Forberedelse: 30 minutter + 2½ times hævetid
Tilberedning: 30 minutter
Nok til: 2 meget store brød
Ingredienser:
- 50 g. gær
- 1 l. lunken vand
- 2 tsk. honning
- 6 spsk. olie
- 4 tsk. salt
- 400 g. durummel
- 1 kg. hvedemel
- Smørfyld:
- 300 g. smør
- 3-6 solo hvidløg
- 2 store håndfulde frisk persille
Sådan gør du:
- Start med at opløse gæren i lunken vand
- Tilføj honning, olie og salt
- Bland melet i og saml det hele til en god dej
- Stil det lunt og tildækket i 1½ time
- Rør blødt smør, pressede hvidløg og hakket persille sammen
- Del dejen i to eller fire lige store dele
- Rul hver del ud til en rektangel og fordel smørret ud over hver rektangel
- Rul dejen sammen på langs og læg den på et stykke bagepapir
- Skær dejen igennem ned langs midten og sno dejen om sig selv med smøråbningen opad
- Lad brødene efterhæve i 1 time
- Pensl evt. med ekstra smør
- Bages ved 225 grader i 30 minutter
Vi elsker hvidløgsbrød her i huset og vil gerne finde nye lækre opskrifter. Den her er fantastisk, jeg skal bare bruge meget mere hvidløg næste gang. Den er samtidig rigtig dekorativ og vil uden tvivl imponere dine gæster en hel del. Og det er jo aldrig nogen skade til, at lade dem tro at du er en mesterbager, der evner at lave de flotteste brød.
Til disse brød skal vi bruge hvedemel og durummel, gær, olie, vand, honning og salt.
Start med at opløse 50 g. gær i 1 l. lunken vand.
Tilføj så først honningen.
Dernæst olivenolien.
Og så noget salt.
Til sidst blander du hvedemel og durummel i skålen og samler det hele til en dej.
Stil dejen til hævning i 1½ time et lunt sted. Sæt dig ned, smæk benene op og se et par afsnit af din yndlingsserie.
Så er vi klar til at fortsætte. Vi skal nu bruge smør, persille og hvidløg. Jeg er blevet glad for at bruge solo hvidløg.
Jeg brugte 3 solo hvidløg, men jeg kunne sagtens have brugt det dobbelte. Hvidløgsduften var ikke til at tage fejl af, men smagen var meget diskret. Og jeg er ikke til diskret hvidløgsbrød, jeg vil have hvidløgsånde så Dracula får røde knopper, bare han nærmer sig. Men vi lever, vi lærer, vi øger mængden af hvidløg næste gang.
Kom persillen i et højt glas og klip løs til det er findelt. Med mindre du har sådan en smart persillehakkerfidus, så kan du da også bruge den.
Kom det bløde smør, persille og de pressede fed hvidløg op i en skål og rør det sammen.
Så er vores hvidløgsfyld klar til brødene.
Start med at dele dejen i 2. Eller i 4, det er op til dig. Jeg delte kun i to i dag.
Rul hver del ud i en stor rektangel.
Smør så ca. halvdelen af smørret på din rektangel. Eller ¼ af smørret, hvis du har delt dejen i fire.
Rul din rektangel sammen og læg den på et stykke bagepapir.
Nu skal vi til at være kreative. Med en skarp kniv deler du dejen hele vejen ned langs midten.
Så snor du de to dele omkring sig selv med den åbne smørmidte opad. Gentag med resten af din dej.
Eftersom jeg delte min dej i to, fik jeg disse to fine snoede brød ud af det. Lad dem nu står tildækket og lunt og efterhæve en time igen.
Du kan lige nå et enkelt afsnit mere, inden du skal fortsætte.
De hæver godt, de brød her.
Hvis du ligesom mig, har lidt smør til overs, så håber jeg du har gemt det.
Jeg smeltede mit tiloversblevne smør.
Og så penslede jeg mine brød med det.
Bare ved at se på billedet her, får jeg nu igen lyst til hvidløgsbrød. Bag brødene i ovnen ved 225 grader i en halv time.
Tada, så har vi lækker hvidløgsbrød.
Og kunstfærdigt ser det jo også ud. Man kan se lagene i rullen, hvor de har delt sig, og mit køkken duftede meget stærkt af hvidløg. Jeg var sikker på, at de ville smage heftigt af hvidløg også, men som sagt var smagen meget diskret. Dobbelt så meget hvidløg næste gang.