Forberedelse: 1 time + hævetid
Tilberedning: 15-18 minutter
Nok til: ca. 9 forme
Ingredienser:
Dej
- 9½ dl. sødmælk
- 2½ dl. rapsolie
- 2½ dl. sukker
- 21 dl. mel
- 4½ tsk. tørgær
- 1 stor tsk. bagepulver
- 1 skrabet tsk. natron
- 1 spsk. salt
Fyld
- 5 Granny Smith æbler
- 120 g. smør
- 2½ dl. brun farin
- 1¼ dl. fløde
- 1 tsk. kanel
Sådan gør du:
- Først laver vi dejen
- Kom mælk, olie og sukker op i en stor gryde og varm det godt op, men tag det af lige inden det koger
- Tag 3 dl. mel op i en lille skål og tilføje bagepulver, natron og salt. Sæt skålen til side
- Når mælkeblandingen er kølet til håndtemperatur skal de resterende 18 dl. mel og tørgæren røres i
- Stil dejen tildækket i en time, så den kan hæve
- Når den er hævet op, ælter du de sidste 3 dl. mel godt ind i dejen
- Skær æblerne i små tern og steg dem gyldne på en pande over middel varme
- Tag æblerne af og kom i stedet smør og farin op på panden
- Lad smørret smelte og farinen blive opløst, hvorefter fløden tilføjes
- Lad det boble og blive tykt et minut eller to
- Kom æblerne tilbage i panden sammen med kanel og lad det boble sammen et par minutter
- Fisk æblerne op og få så meget af karamellen siet fra som muligt
- Del dejen i 6 store klumper
- Rul hver klump ud i en stor rektangel
- På de tre af rektanglerne fordeler du æblefyldet, ruller dem sammen, klemmer kanten fast og skærer dem ud i 2 cm. tykke ruller
- Læg 6-7 ruller ned i hvert tærtefad og lad dem efterhæve i 20 minutter
- På de andre tre rektangler smører du marmelade efter eget valg ud. Eller chokolade, måske ligefrem Nutella
- Rul sammen, klem kant fast, skær ud og læg i formene. Og efterhæv i 20 minutter igen
- Bag dem ved 190 grader i 15-18 minutter
- De kan fryses, men du kan også pynte dem med glasur og servere dem for dine kære
Jeg har fået en ny kogebog fra The Pioneer Woman, min guru, af min storebror og svoger. Jeg har fået hendes kogebog A year of holidays og straks gik vi i gang med at bladre og udpege opskrifter, der hurtigst muligt skal afprøves, uagtet om det er den rette årstid eller ej. Og det her var den første opskrift, min svoger og jeg faldt for. Så den måtte jeg naturligvis afprøve hurtigst muligt.
Nu er jeg sådan en person, der bestemmer mig for at lave en ting ud fra slutbilledet, så skriver jeg ned, hvad jeg skal købe ind, og først når jeg har købt ind, går jeg i gang med at læse opskriften. Og så sker der nogle gange det, at jeg opdager, jeg måske skulle have gennemlæst opskriften forinden, så der ikke dukker overraskelser op. Det havde været smart at gøre, inden jeg gik i gang med denne opskrift. Oh well.
Først skal vi lave en dej. Og det var ca. her det gik op for mig, at jeg nok skulle have læst opskriften først, for teknisk set skulle jeg kun bruge en halv dej. Men nu laver vi en hel og så finder vi nok på noget.
Vi skal bruge mel, rapsolie, sukker, sødmælk, tørgær, bagepulver, natron og salt.
Start med at finde en stor gryde frem og hæld mælk og olie op i den.
Hæld sukkeret ned i gryden og begynd at varme det op, mens du sørger for at røre i gryden. Vi skal skolde blandingen, det vil sige det skal næsten op og koge.
Mens gryden varmer op, tager du 3 dl. mel op i en skål og tilføjer 1 stor tsk. bagepulver.
Og dernæst 1 skrabet tsk. natron.
Og en spiseskefuld salt. Rør tingene let sammen og stil den skål til side, det varer et stykke tid endnu, inden vi skal bruge det igen.
Husk at holde øje med indholdet i gryden, så det ikke kommer i kog, men bliver rigtig godt varm og tæt på kogepunktet.
Så tager vi gryden af og sætter den til afkøling igen. Blandingen skal køle ned, så den til sidst er håndvarm. Den må ikke være for varm, for så slår den vores gær ihjel, men den må heller ikke være for kold, for så aktiveres vores gær ikke. Så rør rundt og mærk efter ind i mellem. Det er vigtigt du rører godt rundt, inden du mærker efter, for overfladen bliver kølig hurtigere, så det kan snyde lidt, hvis du kun stikker stumpen af en lillefinger ned i det.
