Forberedelse: 20 minutter
Tilberedning: 10 minutter
Nok til: To store og en mellem kagedåse
Ingredienser:
- 500 g. mel
- 250 g. blødt smør
- 250 g. sukker
- 1 tsk. hjortetaksalt
- 3 æg
- Evt. 2 tsk. vaniljepulver eller mandelessens
Sådan gør du:
- Bland alle ingredienser sammen i en skål til en samlet dej
- Rul dejen ud tyndt og udstik fine figurer. Eller kom den i en kødhakker med stjerneplade og lav vaniljekranse
- Bag dem ved 180 grader i 10 minutter og pak dem i lufttætte kagedåser, når de er kølet helt af
- Eller lav glasur i forskellige farver og lad ungerne pynte dem fint
Dette er den sidste af kagerne fra Frk. Jensens kogebog, som jeg har afprøvet i denne omgang. Jeg valgte dem alene pga. navnet, jeg var simpelthen nødt til at bage vrøvl og kunne servere for mine gæster. Et fantastisk navn, enkel og ligetil. Og så er det en alsidig lille kageopskrift, den kan bruges til vaniljekager, mandelkager og vaniljekranse. Men i dag var jeg i humør til at lege med mine udstikkere, så ingen kranse denne gang.
Der skal ikke så mange ting i, vi skal bruge smør, sukker, mel, hjortetaksalt og æg. Og så kan vi tilføje enten mandelessens eller vaniljepulver, hvis vi har lyst.
Frk. Jensens fremgangsmåde er ”æltes sammen”, altså ingen rækkefølge eller noget man skal gøre først. Så jeg startede med sukker, mel, hjortetaksalt og smør.
Så tilføjede jeg mine æg.
Og til sidst valgte jeg at tilføje to teskefulde vaniljepulver, for at give dem en vaniljesmag.
Det hele æltes sammen til en fin dej. Det er simpelthen nemt det her med bare at dumpe alt i en skål og mosle det sammen til en dej.
Så ruller du dejen ud og udstikker fine figurer. Og hvis din dej ikke er til at arbejde med, så smid den på køl en times tid, så er den lige så fin. Og så kan du jo bruge den time på at lave nogle af de andre juledeje, der skal på køl også. Nogle år har jeg lavet 5-6 deje fredag eftermiddag, smidt det hele på køl og så lørdag morgen gået i gang med at bage igennem. Det er noget mere effektivt på den måde.
Nå men i ovnen med dem her i 10 minutter ved 180 grader, og så har vi vrøvl.
Når de er kølet helt af, pakker du dem i lufttætte kagedåser. Claus kan rigtig godt lide dem, han synes de smager af vaniljekranse. Så måske det nemmeste bare er at lave dem her og så køre dem igennem kødhakkeren med stjernepladen på.
Du kan som sagt også tilføje mandelessens i stedet for vaniljepulver. Og hvis ungerne har lyst til at pynte julekager med glasur og krymmel, er jeg helt sikker på, at de her vil være perfekte til det.