Ingredienser:

  • Asier
  • Groft salt
  • 1 l. eddike
  • 500 g. sukker
  • 4 laurbærblade
  • 2 tsk. syltekrydderi
  • 1 tsk. rosenpeber

Sådan gør du:

  • Start med at gøre glassene klar, skyl dem i atamon
  • Skræl asierne, flæk dem og skrab indmaden ud. Skær dem derefter i tykke skiver
  • Kom skiverne op i en skål, salt dem godt og sæt dem på køl i minimum to timer
  • Tag asierne op af skålen og skyl dem grundigt for overskydende salt. Kom dem derefter på glas
  • Kog eddiken op med sukker, krydderier, peber og laurbærblade
  • Når lagen er kogt op og klar, tages den af varmen, der tilføjes atamon og lagen hældes over asierne
  • Luk glassene og stil dem mørkt og køligt, indtil du skal bruge dem

Asier er noget af det, jeg elsker mest. De kan bruges på rugbrødsmadder, de er gode til oksekød, de er gode til en gammeldags rullesteg, de smager bare hele vejen igennem fantastisk.

For et par år siden havde jeg ikke selv en asieplante i drivhuset, men jeg var så heldig at få nogle asier af min svigermor og svigerfar, så jeg kunne afprøve denne opskrift.

I år har jeg plantet en enkelt asieplante i drivhuset og den har allerede givet asier nok til et helt års forbrug og lidt til. Og der er flere asier på vej.

Der kommer til at være asier nok til et helt års forbrug for flere familier. Men det gør ikke noget, for jeg ved at min ven Mortens forældre, rigtigt gerne vil have asier. Og jeg har også lovet et par glas til en af mine søde holddeltagere i Fitness World.

Og så er der stadig et par forskellige varianter af asie-opskrifter, jeg gerne vil prøve. Men nu starter vi med den helt klassiske.

Du skal have fat i nogle asier. Tænk overforvokset agurk. Og så skal de faktisk helst have hængt så længe, at de er begyndt at blive gule i skrællen. De to her fik jeg nok høstet lidt for tidligt, men de var så store og tunge, at planten næsten ikke kunne bære dem mere.
Du skal også bruge eddike, sukker, salt, laurbærblade, syltekrydderier og hel rosenpeber.

Dine asier skal faktisk helst se sådan her ud, når du høster dem.

Vi starter med at skrælle asien. Det kan godt være en anelse besværligt, når asien er længere end din underarm, så bliver de altså lidt uhåndterbare.

Flæk asien på langs og skrab alt den våde indmad ud. Det er til gengæld noget splat, så sørg for at føre en kniv op og ned på hver side af indmaden, så slipper den nemmere og du har ikke splat ud over hele dit køkken.

Skær dem så i tykke skiver.

Som jeg sagde, det er ikke nemt, når asien er længere end din underarm. Og dit skærebræt.

Kom asierne op i en skål og salt dem godt. Ryst dem godt rundt og stil dem på køl i to timer.

Alt indmad, skræl og ender har jeg gemt i en skål. Hvis du ligesom mig har høns, så vil de nu elske dig.

Ud i hønsegården med det hele.

Ikke alle mine høns var på det tidspunkt helt trygge ved mig endnu, men de har hurtigt lært gennem syltesæsonen, at når jeg kommer gående med en skål, så er det dælme med at holde sig til.

Nå tilbage til køkkenet. Asierne har nu lagt i to timer og du vil kunne se en hel masse væde i skålen.

Op med asierne i en si og skyl dem grundigt for overskydende salt.

Tøm glassene for atamonvandet og kom asierne direkte på glas.

Kom nu 1 liter eddike og 500 g. sukker op i en gryde.

Tilføj 4 laurbærblade.

Tilføj 2 tsk. syltekrydderier og 1 tsk. rosenpeber. Og lad det hele komme i kog.

Når lagen er kogt igennem og igen er blevet klar, tager du den af varmen og tilføjer atamon efter flaskens anvisning.

Hæld lagen over asierne og luk glassene. Vi ved jo allerede nu, at når lagen er kølet af, så dannes der vakuum i glassene og de er totalt tætte.