Forberedelse og tilberedning: ca. en time, hvis du tager et trin af gangen

Nok til: 4 personer


Ingredienser:

Paneret flæsk

  • 500 g. flæsk i skiver
  • 3 dl. rasp
  • 4 spsk. mel
  • 2 tsk. salt
  • 2 tsk. peber
  • 2 æg
  • Rigelig margarine

 Løgsovs

  • 2 mellemstore løg
  • 2 spsk. margarine
  • 3 spsk. mel
  • 5 dl. mælk

Sådan gør du: 

  • Start med at banke flæsket på begge sider med en kødhammer
  • Hæld rigeligt med margarine på en pande og sæt den på komfuret ved middelhøj varme
  • Pisk de to æg sammen i en dyb tallerken og bland rasp, mel, salt og peber i en anden dyb tallerken
  • Når margarinen er smeltet og begynder at bruse op, vender du flæsket først i æggene og derefter i raspen og så på panden med dem. Husk du kun må vende flæsket én gang undervejs, når det er i gang på panden
  • Når skiverne er færdige kan du lægge dem på en tallerken i en ovn, der er varmet op til 100 grader
  • Pil løgene, halver dem og skær dem i skiver
  • Smelt margarinen i en kasserolle og hæld løgene i
  • Når løgene er bløde, gyldne og begyndt at blive brunede, tilføjer du de 3 spsk. mel
  • Rør det meget grundigt sammen, inden du begynder at tilføje mælken
  • Sovsen skal koge op og blive tyk, men ikke for tyk
  • Smag til med salt og peber
  • Server med kogte kartofler og rødbeder

Jeg har en tilståelse. En grum en af slagsen. Jeg tror næsten, jeg er i nærheden af landsforræderi. Når det kommer frem, vil voksne pege fingre af mig, familier vil krydse vejen, for at undgå at gå forbi mig på fortovet, børn vil bryde i gråd ved synet af mig, fugle vil klatte på min nyvaskede bil, mine venner vil nægte enhver kendskab til mig og min familie vil slå hånden af mig. Men det må frem. Jeg kan ikke bære på denne mørke og dystre hemmelighed længere. Du må hellere sætte dig ned nu. Jeg kan ikke lide Danmarks nationalret. Jeg kan faktisk overhovedet ikke fordrage den. Stegt flæsk med persillesovs er næsten det værste, du kan byde mig. Lige efter stegt lever og hjerter og andet indmad. Den der lidt for hvide, klumpede, tykke persillesovs og ofte skamstegte flæsk, der er så hårdt og tørt, at jeg frygter at knække en tand på det, jeg kan slet ikke få det ned. Som barn lavede mine forældre altid smørsovs til mig, så jeg undgik persillesovsen, men den stegte flæsk var jeg nød til at spise. Som voksen bestemmer jeg selv menuen og jeg har i årevis med succes undgået stegt flæsk med persillesovs. Da jeg flyttede sammen med min mand, bestemt jeg mig for at være totalt ærlig fra starten. Han fik alle mine dybeste hemmeligheder at vide, inden vi havde vores første officielle date. Alle mine særheder, mine mystiske uforklarlige tvangshandlinger og min totale afsky for stegt flæsk med persillesovs blev lagt på bordet. Han inviterede mig stadig på date. Årh.

Nu er min mand ikke en, der lader sig stoppe af mine mystiske idéer og særheder, så efter vi var flyttet sammen, lavede han en aften stegt flæsk på denne her måde til mig. Paneret stegt flæsk med løgsovs. Hold da op, en helt ny verden for mig. Det smager faktisk godt, er ikke spor tørt og så elsker jeg stegte løg. Hvor er det dejligt, han ikke lader sig stoppe af mine særheder. Og nu vil jeg dele hans opskrift med dig. Inden du jubler skal du vide, at det ikke var nemt at få skrevet denne opskrift. Alt hvad min mand laver af mad, foregår ud fra hans hoved, alle målene er i form af ”en klat af dét, rigeligt af dét, en smule af dét, så det passer af dét” osv. Det er faktisk ikke nemt at skrive ned i forståelige mål. Men med samarbejde tror vi, at det lykkedes.

1

Start med at skrælle kartofler. Jeg tænker, at du trods alt selv har styr på, hvordan man skræller kartofler, lægger dem ned i en gryde med vand og salt, og sætter dem i kog på komfuret. Hvis ikke, så ring til din mor, hun kan hjælpe dig.

2

Til den stegte, panerede flæsk skal du bruge flæsk i skiver (døh), to æg, rasp (jeg ved godt det står på hovedet, men min mand havde klippet posen op i bunden), mel og salt og peber.

