Forberedelse: 15 minutter

Tilberedning: 1 time

Nok til: 12 personer


Ingredienser:

  • 3 dl. kaffe
  • 1¾ dl. kakaopulver
  • 5¼ dl. sukker
  • 1¼ tsk. salt
  • 2½ tsk. natron
  • 2 æg + 1 æggeblomme
  • 3 dl. kærnemælk
  • 2½ dl. solsikkeolie
  • 1½ tsk. vaniljepulver
  • 6 dl. mel

Til ganache:

  • 1 ¼ dl. fløde
  • 180 g. mørk chokolade

Sådan gør du:

  • Start med at røre den varme kaffe og kakaopulveret godt sammen. Stil det til side, så chokolade/kaffen kan køle lidt af
  • I din røremaskine blander du sukker, salt, natron, æg og æggeblomme. Lad maskinen køre på lav hastighed et minuts tid
  • Tilføj kærnemælk, solsikkeolien og vaniljepulveret og lad igen maskinen køre ved lav hastighed et minuts tid
  • Tilføj melet og rør det sammen ved medium hastighed i to minutter
  • Tilføj chokolade/kaffen og rør det hele sammen ved medium hastighed i 3 minutter
  • Sørg for at din randform er smurt og melet godt og kom så dejen op i formen
  • Bag kagen ved 180 grader i ca. 1 time. Tjek kagen med et træspyd, for at sikre, at den er gennembagt
  • Lad kagen stå et kvarters tid, inden du vender den ud af formen
  • Når kagen er kølet helt af, kan du enten fryse den eller lave ganachen med det samme
  • Kom fløde og chokolade op i en lille kasserolle og varm det langsomt op, mens chokoladen smelter
  • Når chokoladen er komplet smeltet skal du lade ganachen køle 5-10 minutter, inden du hælder den over kagen
  • Pynt eventuelt med M&M’s eller hvad du nu lige har lyst til

Det her er en af de chokoladekager, jeg er vendt tilbage til flere gange. Vi fik den første gang til Thanksgiving og er vendt tilbage til den flere gange siden. Det er også den første kage, jeg blev bedt om at lave, efter jeg fik min nye Kenwood røremaskine. Den er nem og hurtig og så kan den pyntes lige efter anledningen. Min mand kan personligt bedst lide den med en ganske almindelig hvid glasur, men jeg kan nu meget godt lide den fyldige ganache.

Du skal bruge mel, sukker, kakaopulver, natron, vaniljepulver, salt kærnemælk, solsikkeolie, kaffe og æg. Vær opmærksom på, at jeg her er i gang med at lave en dobbeltportion. Og at jeg har glemt et æg, men det får jeg rettet op på.

Start med at røre kakaopulveret ud i den varme kaffe. Det fungerer bedst med friskbrygget kaffe, synes jeg.

Nu kan jeg hverken lide kaffe eller kakao, men det her dufter altså himmelsk. Sæt skålen til side.

I din røremaskine starter du med æg og æggeblomme, sukker, salt og natron. Bland det hele sammen ved lav hastighed.

Tilføj så først kærnemælken.

Og derefter solsikkeolien. Rør det hele godt sammen igen.

Så smider vi lidt vaniljepulver ned i blandingen.

Og tilføjer melet. Rør igen det hele godt sammen i nogle minutter.

Den her maskine kan næsten det hele. Det tog en halv time bare at sætte den op og komme i gang. Men den er nu smart, da først jeg var færdig med at blive irriteret over, at alt er så teknisk nu om dage. Den er endda koblet på internettet.

Til allersidst hælder vi nu vores chokolade/kaffe ned i dejen og rører det hele godt sammen.

Vores dej er klar og ser fantastisk ud.

Tag din randform, smør den og mel den godt, så kagen slipper nemt, når den er bagt færdig.

Hæld dejen op i formen og bag kagen ved 180 grader i ca. 1 time. Tjek at den er færdig med et træspyd.

Lad kagen køle, inden du vender den ud på risten.

Så blev det ganachens tur. Fløde, chokolade (naturligvis den mørke Marabou, nu hvor den er tilbage igen) og i dette tilfælde M&M’s i efterårets farver.

Kom fløde og chokolade op i en kasserolle og lad det langsomt varme op, mens chokoladen smelter.

Sørg for at chokoladen er helt smeltet og lad det så køle lidt af et par minutter.

Sæt din kage på en rist med bagepapir under.

Og hæld så langsomt ganachen ud over kagen.

Pynt som du lyster eller lad den være som den er.

Og så er der serveret. Vær nu smart og lav en dobbelt med det samme, det er så rart at have en ekstra i fryseren.