Forberedelse: 15 minutter
Tilberedning: 45-55 minutter
Nok til: 2-16 personer
Ingredienser:
- 400 g. mel
- 380 g. sukker
- 2 tsk. natron
- 1 tsk. salt
- 65 g. kakao
- 5 dl. appelsinjuice
- 1¾ dl. mayonnaise
- 2 spsk. balsamico eddike
- 2 tsk. vaniljessens
- 2 spsk. revet appelsinskal
Sådan gør du:
- Bland mel, sukker, natron, salt og kakao i en stor skål
- Bland appelsinjuice, mayonnaise, balsamico og vaniljeessens i og rør det hele godt sammen
- Tilføj appelsinskallen og vend det rundt
- Smør og mel en bundt pan eller randform
- Hæld dejen i formen og bag kagen ved 180 grader i 45-55 minutter
- Tjek med træspyd efter 45 minutter, hvis kagen ikke kommer med op, så tag den ud af ovnen nu
- Lad den køle i en halv time, inden du vender den ud på en rist
- Når kagen er kølet helt af, smører du den ind i kakaoglasur og pynter
Jeg har haft denne opskrift liggende et stykke tid (som med så mange andre) og har ventet på en god anledning til at afprøve den. Anledningen kom og på magisk vis fandt jeg yderligere en anledning for at lave den igen ugen efter. Jeg havde desværre ikke nogen gode undskyldninger for at lave den en tredje gang, da nr. to var blevet spist. Men jeg har appelsiner i køleskabet, så jeg skal nok finde en undskyldning igen ingen længe, om ikke andet, så for at få brugt appelsinerne. Og undgå madspild, naturligvis. Det er for miljøets skyld.
Vi skal bruge mel, sukker, natron, salt, kanel, kakao, appelsinjuice, mayonnaise, balsamico eddike, vaniljeessens og appelsinskal.
Start med at blande mel, sukker, natron, kanel og kakao i en skål. Jeg sigter som regel mel og kakao, for at undgå klumper.
Hæld så appelsinjuicen op i melblandingen.
Og derefter mayonnaisen. Jeg brugte Hellman’s, fordi det havde jeg på lager. Købt billigt ved Motatos. For at undgå madspild. Jeg føler mig meget god nu.
Tilføj også vaniljeessensen.
Og balsamicoeddiken. Jeg havde en lille flaske granatæble balsamico stående. Jeg har også brugt hasselnøds balsamico. Jeg tror du kan bruge, lige hvad der passer dig.
Så rører vi hele dejen godt sammen.
Og som prikken over i’et tilføjer vi den revne appelsinskal. Vend det rundt i dejen.
Find din bundt pan frem, eller springform med den der indsats i midten. Smør formen og mel den grundigt.
Hæld dejen i formen og sæt den så i ovnen ved 180 grader i 45 minutter.
Tjek lige med en tandstik (nok nærmere et grillspyd i træ) om kagen er færdig. Jeg synes ikke, den skal have mere end 45 minutter i min ovn, men tjek efter for en sikkerheds skyld.
Lad kagen stå en halv times tid, inden du vender den ud på en rist. Ja, den ser lidt kedelig ud pga. melet fra formen, men det retter vi op på, når den er kølet helt af.
Lav en god stor portion glasur på kakaopulver, flormels og vand (eller appelsinsaft, hvis du vil have mere appelsinsmag). Og så er det ellers bare at smøre kagen godt ind. Jeg hælder det på toppen og lader det løbe ned over og bruger så en kniv til at smøre det ud på siden rundt.
Drys med lidt revet appelsinskal eller krymmel i gul eller gyld. Eller måske kandiserede appelsinstykker. Mulighederne er mange. Der er også til mange personer i denne kage, men du behøver ikke dele. Selv på dag 4 og 5 er den stadig lækker og saftig, bare du husker at dække den godt til med sølvpapir mellem eftermiddagskaffen og aftenkaffen.