Forberedelse: 25 minutter

Tilberedning: 10 minutter

Nok til: 4 personer


Ingredienser:

  • 1 kg. søde kartofler
  • 500 g. hakket oksekød
  • 2 rødløg i tern
  • 2 fed hvidløg
  • 2 ds. hakket tomat
  • 1 lille bundt frisk koriander
  • 100 g. revet cheddar
  • Salt og peber

Sådan gør du:

  • Start med at skrælle kartoflerne, skær dem i mindre dele og sæt dem i kog. De skal koge i 20 minutter
  • Brun oksekødet sammen med de hakkede rødløg og de to fed presset hvidløg
  • Når kødet er brunet, tilsætter du de hakkede tomater og lader det simre i 10 minutter
  • Hæld vandet fra kartoflerne og mos dem godt med den revne ost og salt og peber
  • Hak korianderen fint og bland den i mosen
  • Kom kødsovsen i et fad med god plads
  • Fordel mosen ud over toppen og sæt det i ovnen ved 200 grader i 10 minutter

Hver gang jeg besøger mine svigerforældre, så har min svigermor ofte lige et blad jeg skal se, det kan være opskrifter, kreative ideer, artikler eller noget helt fjerde. Den her opskrift kommer fra et besøg ved mine svigerforældre, hvor hun viste mig et lille opskrifthæfte, der var fulgt med Familie Journalen. Claus og jeg er i forvejen glade for søde kartofler og det er en stor sorg, at jeg endnu ikke har fundet ud af at dyrke dem i køkkenhaven, men det afholder os ikke fra ofte at bruge dem i vores madplan. Samtidig har vi på det sidste haft en lyst til at afprøve forskellige udgaver af shepherds pies, både i slowcooker og i ovn. Så den her opskrift talte til mig på hele to parametre på én gang. Og dermed blev den en must try. Og vi behøvede kun prøve den ene gang, så vidste vi, at her er en vinder.

Vi skal bruge søde kartofler, oksefars, hakket tomat, rødløg, hvidløg, ost, salt og peber og (gys) frisk koriander. Jeg er absolut ikke fan af duften af koriander, jeg synes det er absolut afskyeligt. Men Claus overtalte mig til at følge opskriften, så jeg gav det en chance.

Vi starter med at skrælle de søde kartofler, skære dem i mindre stykker og sætte dem i kog. De skal koge i ca. 20 minutter.

I mellemtiden begynder vi at bruge oksefarsen.

Så tilføjer vi de hakkede rødløg.

Og de pressede fed hvidløg.

Lad det hele stege og brune sammen, inden du fortsætter.

Når kødet er klar, tilføjer vi de to dåser hakkede tomater. Lad det nu simre under låg i 10 minutter.

Vores kartofler er nu kogte og godt møre. Så hæld vandet fra.

Tilføj revet cheddar og godt med salt og peber og mos løs.

Vi har nu lavet en cheesy sweet potato mash. Muuums.

Og så kom vi til de frygtede koriander. Tag et bundt og hak det godt.

Tilføj det så til kartoffelmosen og kryds fingre.

Det her step er vigtigt, så læs grundigt! Tag din kødsovs og hæld det op i et fad og tænk, det går nok, selvom kødsovsen når helt op til kanten på fadet. MEN DET GØR DET IKKE! Så tag et større fad og hæld kødsovsen derover.

Når kødsovsen er placeret i korrekt størrelse fad, fordeler du mosen ud over. Læg små skefulde ud over det hele og glat det så forsigtigt ud, ellers får du bare rørt det sammen med kødsovsen.

Sæt det nu i ovnen ved 200 grader i 10 minutter og så er der serveret.

Det er absolut ikke en ret, der gør sig godt på billeder, når først det er skovlet op på tallerkenen, men den gør sig til gengæld rigtig godt i min mave. Hold nu op, det smagte godt og korianderen ødelagde slet ikke noget.