3

Start med at banke flæsket med en kødhammer. Jeg elsker kødhamre. Det er klart en af mine yndlingsredskaber i et køkken. Og så er det et meget alsidigt stykke køkkengrej. Jeg har faktisk brugt en kødhammer til samlingen af en tv-reol fra Biva en gang. Og til at slå søm i væggen, så jeg kunne hænge billeder op. Undervurder aldrig en kødhammer.

4

Sæt en pande på komfuret ved middelhøj varme og kom rigeligt med margarine på. Dette er ikke tidspunktet at være fedtforskrækket. Når man steger panerede ting, skal der rigeligt med margarine på. Der skal så meget på panden, at du tænker det er sygt og alt for meget, så ved du, at du er lige ved at være der.

5

Slå to æg ud i en dyb tallerken. Den her tallerken købte jeg som 18-årig i Søstrene Grene. Den gang havde den et flot italiensk inspireret print, og der stod “spaghetti” på den. Det er efterhånden en del år siden, printet er næsten væk, men det er en holdbar tallerken. Jeg købte to, jeg har stadig begge to, de går aldrig i stykker. Ikke så meget som et hak, er der i dem.

6

Pisk æggene godt med en gaffel.

7

Her begyndte det at blive lidt svært med målene, men det ser ca. sådan her ud: Tag 3 dl. rasp, 4 spsk. mel, 2 tsk. salt og 2 tsk. peber i en anden dyb tallerken og bland det godt sammen.

8

Når margarinen er smeltet og begyndt at bruse, kan du gå i gang med at stege flæsket. Vend først skiverne i æggene.

9

Vend dem derefter i raspen og sørg for at få det godt fordelt ud over flæsket.

10

Og læg derefter skiverne på panden. Her kommer det vigtigste du skal huske if. min mand. Du må kun vende paneret kød én gang! Hvortil jeg spurgte, når nu man er 18 år gammel og aldrig har lavet mad før, hvordan ved man så, at det er tid at vende kødet. Løft en skive lidt fra panden, så du kan se undersiden, svarede han. Han er altså klog, ham min mand.

11

Sådan ser de vendte skiver flæsk ud. Husk nu at sørge for rigeligt med margarine under hele stegningen. Panering æder mere margarine ,end du regner med.

12

Efterhånden som skiverne bliver stegt, lægger min mand dem på en tallerken i ovnen, der er tændt på 100 grader. Han siger det gør to gode ting, det holder flæsket varmt og det lader kødet stege færdigt. Jeg diskuterer ikke med ham, det bliver altid godt. For resten en glimrende grundregel i et forhold, diskutér aldrig med din mand, når han laver maden.

13

Så går vi i gang med løgsovsen. Og tro mig, det er en sovs, ikke en sauce. Sauce fungerer ikke til stegt flæsk. Du skal bruge løg, margarine, mælk, mel og salt og peber.

14

Start med at pille to mellemstore løg, halver dem og skær dem derefter i skiver. Han kan det der med knive i et køkken, ham min mand.

15

En god klat margarine i en kasserolle, siger han. Ca. 2 spsk. margarine siger jeg. Du bestemmer selv hvem af os, du lytter til.

16

Når margarinen er smeltet og begynder at bruse, hælder du løgene ned i kasserollen.

17

Rør rundt undervejs og lad dem blive gyldne.

18

Her er løgene helt rigtige. Gyldne, bløde og så småt begyndt at blive brune hist og her.

19

Tilføj 3 spsk. mel og sørg for at røre det rigtig grundigt sammen med løgene. Her fik jeg min mand til at måle hvor meget mel han brugte, simpelthen ved at bruge en måleske til at øse op med. Ha, så klog var jeg.

20

Tilføj først 3 dl. mælk og rør det hele godt sammen. Tilsæt derefter yderligere 2 dl. mælk undervejs, så sovsen ikke bliver for tyk. Det skal jo heller ikke være så du kan skære tern af sovsen, når den er færdig.

21

Så er sovsen klar, den er tyk, uden at være for tyk, den er gylden fra løgene, den er varm og har kogt op. Den er lige som den skal være. Altså hvis du har husket at smage til med salt og peber til sidst.

22

Jeg glemte vist at sætte et punkt ind, hvor du skulle tage kartoflerne af og hælde vandet fra dem. Jeg håber du selv klarede den.

Her har du i hvert fald stegt flæsk a’la kræsenpind (mig). Paneret steg flæsk, løgsovs, kogte kartofler og rødbede. Det er nu gu’r (jysk ord for ”godt”).

23

God dansk mad fortjener billeder fra flere vinkler. Jeg nåede kun to vinkler, inden min mand begyndte at spise. Velbekomme.