Når så blandingen i gryden er kølet lidt af, tilføjer du 18 dl. mel og tørgæren. Du lader stadig den lille skål med mel være i fred, den skal ikke bruges endnu.
Rør melet godt ud i væsken og så er dejen klar til at hæve. Den er meget våd og klistret, men det skal du ikke tage dig af. Stil den nu lunt og tildækket en times tid, til det er hævet godt op.
Mens dejen hæver, kan vi jo begynde på fyldet. Hvis jeg nu havde læst, at jeg kun skulle bruge en halv portion dej, havde jeg helt sikkert købt ind til dobbelt portion fyld. Men det gjorde jeg ikke, så her er hvad du skal bruge til en halv portion dej. Fløde, brun farin, kanel, smør og fem Granny Smith æbler.
Ca. her fandt jeg ud af, at det her er en fantastisk opskrift. Skær æblet af kernehuset, skær det i tynde skiver og små tern. Ikke noget med at fjerne skrællen først, det er fantastisk.
Smid æblerne på en pande over medium varme og steg dem gyldne.
Så er de klar og skal tages af panden igen.
Tag så 120 g. smør og 2½ dl. brun farin og smid det på panden. Det hele skal blandes godt sammen og røres i indtil smørret er smeltet og farinen er opløst.
Så tilføjer du 1¼ dl. fløde og rører det hele sammen og lader det boble og blive tykt et minuts tid eller to.
Æblerne skal tilbage i panden sammen med 1 tsk. kanel.
Og så skal det stå og boble sammen et par minutter, så æblerne bliver godt søbet ind i karamellen. Her er rigelig karamel til at du kan bruge 10 æbler og dermed have nok fyld til en hel portion dej. Men jeg havde ikke 10 æbler.
Fisk æblerne op og få så meget karamel hældt fra som muligt. Og så lader vi det stå og køle, indtil vi skal bruge det igen.
Så er vores dej hævet godt op og er klar til sidste del af processen.
Først finder du skålen med de 3 dl. mel, bagepulver, natron og salt frem og hælder det ned til dejen.
Og så skal du til at arbejde med dejen. Det kan virke som om, at du aldrig får de 3 dl. mel arbejdet ind i dejen, men ud på bordet med det og så bare i gang med at arbejde med det. Og så er vores dej klar.
Først delte jeg dejen i to, og dernæst delte jeg den ene halvdel i tre. De tre klumper skal jo så passe til mængden af karamel-æbler, jeg har lavet.
Rul dejen ud i en stor rektangel.
Så tager vi den første tredjedel af æblerne og deler ud på den første af de tre klumper dej.
Rul dejen sammen, klem den sammen hvor kanten lander, så den ikke ruller op igen. Og skår den så i 2 cm. tykke skiver.
Så 6-7 æble-snegle ned i en rund form, her har jeg bare brugt folieform med høj kant. Det fungerer fint.
Heldigvis er The Pioneer Woman god til at komme med alternative forslag, så hun foreslog, at man i stedet for karaml-æblerne kunne bruge appelsin marmelade eller hindbær marmelade. Jeg havde ingen af delene, men jeg havde et helt glas boysenbær marmelade. Og det kan min mand godt lide, så det brugte jeg på den anden halvdel af dejen. Så gik intet til spilde og jeg fik afprøvet to forskellige sweet rolls af en portion dej og vi kan lade som om, at det totalt meget var planen lige fra starten af.
Lad dem stå og efterhæve i 20 minutter. Jeg havde heldigvis tre små folieforme til tre små ruller med boysenbær, der var til overs. Det er ikke utænkeligt, at jeg næste gang vælger at lave flere enkeltportions sweet rolls, det tror jeg kunne være rigtig, rigtig godt.
Så skal de i ovnen ved 190 grader i 15 -18 minutter. Jeg kunne klare fire i ovnen af gangen på to plader i 15 minutter. Så var de klar.
Jeg lagde 4 med æble og 4 med boysenbær i fryseren. De tre små enkeltruller med boysenbær spiste vi samme aften med glasur på. Den femte med æble spiste vi aftenen efter, også med rigelig med glasur på. Hold nu op, hvor de smager godt.
Så du kan roligt lave en fuld portion dej og så enten lave en dobbelt portion karamel-æbler eller lave halvdelen med æbler og halvdelen med en eller anden form for marmelade, eller blot med smør, sukker og kanel. Eller måske med mørke chokoladestykker, det vil ungerne garanteret elske.