Ingredienser:
Dej:
- 50 g. gær
- 4 dl. lunken sødmælk
- 2 æg
- 4 spsk. sukker
- 200 g. blødt smør
- 1 tsk. salt
- 1 kg. mel
Fyld:
- 1 kg. rabarber
- 2 tsk. vaniljesukker
- 200 g. sukker
- 200 g. kold marcipan
Sådan gør du:
- Start med at lune mælken op, ikke brandvarm, men blot lunken
- Kom sukkeret op i din røreskål.
- Tilsæt den lunkne mælk og opløs gæren i mælken
- Tilføj så de to æg og det bløde smør. Rør det godt sammen
- Tilføj nu halvdelen af melet samt salt og rør det sammen
- Tilføj resten af melet og rør til dejen er glat. Tilføj mel 1 spsk. ad gangen, hvis din dej stadig er meget våd
- Lad dejen hæve en times tid til den er dobbelt størrelse
- Mens dejen hæver, laver du rabarberkompotten
- Skær din rabarber i små stykker og kom dem op i en gryde med sukker og vaniljesukker
- Lad det komme i kog og lad det koge til du har en udkogt rabarberkompot uden for mange store klumper
- Stil kompotten til side, så den kan køle af
- Når dejen er færdighævet, deler du den i to
- Hver halvdel skal rulles ud til et stort rektangel, hvorefter du fordeler kompotten ud over. Husk at lade øverste kant være fri for kompot, så du kan samle dejen
- Tag nu din kolde marcipan og riv den ud over kompotten
- Rul dejen til en stor pølse og skær den i skiver på ca. 2 cm.
- Læg sneglene op i et ildfast fad og lad dem efterhæve i 30 minutter
- Bag dem ved 200 grader i ca. 20 minutter til de er let lysebrune
- De kan med fordel pyntes med glasur, når de er kølet helt af
Hvis du har kompot til overs, efter at have lavet dine snegle, kan du komme det på et lufttæt glas og sætte det i køleskabet. Nyd det til morgenmad, f.eks. på din skyr de næste par dage.
Jeg er i mit snegle hjørne pt. så alt hvad der kan laves som snegle, bliver afprøvet og tilpasset. Og da jeg samtidig er ved at drukne i rabarber (fordi jeg endnu ikke har taget mig sammen til at få høstet og frosset ned), så må jeg jo i gang med at bruge dem til noget fornuftigt. Tilfældigvis havde jeg også en pakke marcipan på køl, til overs fra et forsøg der aldrig blev til noget. Snegle, rabarber og marcipan, det lyder da som en vinder.
Vi skal starte med at finde mel, sukker, salt, sødmælk, smør, æg og gær frem.
Vi starter med at lune mælken, den må ikke blive overvarm, bare lige godt lunken.
Kom sukkeret op i din røreskål.
Kom derefter den lunkne mælk op i skålen og oplæs gæren i mælken.
Tilføj de to æg, naturligvis frisk hentet fra dine høns i baghaven. Eller i mangel af bedre, hentet fra den nærmeste dagligvarebutik.
Smørret skal være rigtig blødt, skær det ud i tern og kom det ned i skålen.
Tilføj nu første halvdel af melet.
Og en lille smule salt. Salt er godt.
Tilføj sidste halvdel af melet og rør det godt sammen. Hvis din dej ser ud som min her, så fortsæt med at røre, mens du tilføjer 1 spsk. mel ad gangen.
Vores dej er nu klar og skal sættes til hævning under et rent viskestykke i ca. 1 time.
Mens dejen hæver, laver vi vores kompot. Vi skal bruge sukker, vaniljesukker og rabarber. Marcipanen skal vi bruge senere, så hold den på køl, indtil det er tid.
Skær rabarberen ud i små tynde stykker. Jo mindre jo bedre, så koger det hurtigere sammen til en kompot.
Blans sukker og vaniljesukker i en skål.
Kom rabarber og sukker op i en gryde og varm det langsomt op, indtil der dannes saft i bunden. Herefter sætter du det i gang med at småkoge, indtil rabarberen er udkogt.
Jeg var tilfreds med min rabarber her, den er godt udkogt og der er ikke store klumper. Jeg tænker den er god smørbar. Sæt kompotten til side, så den kan køle af.
Vores dej er nu klar og vist så rigeligt hævet til dobbelt størrelse.
Jeg deler min dej i to.
Hver halvdel rulles ud til et stort rektangel.
Smør godt med kompot på hvert rektangel, men lad den øverste kant være fri. Hvis du har kompot til overs efter at have lavet dine snegle, så fortvivl ej. Kom det på et lufttæt glas og sæt det i køleskabet. Nyd din kompot på din vaniljeskyr til morgenmad, måske med lidt chokolade crüsli.
Tag nu den kolde marcipan og riv den groft ud over kompotten. Vi er nu på et stadige, hvor det nærmere ligner pizza, vi har gang i. Du kan sagtens undlade marcipan eller du kan doble mængden, alt efter smag og behag.
Rul dejen til en aflang pølse. Du kan bruge en kniv, men jeg bruger helst et stykke tråd, sytråd, kødtråd eller lignende til at skære mine snegle.
Sneglene skal være ca. 2 cm. tykke. Læg dem op i et fad og sæt dem til efterhævning i 30 minutter.
Vi er nu færdige med at hæve og kan smide hele herligheden i ovnen ved 200 grader i 20 minutter.
Så er der friskbagte rabarbersnegle med marcipan.
Jeg valgte at pynte mine snegle med glasur, da de var kølet helt af. De er bare helt rigtige, dem her.