på. Med tiden voksede firmaet, og flere lagerfolk og truckførere blev ansat. Jeg sørgede dog for at have mit eget område at stå for, samtidig fik jeg lidt ekstra ansvarsområder. Med tiden blev jeg flyttet til at skulle stå for en anden afdeling, hvor jeg sammen med medarbejdere fra et andet firma, skulle sørge for at producere de solgte varer, samt at bestille kørsel og læsse/losse biler. Dette foregik mest udendørs på en nedlagt flyveplads, så også her var der højt til himmelen. Jeg opnåede at arbejde for firmaet i 11 år, inden filmen knækkede helt.

 

I efteråret 2013 viser DR en tredelt udsendelse der hedder Veteranerne. Heri følger man nogle veteraner og hører deres historie, med hvordan de kæmper sig igennem hverdagen. Jeg tænker at det vil jeg se, for hvor slemt kan det lige være. Første afsnit var, så vidt jeg husker, ganske ok. Ikke noget jeg tænkte videre over. Andet afsnit lige sådan, i hvert fald de første par dage, for der er noget der nager. Det den ene fortalte, det lød sgu bekendt. Det var da egentligt det jeg havde oplevet i Sarajevo. Der blev tænkt meget, nogle følelser begyndte at røre på sig. Hvorfor gik det mig så meget på. Efter arbejde måtte jeg bladre i den blå bog, som blev lavet over vores hold. Og hold da kæft, der var han jo, ham fra DR´s udsendelse, som fortalte min historie, eller som det jo så var, vores historie. Tid til at tredje og sidste afsnit skulle på skærmen. Her var jeg i tvivl, skulle jeg se det afsnit også? Eller ville det bringe mere frem, som jeg egentligt have lagt bag mig, eller rettere sagt, som jeg ikke vidste var sket. Jeg så afsnittet, der var heldigvis ikke så meget fra Sarajevo deri, hvilket jeg både var lettet, men samtidig også skuffet over.

 

Der går et par måneder inden mit første knæk. Jeg skriver til forsvarets psykologtjeneste for at få hjælp. Den hjælp jeg der får, et at de svarer, at jeg er god til at skrive, så hvis bare jeg skriver ned, hver gang jeg kommer i tanke om noget, så skal det nok gå det hele. Ja, tak for lort, siger jeg bare. Louise har set skriften på væggen, så hun meddeler sin chef, at hun tror jeg er på vej ned med Ptsd, så de på kontoret kan forberede sig på det, de ved vil komme.

Jeg får lagt låg på igen, og får tætnet nogle af de små krakeleringer der er i skjoldet.

2014 er et godt år, det virker til der er kommet styr på det hele igen. I september holder Louise og jeg 70 års fødselsdag, med det lille tvist at vi lige har viceborgmesteren ude og vie os. Dette var så den sidste gode større fest, jeg har været med til.

Til vinterfest i mc-klubben januar 2015 går det så galt, hvad der har trigget mig vides ikke. Hvad der egentligt sker, husker jeg heller ikke så meget af. Min kone Louise siger på et tidspunkt til mig, at nu skal vi hjem, og det var ikke sagt som et spørgsmål. Hun fortæller efterfølgende at jeg var en helt anden end normalt, jeg var direkte ond, og havde øjne som om jeg var klar til at slå nogen ihjel. Slet ikke den mand hun ellers kendte, som kunne stå med en narkopåvirket klovn, og bare holde ham på en armslængdes afstand, og ellers tage det helt roligt, selvom t-shirten blev revet i stykker. Hun var sikker på, at havde nogen sagt bøh til mig, eller bare kigget på mig, på en forkert måde, så havde jeg flået hovedet af dem. Søndag spørger Louise hvor meget jeg kan huske fra lørdag? Hvilket er så godt som ingenting. Hun fortæller mig om det, og undres meget over det, for hun mener ikke jeg har fået noget særligt at drikke (hun var bartender). Om mandagen var det på arbejde i hovedafdelingen, da vi grundet vinter ikke havde så meget at lave i min afdeling. Jeg fik lavet så godt som ingenting. Til middag var jeg nødt til at gå hjem, der havde jeg tilbragt en del tid på toilettet, med tårerne rendende ned af kinderne. Dagene går bag lukkede gardiner. Torsdag er det så af sted til lægen, og få at vide at det bare var en depression. Her er nogle piller, æd dem.

