Forberedelse: 10 minutter

Tilberedning: 25-30 minutter

Nok til: 18 muffins


Ingredienser:

  • 2 modne bananer
  • 2 dl. blåbær
  • 60 g. smør
  • 1 ¼ dl. sukker
  • 1 tsk. vaniljeessens
  • 2 æg
  • ½ dl. appelsinjuice
  • ¼ tsk. natron
  • 1 tsk. bagepulver
  • 3,5 dl. mel

Sådan gør du:

  • Smørret skal smeltes til en start
  • Bananerne moses godt og smørret blandes i
  • Tilføj sukker, æg, appelsinjuice og vaniljeessens og rør godt sammen igen
  • Tilføj derefter natron, bagepulver og det meste af melet og rør dejen sammen igen
  • Resten af melet vendes rundt med blåbærrene, inden de forsigtigt vendes i dejen
  • Fyld dine muffinforme ¾ op og bag dem i ovnen ved 175 grader i 25-30 minutter. Tjek med en tandstik efter 25 minutter

I weekenden opdagede jeg to sammenfald, der kun kunne resultere i denne opskrift. Jeg havde bananer i køleskabet, der var rigeligt modne og mine blåbærbuske var klar til høst. Efterfølgende har jeg konstateret, at jeg skal have købt flere blåbærbuske næste år, mange flere.

Lørdag var vi til bryllup på Sjælland ved min bror og svoger og vi valgte at køre hjem samme aften. Det betød, at jeg søndag morgen kunne stå op, kunne sætte tuttifruttien i gang med at lave hyldebærsaft og hurtigt røre denne dej sammen og smide dem i ovnen, inden jeg overhovedet var kommet ud af nattøjet. Men så var der friskbagte banan-blåbær muffins til morgenmad, da jeg kom ud af badet.

Hvis du ikke lige har blåbær på lager, så tag evt. grofthakket mørk chokolade i stedet. Banan og chokolade kan jo bare et eller andet sammen.

Vi starter med overmodne bananer, sukker, mel, blåbær, appelsinjuice, smør, æg, vaniljeessens, natron og bagepulver. Og her er både blåbær og æg naturligvis fra egen avl. Lidt blæret.

Start med at varm ovnen op til 175 grader. Kom dit smør op i en lille skål og stil det i ovnen, så du kan udnytte opvarmningen til at smelte dit smør. Smart og fornuftigt.

Kom dine bananer op i en skål. Mine bananer har netop nået stadiet, hvor de er godt bløde, men ikke brune endnu.

Og så moser vi løs med en gaffel.

Tag smørret ud af ovnen og hæld det ned til bananerne. Og vær lige opmærksom på, at skålen jo altså nok er varm.
Rør bananer og smør sammen.

Tilføj så sukkeret.

Og vaniljeessensen.

Dernæst appelsinjuicen.

De to æg. Jeg er sikker på at butiks-æg også kan gøre det, hvis ikke du har egen produktion i baghaven.

Rør nu det hele godt sammen igen.

Så skal der tilføjes bagepulver.

Og lidt natron.

Og sidst men ikke mindst, det meste af melet. Gem lige en skefuld eller to.

Rør dejen sammen.

Det gemte mel ryster du godt med blåbærrene, så de er helt dækket.

Kom så blåbær op i dejen og vend det forsigtigt sammen.

Fordel dejen i dine muffinforme. De skal ca. være ¾ fulde.

Efter ca. 25-30 minutter i ovnen, har du nu de lækreste blåbær. Jeg har fire forskellige sorter af blåbær i mit bed og de har tydeligvis forskellige farver, når de bages.
Jeg er helt skudt i de her muffins. De er så enkle og nemme og hurtige og smager fantastisk godt. De er godkendt af alle fire her i huset. Hundene fik naturligvis også lov at smage.