Forberedelse: 15 minutter

Tilberedning: 20 minutter

Nok til 8-10 brød


Ingredienser:

  • 5 dl. mel
  • 3-3½ dl. revet skarp cheddar
  • 1 spsk. bagepulver
  • 1 tsk. hvidløgspulver
  • ½ tsk. salt
  • 2 spsk. persille
  • 1 ¾ dl. mælk
  • 1 æg
  • 80 g. blødt smør

Topping:

  • 40 g. smør, smeltet
  • 1 spsk. persille
  • 1 tsk. hvidløgspulver

Sådan gør du:

  • Start med at blande mel, cheddar, bagepulver, hvidløgspulver, salt og persille. Bland det godt sammen så osten ikke klistrer sammen i en klump
  • I en anden skål blander du det bløde smør, æg og mælk
  • Rør de våde ingredienser sammen med de tørre, til du har en klistret dej
  • Form 8-10 boller og læg dem på et stykke bagepapir
  • Bag dem i ovnen ved 200 grader i 15 minutter
  • I mellemtiden blander du det smeltede smør, persille og hvidløgspulver til toppingen
  • Efter et kvarters bagetid, tager du bollerne ud, pensler dem med persille/hvidløgssmørret og sætter dem ind igen i yderligere 5 minutter

Jeg havde ærligt aldrig troet, at det her ville blive til rigtige brød. Ingen gær, ingen hævetid, ingenting. Men det er nogle af de lækreste små brød, jeg nogensinde har fået. De falder nemt fra hinanden og er fantastiske til at suge enten sovs op med eller spise sammen med southern baked beans. Vi fik dem første gang til southern baked beans, champignon i baconsvøb og spareribs langtidsrøget på Claus’ nye Traeger. Jeg kan slet ikke rose de her små brød nok. Ærligt det er de nemmeste brød ever, hvis du en halv time før gæsterne kommer, pludselig får lyst til at servere hjemmebagt brød. Go with the biscuits, du kommer ikke til at fortryde det.

Vi skal bruge mælk, mel, salt, blødt smør, bagepulver, hvidløgspulver, persille, æg og en god skarp cheddar. Vi er blevet særligt glade for den her Blackstone cheddar fra Bilka og har brugt den en del gange efterhånden.

Start med at komme mel og revet cheddar op i en skål.

Tilføj 1 spsk. bagepulver. Og ja det var spiseskefuld, der skal noget pulver i de her brød.

Så skal der en lille smule salt i, kun en halv teskefuld.

1 tsk. hvidløgspulver. Eller mere hvis du har lyst, det er dine brød, du bestemmer.

Der skal to store spiseskefulde persille i. Du bestemmer selv, om det skal være tørret eller frisk.

Bland det hele sammen, så osten ikke klistrer sammen i en stor klump.

I en anden skål tager vi vores meget bløde smør. Det var ikke svært på den her dag, det var så varmt at selv vores stearinlys smeltede.

Bland smør, mælk og æg sammen i en lille skål, så godt du nu kan.

Og så kommer vi de våde ingredienser ned i skålen til de tørre.

Jeg brugte en ske til at samle hele dejen med, det var virkelig nemt. Dejen skal være klistret, men ikke så den ikke kan samles i en klump.

Sæt 8-10 klumper, eller boller om du vil, på et stykke bagepapir og sæt dem så i ovnen ved 200 grader i 15 minutter.

Så laver vi i mellemtiden lidt topping til at pensle brødene med.

Smelt 40 gram smør og bland det med hvidløgspulver og persille. Du bestemmer igen selv, om der skal mere hvidløgspulver i, og du styrer også selv, om det er tørret eller frisk persille.

Vores brød har nu været i ovnen i 15 minutter og de ligner mod alle forventninger faktisk rigtige brød.

Alle mine pensler var i brug ved grillen, så jeg måtte tage en ske og hælde toppingen ud over mine brød. Det virkede nu også fint. Giv dem 5 minutter mere i ovnen.

Så er vores brød klar til servering sammen med alle de andre lækkerier, du har lavet i dag. Vi fik ikke spist alle på en aften, de var så nemme lige at lune dagen efter, uden at de blev tørre eller trælse af det.