Det gik kun en vej for mig, og det var ned af. Jeg holdte mig inden døre, under mit tæppe i sofaen, med nedrullede persienner, hvor jeg lige kunne holde øje med hvad der foregik udenfor, samtidig havde jeg frit udsyn til vinduet ud mod haven. Jeg ville ikke overraskes af nogen. Louise snakkede nu med mig om, at det måske var noget Ptsd, hvilket jeg slet ikke ville høre på, lægen sagde depression, så det holder jeg mig til. Igennem arbejde kommer jeg til en psykolog, som siger det er en midtvejskrise, og det skal jeg se at komme over. De få sessioner jeg har med ham, foregår på 15-20 minutter, for der er slet igen grund til jeg er der. Og Ptsd, ha det er bare noget pjat, det eksisterer slet ikke, folk skal bare se at kigge fremad, i stedet for bagud.

Efter jeg har været der et par gange, får Louise nok, hun ringer til Veterancentret og får en snak med dem, hvor hun bl.a. fortæller at jeg nogle år forinden, har skrevet til Forsvarets psykologtjeneste, hvor det svar jeg fik fra dem var, at jeg var så god til at skrive, så jeg skulle bare skrive mig ud af det. Dette havde jeg glemt, indtil det blev bragt på bane igen. Veterancentret siger så til hende, at hun skal få mig til at ringe, da de ikke kan gøre noget, uden det er mig selv der henvender mig, men at de helt klart mener der er grundlag for en visiterende samtale. Efter et par dage hvor jeg bliver bearbejdet, tager jeg mig endeligt sammen og får ringet. Det tager ikke længe inden der er aftalt en samtale. Herefter bliver jeg ret hurtigt henvist til en psykolog, som veterancentret har et samarbejde med, og som de kan stå inde for. Her bliver jeg mødt af en helt anden imødekommenhed, end ved den første psykolog jeg var ved. Her blev der rent faktisk lyttet til mig. Jeg var i første omgang visiteret til 10 samtaler, så efter den niende, spurgte psykologen om ikke jeg syntes han skulle bede om et sæt mere, hvilket jeg kun kunne bekræfte nok var nødvendigt. Der blev forsøgt flere metoder, til at få hul på mig, hvilket desværre ikke lykkedes. Min psykolog kontaktede endda hans kolleger i Tyskland, for at høre, om de havde forslag til, hvordan vi fik slået hul på bylden. Psykologen var dog ikke i tvivl om hvad der var galt. Efter 3 samtaler i andet sæt, nævner han at jeg evt. skal på Ptsd klinikken i Århus, hvad jeg vil sige til det? Det tygger jeg lige lidt på, og giver ham så ret efter et par samtaler mere.

Jeg kommer til visiterende samtale på Ptsd-klinikken, hvor vi får vendt hvordan og hvorledes det hele ser ud. Til sidst fortæller psykologen så, hvordan et forløb ved dem, kan se ud. At de kører forskellige pakker, alt efter hvor meget man skal have hjælp til. Han vil anbefale at jeg får den store pakke, hvor jeg kommer til samtale ved ham, efterfulgt af en time ved fysioterapeuten, for at få nogle redskaber til at få kroppen til at slappe lidt af, samt psykiaterkonsultation, så der kan komme styr på medicin, og ikke kun den min læge har givet mig, samt jeg følges af sygeplejersken, så vi er sikre på alt går fornuftigt rent fysisk. De næste 9 mdr. er jeg afsted 1-2 gange hver uge. Der bliver forsøgt forskellige metoder ved psykologen, men som han sagde, så har jeg muret en skal op, henover de sidste 20 år, og hver gang vi tror, vi har fået fjernet en sten, opdager vi at der er en tyk jernplade bagved, som inddæmmer det meste. Vi formår desværre kun at få meget lidt ud. Efter de 9 mdr. kan de ikke gøre mere for mig på klinikken, og der anbefales fra deres side, at jeg ikke bliver sendt i yderligere tilbud fra kommunens side. Da jeg må anses som færdig behandlet, uden håb om bedring.

