Forberedelse: 30 minutter
Hævetid: 1½ time
Bagetid: 30 minutter
Nok til: 2 brød
Ingredienser:
- 2½ dl. vand
- 2½ dl. mælk
- 1 knivspids stødt ingefær
- 1½ dl. sukker
- 1½ spsk. tørgær
- 1½ tsk. salt
- ½ dl. vegetabilsk olie
- 14-15 dl. mel
- 30 g. smør
Sådan gør du:
- Start med at lune mælk og vand en smule, til det er lidt varmere end håndvarmt
- Kom sukker op i en skål og hæld den lune mælk- og vandblanding ned i skålen. Rør rundt til sukkeret er opløst
- Tilføj tørgær og ingefær, rør det ud og lad det stå i 10 minutter. Der skal gerne danne sig en gær-skum på overfladen
- Kom de første 2 dl. mel i skålen og rør det sammen
- Tilføj så salt og olie og rør igen
- Nu begynder du at tilføje melet 1 dl. ad gangen, indtil din dej slipper skålen
- Ælt dejen i ca. 5 minutter
- Kom dejen op i en olie-smurt skål, og smør lidt olie ud over dejen
- Lad den hæve i ca. 1 time med et fugtigt viskestykke over. Den skal gerne blive ca. dobbelt størrelse
- Slå dejen ned, ælt den et par minutter og lad den hvile i 5 minutter
- Smelt i mellemtiden de 30 g. smør
- Del dejen i to og læg den ned i to brødforme
- Pensl overfladen af dit brød med smeltet smør og lad dem hæve i ca. 30 minutter igen
- Bag dem herefter i ovnen ved 175 grader i 30 minutter
Jeg laver jo frygtelig meget marmelade selv. Og til god hjemmelavet marmelade hører sig ligesom et godt hjemmebagt brød til. Det her brød er storfavorit her på gården. Sidst jeg lavede to brød, smed jeg det ene i fryseren. Og dagen efter tog jeg det så op igen, fordi det første brød allerede var ved at være spist. Så hurtigt går det hos os, når der er godt brød i huset.
Vi starter med rollelisten, i dag skal vi bruge mel, salt, mælk, vand, vegetabilsk olie, smør, sukker, tørgær og stødt ingefær.
Olien er i dette tilfælde blevet rapsolie, fordi jeg havde det stående, men det kan lige så godt være solsikkeolie, olivenolie eller andet i den stil.
Jeg starter med at lune mælk og vand i en lille kasserolle. Det må ikke blive varmt, men det skal være lunere end håndvarmt.
Du hælder sukkeret op i en stor skål. Du kan halvere mængden af sukker, hvis du vil have et mindre sødt brød, men vi kan altså godt lide det som det er.
Hæld den lune mælk/vand op i skålen og sørg for at sukkeret er godt rørt ud. Nogle gange er jeg doven og hælder sukkeret op i kasserollen med vand og mælk og lader det opløse, mens det varmes op.
Kom nu tørgær og ingefær ned i skålen og rør det ud. Ingefær hjælper med at aktivere gæren, du skal ikke bruge meget, bare lige en knivspids.
Lad gæren stå i 10 minutter og passe sig selv.
Der skal gerne komme en gær-skum på toppen, så er det helt rigtigt.
Start med at hælde de første 2 dl. mel op i skålen og rør det godt ud.
Tilføj så lidt salt.
Og olien. Og så rører du igen.
Nu begynder du at tilføje melet 1 dl. ad gangen, indtil dejen pænt slipper skålen.
Det skal gerne ende med at se sådan her ud. Dejen har pænt sluppet skålen, skålens sider er næsten rene for mel. Dejen skal æltes i ca. 5 minutter på maskinen.
Jeg tager gerne min dej ud på bordet og ælter den et minuts tid, så jeg kan få en føling af, om der er nok mel i.
Jeg tager en skål og smører den med olie. Jeg kunne også have brugt skålen fra røremaskinen, men den skulle jeg bruge igen med det samme.
Sørg for at dejen er smurt med olie på overfladen.
Tag et fugtigt viskestykke, læg et over og lad dejen stå i ca. 1 time.
Dejen skal hæve til ca. dobbelt størrelse.
Slå dejen ned, ælt den et par minutter, del den i to og lad den hvile i 5 minutter.
Husk at smelte dit smør imens.
Jeg er simpelthen så glad for den kaffemaskine her, den varmeplade på toppen har jeg godt nok smeltet meget smør på.
Kom brødene ned i din brødform og rids overfladen.
Pensl dem med det smeltede smør og lad dem stå i ca. 30 minutter igen og hæve.
De skal gerne hæve op til kanten af formen, måske endda gerne en centimeter eller to over.
Brødene bages ved 175 grader i 30 minutter. Jeg tager dem gerne ud af formen med det samme og lader dem køle på en rist.
Som sagt, så holder det her brød ikke specielt længe i vores hjem. Men det gør ikke noget, for det er faktisk ufatteligt nemt at lave. Og så smager det bare fantastisk, det er let og luftigt, men holder samtidig godt sammen.