Forberedelse: 45 minutter
Tilberedning: kalkunens stegetid eller 1 time ved 180 grader i et fad
Nok til: ret meget kalkun
Ingredienser:
Italian sausage
- 800 g. svinefars
- ½ dl. rødvin
- 1 æg
- 4 fed hvidløg
- 1 tsk. rosmarin
- 1 tsk. basilikum
- 1 tsk. koriander
- 1 spsk. salt
- 5 hele allehånde
- 1 tsk. fennikelfrø
- 1 tsk. anisfrø
- 1 tsk. peberkorn
- Lidt chiliflager
Stuffing
- ½ majsbrød
- Italian sausage
- 2 spsk. olivenolie
- 19 dl. hakkede løg
- 7 dl. hakkede bladselleri
- 20 soltørrede tomater
- 2½ dl. hakket persille
Sådan gør du:
- Start med at lave Italian sausage. Kom alle krydderier op i en morter og kværn dem godt sammen
- Bland kød, krydderier, æg, hvidløg og rødvin
- Kom Italian sausage, bladselleri og persille op i en stor skål
- Tilføj løg, tomater, smuldret majsbrød og olivenolie
- Fyld en kalkun op og kom resten i et stort fad og bag det ved 180 grader i 1 time
Med vores Broil King fulgte et lille hæfte komplet med opskrift på Thanskgiving kalkun, stuffing og majsbrød. Så naturligvis var det den opskrift vi fulgte, da vi første gang skulle prøve at lave kalkun på den. Men først skulle jeg finde ud af at lave en krydret kødfars kaldt Italian sausage, som americanerne bruger rigtig meget. Google er vores ven. Om så opskriften helt passer med den amerikanske udgave, det skal jeg ikke kunne sige, men vi syntes, at stuffingen blev rigtig, rigtig god, så helt ved siden af kan det ikke være.
Vi starter med at lave Italian sausage. Vi skal bruge svinefars, rødvin, æg, hvidløg, rosmarin, basilikum, koriander, salt, allehånde, fennikelfrø, anisfrø, peberkorn og chiliflager. Der er smag i det kød her.
Først starter vi med at komme alle krydderierne op i en morter.
Og så giver vi den fuld gas med støderen, moser og maser og kværner til det hele er blandet godt sammen.
Kom fars, pressede hvidløg, æg og krydderier op i en skål.
Tilføj vinen. Og først nu slår tanken mig: huskede jeg at bruge italiensk rødvin?
Når det hele er moslet godt sammen, har du Italien sausage klar.
Til stuffingen skal vi bruge vores Italian sausage, majsbrødet, hakkede løg (mange), bladselleri, soltørrede tomater, olivenolie og persille.
Kom fars, bladselleri og persille op i en stor skål.
Indse at du har taget for lille en skål, find en større frem, kom kød, selleri og persille over i den større skål og tilføj så løg og soltørrede tomater.
Tag halvdelen af majsbrødet, pluk det i småstykker og kom det ned til resten af tingene. Tilføj olivenolien.
Så skal det hele mosles godt sammen, og så er vores stuffing klar.
Personligt er jeg helt vild med stuffing. Tomaterne, kødet, brødet, grøntsagerne og krydderurterne. Det er en genial opfindelse.
Prop nu så meget som muligt ind i en stor kalkun, gerne en 15 kg.’s krabat. Og hvis der er noget til overs kommer du det i et fad og bager det i ovnen ved 180 grader i ca. 1 time.
Er det ikke bare en flot kalkun. Og den smagte eminent godt. Vi kan anbefale dig at gøre brug af opskriften på sprængt kalkun.