Jeg havde en rigtig behagelig sagsbehandler på sygedagpenge afdelingen. Hun lyttede, ja du læste rigtigt, hun lyttede til hvad der blev sagt fra min side af. Der var et godt samarbejde, hvilket måske også hænger sammen med, at jeg gjorde alt hvad jeg kunne. Sammen med Louise fandt jeg et sted at komme i arbejdsprøvning, hvilket vi fremlagde for kommunen. Dette blev godkendt, og jeg startede ud med to x to timer i ugen. Louise sagde jeg skulle skrive dagbog, både over hvordan arbejdet gik, men ikke mindst over hvordan jeg havde det ellers, både de dage jeg havde været på arbejde, og de dage jeg havde ”fri”. Efter et kig i dagbogen, kan jeg se jeg var i arbejdsprøvning i ca. tre mdr. Tiden jeg var af sted, blev ikke sat op, som vi ellers havde satset på. Jeg kunne simpelt hen ikke. Perioden havde været fyldt af nedture og selvmordstanker, og jeg er ikke i tvivl om, at var jeg blevet ved, så ville enden af det, være to børn der stod uden en far, og Louise uden sin mand. Arbejdsprøvningen foregik imens jeg var tilknyttet Ptsd-klinikken, så vi var sikre på de var der, til at prøve på at samle stumperne op igen. Da arbejdsprøvningen blev afsluttet, mente sagsbehandler ikke jeg skulle ud i mere lige nu, men lade min behandling blive færdig.

Efter Ptsd-klinikken har afsluttet mig, med udtalelse til kommunen, om at der ikke var håb for bedring af arbejdsevnen, indstiller sagsbehandler mig til førtidspension, hvilket går igennem 1. december 2016. Samtidig har jeg igennem veterancentret fået ti samtaler mere ved psykolog, for at forsøge at bedre min livskvalitet.

 

Arbejdsskadesagen

  1. Juni 2015 blev min sygdom anmeldt som arbejdsskade, ved hjælp af en socialbehandler fra veterancentret. Jeg får efterfølgende hjælp af socialbehandleren og Louise til at udfylde diverse papirer til arbejdsskadestyrelsen, som på et tidspunkt i forløbet ændrer navn til Arbejdsmarkedets erhvervssikring, forkortet til Aes.

Allerede 10. Juni 2016 har Aes afgjort min sag. Afvist med begrundelsen at:
Årsagen er, at der ikke er tidsmæssig sammenhæng mellem dine belastninger, i forbindelse med din udstationering i 1995 til Jugoslavien, Sarajevo, og udviklingen af din psykiske lidelse cirka 20 år senere.

 Dette på trods af, at den speciallæge med speciale i psykiatri, som Aes selv har sendt mig til, ganske klart udtrykker at jeg har Ptsd stammende fra min udstationering.

Jeg var under fuld behandling på Ptsd-klinikkens veteranafdeling, samt psykologen der, har skrevet en udtalelse, som også underbygger Ptsd.

Der har tidligere været en såkaldt 6 mdr. regel, som bestod af, at man skulle have været i kontakt med læge, angående psykisk belastning, inden for de første 6 mdr. efter hjemkomst fra udstationeringen. Denne regel er ophævet, hvilket er sket fra politisk side, da undersøgelser har vist at de psykiske problemer ikke nødvendigvis har meldt sin ankomst der. Alligevel henvises der også til denne regel, som en del af begrundelsen for afslaget.

 

Jeg tager kontakt til en advokat, som gennemlæser min sag, og med det samme siger, at der skal klages over den afgørelse.

Advokaten beder på mine vegne Soldaterlegatet om penge, til at klage over afgørelsen af min sag, hvilket de bevilliger.

Ankestyrelsen giver i starten af november 2016, Aes ret i afvisningen af min sag. Advokaten siger at vores mulighed nu er, at tage den i retten, for hun mener stadig at det er en forkert afgørelse. Dog skal det kun gøres, hvis vi har mulighed for fri proces, da hun ikke syntes vi skal risikere selv at skulle betale op mod 150.000 kr, hvis vi taber sagen. Louise og jeg har en årsindkomst der er lidt højere end den må være, hvis man skal have fri proces, så denne udvej er ikke prøvet.

 

I efteråret 2017 bliver der fra politisk side, besluttet at der skal laves en forsøgsordning, hvor afviste veteraner, får lov til at få en såkaldt second opinion. Det vil sige, Aes skal sende veteranen til en anden speciallæge i psykiatri, end de var ved første gang, så der kan komme endnu en udtalelse, hvor Aes så skal ind og kigge på afgørelsen af arbejdsskadesagen. Der er ikke nævnt noget om, at Aes skal rette sig efter udtalelsen, hvilket bliver påtalt fra flere veteran-organisationer. Fra politisk side bliver der manet til ro, og man lige skal give det en chance for at komme i gang.

