Forberedelse: 20 minutter
Tilberedning: 5 minutter
Nok til: 4 personer
Ingredienser:
- ½ flute
- 1 pk. bacontern
- 1 krølsalat
- 3 fed hvidløg
- 1 spsk. rødvinseddike
- 2 spsk. dijonsennep
- Olivenolie
Sådan gør du:
- Hak salaten groft og kom det op i en skål
- Steg bacon sprødt og lad det dryppe af på køkkenrulle
- Skær brødet i tern og steg det sprødt i lidt olivenolie. Lad det dryppe af på køkkenrulle
- Kom rødvinseddike, sennep og finthakkede hvidløg på panden og lad det blive varmt mens du rører det sammen
- Kom bacon og dressing over salaten og vend det rundt
- Server med croutonerne ved siden af
Vi er ikke i tvivl om, at mere salat på menuen vil være godt for os. Og det er også som om det er blevet nemmere, efter vi er begyndt at dyrke vores eget salat. Jeg tror det er lige dele stolthed over at kunne servere noget, vi selv har dyrket og nærighed ved tanken om at skulle ende med at smide noget ud, der potentielt kan spises og spare os penge. Der er da ingen tvivl om, at vi stadig kunne blive bedre, men der er da sket store forbedringer over de sidste par år.
Den her salat burde jeg lave lidt oftere, den er super nem, tager ingen tid, smager godt og er med garanti et lækkert tilbehør til mange retter.
Vi skal bruge en sprød krølsalat, olivenolie, bacon, brød, dijonsennep, rødvinseddike og hvidløg. Ja jeg glemte at få hvidløg med på billedet.
Først steger vi baconternene sprøde. Altid en god start på en sund salat.
Lad dem dryppe af på lidt køkkenrulle.
Skær dit brød i tern. Ikke meget brød, bare ca. halvdelen af sådan et flute.
Steg brødternene sprøde på panden i en sjat olie.
Lad også dem dryppe af på køkkenrulle.
Hak salaten lidt groft og kom den op i en skål.
Pil dine hvidløg.
Og hak dem fint.
Jeg ved simpelthen ikke hvad der skete for lyset på de to billeder med hvidløg. Meget mystisk.
Kom hvidløg, dijonsennep og rødvinseddike på panden.
Rør det hele godt sammen og lad det blive varmt.
Kom dressingen over i skålen med salat.
Tilføj baconternene og vend det hele godt rundt.
Server salaten med brødternene ved siden af, så er der sprød salat med lun sennepsdressing, bacontern og croutoner.