 

Jeg vælger ret hurtigt efter det er trådt i kraft 1. januar 2018 at skrive til Aes, at jeg ønsker en second opinion. Der går ikke lang tid, inden jeg modtager et opkald fra en speciallæge i psykiatri, at hun har fået til opgave, at lave en udtalelse på mig. Vel at mærke ved samme firma, som de første gang sendte mig til. Denne udtalelse støtter i store træk, alt hvad tidligere speciallæge har skrevet, samt hvad psykologen på Ptsd-klinikken har skrevet.

Det er nu tid til at vente på at Aes, for afgjort sagen. Jeg har ikke de store forhåbninger, da de to første er afgjort, og der er ikke ændret noget.

Aes sender mig et brev om, at de er klar til at afgøre sagen, og hvis man har yderligere oplysninger at tillægge sagen, skal de have modtaget dem inden 3. oktober 2018. Her vælger jeg så, at sende hele min sygedagpengesag til Aes, da de jo så kan se, at jeg er på førtidspension på grund af min Ptsd, og vi ved jo alle, at en førtidspension er ikke noget der bliver smidt rundt med.

Oktober får jeg brev fra Aes:
Afgørelser og beslutninger

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) har genoptaget din arbejdsskadesag og indhentet en second opinion. Den anmeldte psykiske sygdom kan ikke anerkendes som en arbejdsskade.

 Jeg har sendt afgørelsen videre til advokaten, og afventer at høre, hvad vi gør denne gang, da der er mulighed for at klage igen. Igen er en af begrundelserne, at jeg ikke har fremvist symptomer inden for de første 6 måneder efter hjemkomst.

Fuldstændig som veteran-organisationerne udtalte inden prøveperioden gik i gang, lytter Aes ikke til den nye udtalelse, da det jo vil sige de tog fejl første gang.

Hvornår indser politikkerne, at de er nødt til at gøre noget.

De må stå ved deres ansvar.

Vi kan som land, ikke tillade os, at sende soldater, politi, sygeplejersker, læger og så videre ud i verden, uden at være klar til at påtage os ansvaret for deres eventuelle skader.

 

Wrap it up:

Jeg husker kun brudstykker fra min udsendelse, og kan som sagt ikke sætte dem i kronologisk rækkefølge. Jeg kan langt fra huske alle jeg var udsendt med, og kan heller ikke huske alle episoder, hverken gode eller dårlige. Derudover så fungerer min hukommelse heller ikke for godt siden hen.

Da en kammerat skulle skrive lidt til Aes, om hvordan jeg havde forandret mig af, at være af sted, mindede han mig om, at han måtte tale mig fra at begå selvmord engang i nullerne. En anden kammerat skrev, at jeg inden udsendelsen altid var klar på sjov, og var spontan. Men efter jeg kom hjem, laver jeg ikke noget uden at have gennemtænkt det hele, og sjov er der ikke meget plads til.

  1. januar 2018 overtog vi vores nedlagte landbrug, hvor der er langt til naboer, ingen trafik, og ganske stille. Det er nok den bedste beslutning der længe er truffet, at vi kom herud. Selvom vi boede i en lille by før, er dette noget helt andet. Jeg har fået det bedre. Jeg er ikke nødt til at kigge mig over skulderen hele tiden, fordi jeg skal vide hvordan hele verden ser ud omkring mig. Jeg kan danse nøgen rundt ude i haven, hvis jeg skulle få lyst til det, der er ikke nogen der ser det. Her er plads til at jeg på en dårlig dag, kan sætte mig ude mellem træerne, snitte i en pind eller hvad jeg nu laver, uden at blive forstyrret. Min angst bliver ikke fodret hele tiden, min krybdyr hjerne kan få lov at træde lidt i baggrunden, det hele handler ikke kun om overlevelse længere, der er andet i livet end: kæmp, flygt eller spil død. Det hele handler ikke længere kun om forsvarsmekanismer.

 

Betyder det så at alt er godt? Nej det gør det ikke, der er stadig flashbacks, hvor jeg er i Sarajevo, og står over for de udfordringer vi havde dernede. Jeg sover af og til kun to timer på en nat, og vågner op, fuldstændig øm i alle muskler. Så har jeg kæmpet en kamp igen, jeg er både velsignet og forbandet med at jeg ikke husker drømme og mareridt, formentlig pga. det panser der gør, jeg heller ikke kan huske ret meget fra min fortid i Sarajevo. Det betyder også, at Louise ind i mellem vågner med blå mærker, når hun har lagt krop til min kamp mod fjenden. Eller hun har selv haft en ekstremt dårlig nattesøvn, fordi jeg har været urolig.

Jeg kan nogen gange lave noget i et par timer af gangen, inden jeg er brugt op, andre gange kan det tage ti minutter, så er jeg badet i sved, uden at have lavet noget fysisk, simpelthen fordi min hjerne så har kørt på overtryk, og jeg har koncentreret mig om noget. Louise har vænnet sig til at trække sig og blive stille, når jeg begynder at bide af hende. Så ved hun, at min maske er begyndt at slå revner.

Jeg har stadig køreture hvor jeg har svært ved at komme over 50 km/t, da jeg så ikke kan følge med til at se alt. Jeg er ekstrem på mærkerne for at lægge mærke til farer når jeg kører bil, hvilket gør at jeg sjældent kører bag større biler, da jeg så ikke har fuldt udsyn. Hvilket Louise har en god evne til at mærke, når det er en af de dage, hvor det gælder om at komme forbi. Jeg kan også være den idiot der kommer blæsende med 150 km/t, det er gerne hvis temperamentet er ved at koge over, eller krybdyrhjernen har indstillet sig på flugt.

Jeg ser også ganske ubevidst hvor evt. snigskytter ligger, hvilket er årsag til at jeg generelt ikke opholder mig i større byer.

Støj er heller ikke noget jeg er glad for, da jeg så skal bruge alt for meget energi på, at lægge mærke til lyde omkring mig, for at være sikker på ikke at blive overrasket.

Koncerter, mc-træf, eller større forsamlinger af mennesker, er noget jeg holder mig langt væk fra, det tager for meget på kræfterne. Større forsamling kan for mig være under 10 personer, er jeg sammen med mine nærmeste, kan jeg også håndtere 20-30 personer, men nogen fest-abe, bliver jeg formentligt ikke igen. Jeg vælger gerne festligheder fra, hvis ikke det lige er de allernærmeste der holder noget, da jeg ved at jeg hurtigt er fuldstændigt ødelagt, og at det koster det meste af den efterfølgende uge, at komme op på mit normalniveau. Som familie må vi hele tiden afveje, hvordan min energi skal bruges og hvad der skal skrottes i de efterfølgende dage, for at jeg kan deltage i arrangementer med familien.

Selvmordstankerne er der også stadig, heldigvis ikke så tit som før, og heller ikke tænkt ud i mindste detalje, som de ellers har været. Men som ægtefælle har Louise måttet forholde sig til mine selvmordstanker og planer, hun har valgt at tale åbent om det og er afklaret med, at der er en risiko for, at jeg en dag vælger at opgive kampen.

Humøret er svingende, fra nogenlunde til meget negativ. At glæde mig over noget, er meget kortvarigt hvis det sker, da glæde ikke er en følelse jeg kan holde fast i.

 

Ser du mig til et eller andet, så vil du aldrig mærke den kamp, der raser i mig. Jeg har altid et smil og en maske på.

Om det er bevidst eller ej, skal jeg lade være usagt, det er nok mere en forsvarsmekanisme.

 

Som overskriften spørger: ”Hvornår slutter krigen?” Det gør den formentligt ikke før jeg er væk, og har været i den store ovn. Alligevel prøver jeg på, sammen med Louise at gøre min hverdag mere tålelig. Jeg får desuden også min medicin, som jeg nok aldrig slipper helt for, da den gør at jeg får lidt søvn, dæmper min angst en smule, og fjerner nogle af selvmordstankerne, og bruges når jeg mærker panikken er ved at nærme sig.

Nu mangler så bare at Aes, tager sig sammen, og godkender at det er Ptsd fra min udstationering, så forsvaret kan få lov at indrømme, at her er endnu en der er blevet skadet.

 

Dette er ikke skrevet for at du skal få ondt af mig, for det er der ingen grund til. Det er skrevet for at jeg kunne komme ud med det, og måske i sidste ende få råbt nogle ansvarshavende op. Og det har jeg brug for din hjælp til.

 

Tak for at du gad bruge din tid, på at læse dette. Så vil jeg bare gerne bede dig om at dele det også, så det forhåbentligt når de rette personer, der har mulighederne for at gøre noget.

 

Og så lige et svar, på noget som der måske er en del der tænker på.

Har jeg fortrudt, og ville jeg have gjort det samme, hvis jeg vidste hvad det ville ende med?

Nej, jeg har ikke et øjeblik fortrudt. Og ja, jeg ville træffe fuldstændig det samme valg. Det er en del af hvem jeg er.

 

Claus Madsen

Veteran og stolt af det